Læsetid: 6 min.

Beværtet: I byen med mor – og Moritz

Der er mere stilsikkerhed end omsorgsfuld opvartning i den københavnske spise- og vinbar, men den er entydigt endnu et behageligt sted at hænge ud
Stil. Husved-stilen har generelt taget en skarpere drejning væk fra fransk loppemarkedsindretning til mere gennemført, designet indretning og spansk metropolstil.

Stil. Husved-stilen har generelt taget en skarpere drejning væk fra fransk loppemarkedsindretning til mere gennemført, designet indretning og spansk metropolstil.

Sigrid Nygaard

6. december 2014

Du kommer ind af døren … Du bliver sat på en barstol og kigger med i køkkenet, eller ved et af højbordene med udsigt ud til den travle Sankt Peders Stræde. Du er småsulten og starter med lidt Piementos de Padron og lidt Calamares. Får en lille flaske Moritz øl på 20 cl., nyder det. Vennerne støder til, de skal også have lidt at spise, så de bestiller en 5-6 andre ting til at dele, og de har lyst til at give den gas og tager fat i kælderkortet … Du er glad for din lille øl, men er nu klar til noget vin, og tager et glas af husets til 45,- kr., og vil egentlig også godt lige have et glas sherry til din tapas ...«

Det er uddrag fra aok.dk af restauratør Kenn Husveds våde tanker om sin beværtning i hans Sankt Peders Stræde, Bar Moritz, der åbnede i april. Husved vil gerne bidrage til storbystemningen i København med en spansk spisebar med mottoet wine – dine – repeat.

Tapas på dansk

Husved har i forvejen de forskellige vinbarer Bibendum, Adendum, Falernum, Paté Paté, Panzon, Antidote og cafeen Props. Bibendum i Nansensgade var da også ét af de første steder i byen, hvor man i starten af årtusindet lærte det med en tapastallerken og at hænge i baren med mad og øl og vin. Den danske fortolkning ganske vist, hvor man får alle de små tapas på én tallerken på én gang, så ens mave ikke bliver forvirret over, hvornår det er spisetid, og med godt med uspansk hummus og oliventapenade til, så der var noget at komme på brødet. Og så blev der peget med lillefingeren på de forskellige småretter og forklaret, og ost og pølser fik navne, og intet kunne serveres uden små kompotter og syltede ting til og, tapas blev et vidt begreb for pindemad uden pinde, og sådan var Husved med til at lære københavnerne, at man kan trække det at drikke og spise ud i flere timer med hapsemad og vin på glas omgivet af franske loppemarkedsmøbler som f.eks. skæve og forskellige træstole og -borde, der havde fået en gang med vilje sjusket maling. Dengang var der Franciskaner-øl i hanerne, men siden har det været den catalanske øl Moritz. Jeg har aldrig delt vinsmag med Husved, så jeg har altid været glad for bare en mørk Moritz, og læserne skulle vide, hvor mange artikler, der er skrevet på dette kildevand fra Barcelona. Der er altid et eller andet Husved-sted, der har åbent, hvor man lige kan smide sig ind med sin computer. Nu er der altså tale om, at øllen har fået sin helt egen bar, og Husved-stilen har generelt taget en skarpere drejning væk fra fransk loppemarkedsindretning til mere gennemført, designet indretning og spansk metropolstil.

Verdens hverdag

Jeg tog på Bar Moritz med min mor en kold onsdag aften i november. Ikke lige det setup, Husved havde skitseret. Mor sad ved et helt almindeligt bord og var undsluppet barstolene, da jeg kom, og Sankt Peders Stræde var ikke spor travl, men mere sådan lidt tom og provinsstille. Men vi kunne i hvert fald bestille Pimientos, og mor fik også at vide, at hun skulle starte med øl. Vi bestilte to små Moritz fra fad og bad om lov til at sidde og kigge lidt i menukortet, før vi bestilte andet. Betjeningen var elskværdig, men næsten lidt for ivrig efter at dække op med bestik og servietter, mens vi gerne ville sidde og arbejde på den improviserede stemning.

