Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Beværtet: En farlig modstander

Et stilforvirret, lidt for hyggeligt, lidt upersonligt, lidt ufærdigt sted, som stilfærdigt føjer punkter til listen over ting, vores anmelder er villig til at slå ihjel for
Vores anmelder ender med at spise alt på kortet. Alt. Alligevel stiller han næste morgen igen klokken et kvarter over otte til havregrød flamberet i whiskey og en baconsandwich.

Vores anmelder ender med at spise alt på kortet. Alt. Alligevel stiller han næste morgen igen klokken et kvarter over otte til havregrød flamberet i whiskey og en baconsandwich.

Moderne Tider
13. december 2014

Jeg propper surdejsbrød i munden. Den florlette, seje, let syrligt-søde krumme og den eksplosivt sprøde skorpe, blander sig med det usaltede smør, havsalt og mit mundvand. Det går op for mig, at listen over det, jeg vil slå ihjel for –  en liste, der indtil dette øjeblik kun har omfattet mine børns sikkerhed – pludseligt har fået et punkt til. Surdejsbrødet på Café Lillebror. Ja, så godt er det. Og der er jeg nu. I et lokale, der ligner lillebrors første etværelses lejlighed i udkanten af et hipt brokvarter. På hjørnet af Tung Trafik og Ingenting. Stilforvirret, lidt for hyggeligt, lidt for upersonligt, lidt for ufærdigt. Men han kan bage. Hold. Nu. Op. Hvor kan lillebror bage brød.

Der er Pierre Moncuit i glasset. Der er friteret smelt og tatarsauce på det lille bord foran mig. Jo, jo … jeg har da forventninger, og de er ikke lave, tænker jeg, mens jeg propper friteret smelt og tatarsauce i munden. Rygterne rejser hurtigt i denne by, og flere, sædvanligvis pålidelige og sultne kilder har allerede underrettet mig om, at lillebror vil frem i verden. Moncuit er en begynderchampagne i ordets bedste forstand. Læskende. De friterede skidtfisk er fede og sprøde og tatarsaucen har den mildeste syre. Således bliver fisken i fokus.

Den sjove skuffe

Rimmet torsk. En passende portion i en dyb tallerken. Der er urter, creme fraiche, crumble på rugbrød og torskeskind, dild. Rundt om skålen med torsk ligger endive-blade dryppet med en smule yuzusirup. Blandingen af det milde, sødligt, salte torskekød, den let bitre endive og den milde syrlighed fra yuzuen er godt afstemt og teksturerne er lige i skabet. Jeg drikker Pouilly-Fume Spring fra Alexandre Bain 2012 til. Sødligt blomstrende, lidt hyld i næsen, smuk syre. En biodynamisk sauvignon fra den absolut sjove skuffe.

Græskar. Det er den årstid, og den er en velkommen gæst i flokken af vintergrøntsager. Det er bare sjældent, at den bliver behandlet efter fortjeneste, for det meste ender den som puré, eller, gys: suppe. På Lillebror bliver den serveret i forskellige teksturer, revet, puré og hele små stykker med en smule bid i. Syren fra en smule creme fraiche og de brændte smagsnoter fra lidt ristede nødder og lidt brødcrouton, hjælper græskarsmagen op i nye blomstrende højder understreget af små stykker tyndskrællet peberrod.

Blæksprutte. Ringe, let ristede på perlebyg kogt i blækspruttefond med blæk. Byggen og sprutten har samme, lidt gummiagtige, men perfekte konsistens. Det er altså flabet. Den ret smager så meget af alt det, blæksprutten kan præstere af fedme, sødme, hav og den konsistens, der er så enestående for bløddyret. Jeg får en fremragende Chardonnay les dolomies En Novelin 2012 fra Celine et Steve Gormally, Cote du Jura, hvis mineralske, men frugtige syre skriger på blæksprutte. Så det får den.

