Læsetid: 5 min.

En hyldest til staten

Mogens Herman Hansen flytter i en ny bog om statsteori blikket væk fra Oldtiden og retter fokus på det sidste 100 års udvikling af den moderne stat
Demokrati. Det er fristende at sidestille staten med den moderne, liberale, demokratiske stat, men det vil i følge forfatteren efterlade verdens udemokratiske stater uden en statsanalyse. Her demonstreres der for demokrati i Hongkong.

Demokrati. Det er fristende at sidestille staten med den moderne, liberale, demokratiske stat, men det vil i følge forfatteren efterlade verdens udemokratiske stater uden en statsanalyse. Her demonstreres der for demokrati i Hongkong.

Philippe Lopez

15. november 2014

I 2008 erklærede Vladimir Putin på et topmøde i NATO, at »Ukraine ikke engang er en stat, men kan gå i opløsning« når som helst. Det valgte Putin siden at udnytte. Som følge af opstanden i Kijev blev Viktor Janukovitj i foråret 2014 afsat som Ukraines præsident. Det fik russerne på Krim og i de østlige provinser til at gøre oprør og dermed åbne vejen for, at Putin kunne annektere den strategisk vigtige halvø, der siden 1954 havde været en del af Ukraine. På grund af russisk nationalisme på Krim var Ukraine blevet handlingslammet, og vejen til en genrejsning af Rusland som stormagt var pludselig åben.

Historien genfortælles i en ny bog Hvad er en stat? af den danske filolog Mogens Herman Hansen. Som leder af Copenhagen Polis Centre i årene 1993-2005 regnes Mogens Herman Hansen for en af verdens førende eksperter i demokrati og statsdannelse med særligt speciale i det græske demokrati. I sin aktuelle bog, der er udgivet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, retter Herman Hansen blikket væk fra Athen og undersøger, hvad der er sket med statens udvikling igennem de seneste århundreder og frem til i dag.

Staten er kommet på mode. Vi drøfter staten som aldrig før. Konflikter som den i Ukraine minder os om folkerettens ukrænkelighed og statens suverænitet, men også om indflydelsen fra nationalisme og ligningen mellem stat, land og folk. Forståelsen af statens institutioner og effektivitet har akut relevans, når vi prøver at begribe, hvordan fejlslagne stater som Syrien, Irak og Afghanistan skaber destabilisering og menneskelig lidelse. Men også internt i den demokratiske retsstat har vi til tider vanskeligt ved at forstå, hvor grænsen mellem statens periferi og dens centrum går, hvad der hører til statens kerneopgaver, og hvad staten kan overlade til samfund og marked. Da regeringen i Danmark for eksempel besluttede at sælge dele af den nationale energiinfrastruktur til amerikanske Goldman Sachs, var det selve statens suverænitet, der blev debatteret. Kampen om staten fortsætter langt ind i samtiden – fra den pågående territoriale kamp om opretholdelsen af svage stater til debatten om konkurrence- og markedsstaten.

Den abstrakte stat

Den vestlige verden har et skizofrent forhold til staten. En central tese i Mogens Herman Hansens lille kompakte bog om statsbegrebet er, at vi som samfund overordnet har glemt distinktionen mellem den værdifrie stat og den værdiladede stat. Dette skal nu forstås rigtigt.

Den værdifrie stat angår politologiens, filosofiens og sociologiens bestemmelse af statens funktioner, altså den abstrakte bestemmelse af folkeretten med tilhørende beskrivelse af territorial magt, regering og suverænitet samt statens institutioner med tilhørende bureaukrati og offentlig administration.