Der sad et par forretningsturister i sofarækken ved hver deres lille bord. Meget genkendelige ved deres afslappede single-omgang med mad og vin. Sådan nogle, der rejser en del og er vant til at spise alene, og den pæne midaldrende herre med kødbrættet var udstyret med noget så usædvanlig som en avis og lignede af samme grund noget fra en film; den stilfulde dame bestilte og fortærede tre små retter, mens hun talte i mobiltelefon. Det er forfriskende for Bar Moritz, at den ligger i forbindelse med Hotel Fox som hotellets restaurant, så der også er gæster en hverdagsaften, åbent alle dage, mad til sent og mange udlændinge.

Vores Moritzøl kom i rigtige Moritz fadølsglas på 33 cl. Jeg havde håbet på, jeg med pege- og tommelfinger havde angivet 20 cl, men det findes måske kun på flaske. Dengang Husved også havde en afdeling i Torvehallerne, var det ellers det helt store hit, at man kunne komme forbi til en billig minifadøl, man altid kan drikke. Og som man altid har råd til, ligesom man i Barcelona kan få sig en lille billig øltår og være en del af fællesskabet uden at blive blanket af. Nu havde mor og jeg så ikke nogen venner, vi ventede på. Men Ken havde under alle omstændigheder ret: Man skal huske den lille opstartsstemning, og de stegte grønne minipeberfrugter er en fornøjelse at starte med og var her ovenikøbet prydet af en ordentlig – og jeg mener ordentlig ansjos. Det spanske fiskekonservesmærke Ortiz er lidt mere seriøs fiskekonserves, end vi kender det herhjemmefra, og står for fantastiske ansjoser og linefanget kvalitetstun, der også står på kortet.

En enkelt smutter

Jeg ved ikke, om der overhovedet eksisterer danske menukort, men vore var i hvert fald på engelsk, og som lidt mere grønt at snacke på bestilte vi ’endivie’ og ’mache’, hvilket svarer til julesalat og feldsalat. I stedet for at zappe for meget rundt mellem glasvinene, bestemte jeg, at vi lige så godt kunne sætte os på én god vin og fandt frem til en vin fra den spanske producent Matsu, El Viejo til 650 kr. Jeg ville allerhelst have haft en god, klassisk rioja, men her skuffer vinkortet og har ikke et større spansk udvalg, men det sædvanlige brogede udvalg fra hele verden, som på de andre vinbarer. El Viejo var nu en god, spansk bio-vin fra Toro med potentiale til en hel aften og var tung af smag og alkohol og 100 procent tempranillo fra gamle stokke og vel serveret i glaskaraffel. Julesalaten var lækkert grillet, men kunne have klaret sig uden både fennikel, abrikoser og valnødder, der bare faldt af de hele salatblade, som var lækrere at spise som sprød snack med fingrene. Feldsalaten var overordentlig heldig med trøffel og osteflager. Af alt det, vi fik konsumeret i løbet af aftenen af tomatbrød, panerede rejer på spyd, fiskegryde, skinkeudvalg, andebryst og ost, var det kun fiskegryden, der faldt helt ved siden af med tomatiseret vand med små stykker ubehagelig sværdfisk, gætter jeg på, og kartofler, mens chimichurrien, en kryddersovs, man normalt bruger til argentinsk grillkød, var meget autentisk, rejerne friske og dejligt paprikakrydrede og skinkerne af høj standard. Priserne er rimelige fra 25 kr. for småting som patatas bravas og tomatbrød til 110 kr. for luksustun eller 125 kr. for and eller rib eye.

Man kan sige, hvad man vil, men Husved-kæden har en vis stilsikkerhed og hans entreprenørevne til at visualisere, importere og skabe skal man ikke kimse ad. Så selv om det ikke er det stærke værtskab, der præger kæden, er Bar Moritz som de andre steder endnu et behageligt sted at hænge ud, også med mor. Og heldigvis med Moritz.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu