Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kissinger om verden: Den er grum

Henry Kissinger er fortsat en af USA’s mest vidende og indflydelsesrige analytikere af storpolitik. Han er ikke optimist på klodens vegne og han er bemærkelsesværdig beskeden, når det kommer til buddet på løsninger
Moderne Tider
8. november 2014

Der er brug for en ny verdensorden – men det er svært at se den opstå ud af det enorme geopolitiske rod, som verdens stater p.t. befinder sig i. Rodet er hverken udtryk for Samuel Huntingtons clash of civilisations eller Francis Fukuyamas end of history. Men derimod sammenbruddet for den klassiske europæiske statsbaserede verdensorden uden udsigt til en ny levedygtig magtbalance. Og uanset hvor vi ender, er det langtfra sikkert, at det er fremskridt, vi ser foran os i vestlig forstand i hvert fald.

Det er i grov form det relativt triste hovedbudskab, man kan udlede efter endt læsning af World Order, en moppedreng af en analyse på 420 sider, som tidligere udenrigsminister og akademiske Wunderkind Henry Kissinger har begået, og som har fået en begejstret modtagelse i den nu 91 år gamle statsmands hjemland, USA.

World Order lægger ud med et fascinerende skoleridt, der tager sine læsere med tilbage til den moderne stats fødsel i det 17. århundredes Europa. Efter en velkendt gennemgang af den nuværende verdensordens tilblivelse – fra den westfalske fred, der i 1648 afsluttede trediveårskrigen i Tyskland/Europa og den firsårige uafhængighedskrig i Nederlandene, over to verdenskrige til Den Kolde Krigs afslutning – befinder vi os nu i en periode, hvor de gamle vestlige, geopolitiske bygningsværker vakler og er under ideologiske angreb verden over: De vesteuropæiske og amerikanske ideer om menneskerettigheder, politisk demokrati og økonomiske liberalisme synes fortsat svagere, og udfordres af nye kombinationer af politisk autokrati og styret kapitalisme, samtidig med at supermagten USA synes stedse mere tilbageholdende, når det gælder håndhævelsen af magtbalancen.

Fire former for orden

Samtidig kæmper Kina som voksende supermagt med det problem, at landet ikke høster den indflydelse, som dets økonomiske tyngde tilsiger, mens Rusland betragter sangen om demokrati som et skalkeskjul for vestlig magt. Som Vladimir Putin for nylig har sagt: »USA synes at tro, at fordi man vandt den kolde krig, så kan man forme hele verden i sit billede.« Imens raser fortsat blodigere og grusomme krige i store dele af Mellemøsten, hvor f.eks. IS afviser alle tanker om en sekulær stat efter vestligt forbillede og i stedet truer med indførslen af et barbarisk kalifat.

Kissinger introducerer læserne for fire specifikke opfattelser af begrebet ’orden’: det europæiske system med suveræne nationalstater; det islamiske system, som bygger på ideen om fællesskab (umma); det kinesiske, der tager udgangspunkt i ’Riget i Midten’ som den regionale supermagt – og endelig den amerikanske wilsonianske model, der i stigende grad, som sagt er under pres.

Hvis man skulle vælge mellem disse fire måder at anskue verden på, har Kissinger mest tilovers for den europæiske. Både den kinesiske, den islamiske og til en vis grad den amerikanske ses som »selvcentrerede«, hvorimod den westfalske, pluralistiske model giver mere rum til balance mellem nationalstaterne. Kissinger er imidlertid hård i sin dom over Europa, som han opfatter som alt for optaget af frugtesløse magtkampe inden for den europæiske union. Indtil EU får styr på sit bud på en levedygtig politisk og økonomisk union og stopper slagsmålene om traktaterne, ser han ikke megen saft og kraft herfra. Det er derfor alligevel USA, han sætter sin lid til, uden at det står klart, hvordan lederskabet skal udmønte sig.

Uforløst

Derfor er slutningen også uforløst. Spørgsmålet om, hvorvidt der er en farbar vej fremad i klassisk, oplysningsteoretisk forstand, besvares ikke. Kissingers opfordrer sidst i bogen til, at verden finder en ny balance mellem magt og legitimitet i en usikker tid. Og der advares mod såvel amerikansk isolationisme som etnocentrisme. Men der er ikke noget konkret bud på hvordan den nye eftertragtede balance skal findes eller sikres.

Bogen virker derfor snarere som et råb om hjælp, et vækkeur til de amerikanske politiske ledere, som Kissinger ikke lægger skjul på sin skuffelse over. Hvilket naturligvis kan skyldes, at den habile analytiker og aldrende realpolitiske kyniker ikke skal nyde noget af at udstede foruddiskonterede blankochecks eller smarte genveje, der ikke er farbare. Men det efterlader alligevel læseren med en lidt uforløst undergangsfornemmelse.

Om end det selvfølgelig er klædeligt med ydmyghed – ikke et karaktertræk som den yngre Kissinger var kendt for. Nær ved slutningen af bogen lyder det: »For lang tid siden, i min ungdom, var jeg pågående nok til at tro, at jeg var i stand til at udsige Historiens Mening … jeg forstår nu, at historiens mening er noget, der skal opdages, ikke proklameres.«

Henry Kissinger

World Order,

420 sider. 36 dollar.

Penguin Press

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henry Kissinger-citat:
“demonization of Vladimir Putin is not a policy; it is an alibi for the absence of one.”

Med venlig hilsen
(også til den mindre og mindre "mindst ringe's" udenrigs-redaktion, som tilsyneladende tror at 'demonisering af Putin er journalistik, det er det ikke; hvis ikke propaganda så er det et (dårligt) alibi for fravær af journalistik', c'',))