Forskellig smag af jord

Norske kammuslinger. Ristede og karamelliserede på den ene side, perfekte. Gulerødder fra lammefjorden i forskellige farver, havtorn og lidt koriander. Jeg har det stramt med havtorn. Det er ikke havtornens skyld, men hvis man har spist meget ude de sidste 5-10 år, som ham, der har skrevet den her anmeldelse har, så har man fået sin kvote af de syrlige strandbær. Det er Claus Meyers skyld. Noget skal han have skyld for. Den har en fad smag og en underligt vandet syre, som minder om opkast. Så er det sagt. Korianderen har det til gengæld godt med havtornen. Faktisk klæder de hinanden og gulerødderne så meget, at det smitter af på mig.

Rødbede, tørrede svampe, æggeblomme og lidt svampebouillon. Rødbede og svampe har begge en jordet smag, men på hver sin måde: Rødbedens er sød og fløjlsagtig, svampene, specielt når de er tørrede, er pikante og krydrede. Det er en dejlig blanding. Den rå æggeblomme binder det hele sammen, tekstur- og smagsmæssigt. Gode og fine nuancer. I mit glas, den ret formidable græske vin, Roditis, som også er navnet på druen. En drue som oftest bruges til den slags småslibrige vine, som utvivlsomt har en berettigelse på varme terrasser med spektakulære vuer ud over Peloponnes, men ikke så frygteligt mange andre steder. De græske vinmagere Tomas og Jason Ligas får så absolut det bedste ud af den drue. Det er meget velafbalanceret vin, som ingenlunde står tilbage for maden på Lillebror med de sarte og naturlige nuancer. Skabt for hinanden.

Pighvar. Med mandler, mandelmælk og kål. sortkål, noget friteret og noget let salt, som fra lage. Den fine fisk, den sart-søde mandelmælk, de knasende mandelflager, det syrlige, salte og friterede kål i en mundfuld. Wauw. Chardonnay fra Du Perron, i ret ukendte Bugey, Coufe Chien 2012 i glasset. Vinens frugtige og fine nøddesmagsnoter hæver blot retten endnu et niveau højere op. Det her er altså ikke supersimpelt. Det her er supersubtil tilberedning på allerenkleste vis i stor respekt for alt det, den enkelte råvare kan præstere af smag og konsistens i dens absolutte højsæson. Sådan er hele middagen. Sådan er Lillebror.

En ting mere til listen

Andebryst. Perfekt rosa, saftigt og vildt. Med terrine af andelår, friteret sortkål, tung brændt glace. Dejlig mundfuld med små sideretter; mild rødkål, knuste hvidløgskartofler og lidt fine rosenkål med syre og friskhed. I mit glas, aftenens vinder blandt mange favoritter, Prisa Mata, på overvejende Tempranillo fra Naranjuez i Granada. Det er ikke nogen pleaser, men serveret kølig, som her, kan den danse uproblematisk mellem kraftige aromaer som læder, the og varme krydderier uden at åbne alt for meget op for frugten før den rammer tungen. Det er en naturvin af absolut mest krævende og interessante skuffe.

Fire fremragende oste med lidt pocherede pærer og skønt nødde- og frugtbrød bliver efterfulgt af cookiedough-is med cookiedough-crumble og lidt solbærsauce, hvor isen er en smule kedsommelig og smagsløs. Til gengæld er der knald på den sidste dessert, en risdessert med rosenvand og kirsebær. Jeg får et glas 20 år gammel æblebrandy til at skylle det hele ned med. Jeg har spist alt på kortet. Alt.

Næste morgen klokken kvart over otte står jeg der igen. På Lillebror. Jeg får morgenmad. Whiskey porridge. Det er den letteste, mest velsmagende havregrød, med whiskeyrosiner, brun farin og et lille glas whiskey hældt over. De sætter ild til det. Der er ild i min havregrød. Hvordan kan det så blive en dårlig dag? Jeg spiser også en baconsandwich. Den er decideret åndssvag. Halvtarvelig bolle, sådan skal det være, stegt i baconfedt, bacon i bollen, lidt ketchup.

Jeg vil spise det hver morgen, tænker jeg og overvejer, om listen med ting, jeg vil slå ihjel for også burde omfatte mit eget helbred. Jeg kigger på resterne af min havregrød og min baconsandwich og bliver enig med mig selv om, at de er et par feje modstandere. Lillebror er overlegen.

Samlet regning 2.000 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her