I folkeretten er staten en juridisk person, der består af et statsfolk, et statsterritorium og en statsstyrelse, der kan træde i forbindelse med andre stater. Den abstrakte stats fødsel bliver ofte dateret til Den Westfalske Fred i 1648, der blev indgået som afslutning på Trediveårskrigen. Men det moderne statsbegreb fremgår endnu ikke tydeligt i fredstraktaterne fra Osnabrück og Münster. Ifølge Herman Hansen skal vi frem til Thomas Hobbes, der i sin berømte traktat Leviathan fra 1651 – altså tre år efter freden i Westfalen – taler om staten som en abstrakt juridisk person, der er opstået ved, at et stort antal mennesker bliver enige om at overdrage suveræniteten til en person eller forsamling, der på deres vegne fastsætter og håndhæver loven. Med til dette billede hører også ophavsmanden til magtens tredeling, den franske oplysningsfilosof Montesquieu, der bidrog væsentligt til den moderne stats bestemmelse ved at skille den politiske struktur mellem den lovgivende, dømmende og udførende magt.

En af de vigtigste analyser af det værdifrie statsbegreb kommer fra den tyske sociolog Max Weber, som står centralt i Herman Hansens fremstilling. I foredraget Politik als Beruf (1919) fremfører Weber den påstand, at staten er et menneskeligt fællesskab, der succesfuldt gør krav på at besidde monopol på udøvelsen af vold inden for et territorium. Suveræniteten er her ikke placeret hos hele folket eller i grundloven som i den folkeretlige statsforståelse. Derimod besiddes voldsmonopolet af et menneskeligt fællesskab manifesteret ved statens politiske ledelse. For Weber er det altså magthaverne, der »fremprovokerer ideen om staten«. Det er ikke overraskende, at Weber er blevet statskundskabens fortrukne teoretiker. Han anser netop den bureaukratiske elite, forvaltningsstaben, for at være statens centrum.

Den konkrete stat

Parallelt med den abstrakte bestemmelse af staten findes ifølge Herman Hansen den værdiladede og konkrete bestemmelse af staten, der opstiller idealer for, hvordan staten nærmere skal udformes. For eksempel er nationalstaten, den liberale demokratiske stat og den multikulturelle (eller multietniske) stat ideologiske overbygninger, der beskriver, hvordan staten bør være, i stedet for hvordan staten faktisk virker. Ordene ’stat’ og ’nationalstat’ bruges ofte synonymt, men blander man det formelle og konkrete statsbegreb sammen, skaber det ifølge Herman Hansen problemer, både forståelsesmæssigt og politisk. Selv i Europa er egentlige nationalstater i mindretal, og uden for Europa er der langt mellem nationalstaterne.

Med den demokratiske stat er det straks vanskeligere. Den er på den ene side en ideologisk bestemt stat, hvor vægten lægges på det moralske indhold i menneskerettigheder, folkesuverænitet og borgernes deltagelse i valghandlinger. På den anden side er den demokratiske stat langsomt flydt sammen med bestemmelsen af den formelle stat. For eksempel ses et sådant skred i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948, hvor der står, at enhver borger har ret til at deltage i sit lands styre gennem frie valg. Ordet demokrati nævnes ikke, men der er for Herman Hansen ingen tvivl om, at det er en demokratisk styreform, der beskrives.

Det er naturligvis fristende at sidestille staten med den moderne liberale demokratiske stat, og en sådan sammenligning synes da også velbegrundet i retsfilosofien og menneskerettighederne. Men fra et statsteoretisk perspektiv kan vi ifølge Herman Hansen ikke efterlade de 77 stater i verden i dag, der er udemokratiske, uden nogen statsanalyse. Staten er en abstrakt ramme bestående af suverænitet, territorial magt og institutioner – og i mange tilfælde legitimitet. Hvad der mere præcist indgår i statens konkrete bestemmelse, må statsteorien forholde sig neutral til.

Mogens Herman Hansens har skrevet en skarpsindig og analytisk præcis afhandling om staten. Bogen er et overbevisende opgør med Alf Ross’ forestilling om, at staten ingenting betyder. Det er Herman Hansen uenig i. Staten kan gennem den rette bestemmelse bruges som præcist begreb for en analyse af et samfunds evne til at regere sig selv og kontrollere sine handlinger gennem offentlige institutioner og lovgivning.

Mogens Herman Hansen
Hvad er en stat?
152 sider. 150 kr.
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu