Læsetid: 3 min.

Var Heideggers filosofi nazistisk?

Spørgsmålet om Heideggers betændte forhold til nazismen er for mange blevet endegyldigt afklaret med udgivelsen af filosoffens sorte notesbøger. Men det er for nemt at afvise Heideggers tankeverden med henvisning til hans rabiate antisemitisme, hævder den tyske filosof Peter Trawny i nyt essay
27. december 2014

Var Heideggers esoteriske værensfilosofi uhjælpeligt tilsværtet af nazistisk tankegods og dermed diskvalificeret som seriøs filosofisk tænkning?

Eller er det muligt at isolere Heideggers originale og indflydelsesrige frontalangreb på den vestlige metafysiske tradition fra filosoffens opportunistiske tilslutning til den nazistiske bevægelse, der kulminerede med, at han blev udnævnt til rektor på universitetet i Freiburg i 1933, hvor han blandt andet medvirkede til at ’rense’ universitetet for jødiske medarbejdere, herunder sin gamle læremester Edmund Husserl. I hvilket omfang var Heideggers filosofi, der prægede en stor del af det 20. århundredes største filosoffer – fra Hannah Arendt til Sartre til Derrida – selv inficeret af nazistisk tankegods?

Svaret på dette spørgsmål blev ifølge mange kommentatorer endegyldigt afgjort, da filosoffens private notater, de såkaldte ’sorte hæfter’, sidste år blev udgivet i Tyskland. Hvor Heidegger efter Anden Verdenskrig svarede undvigende eller forholdt sig decideret tavs omkring sit eget syn på nazismen, er det en mørk og antisemitisk Heidegger, der giver sig til kende i de sorte hæfter.

»Verdensjødedommen, tilskyndet af de emigranter, der er blevet ført ud af Tyskland, er alle vegne uhåndgribelig og behøver ikke at engagere sig i militære handlinger for at fortsætte med at udfolde sin indflydelse, mens vi er tvunget til at ofre det bedste blod hos vores bedste folk,« lyder en karakteristisk passage, som Heidegger nedgriflede i 1941, mens den tyske hær var på vej mod Moskva.

Forstået indefra

Denne type konspiratorisk anlagt antisemitisme og henvisninger til det tyske folks blod synes at give et entydigt billede af en nazistisk filosof. Men for at forstå Heideggers dagbogsnotater, som filosoffen påbegyndte i 1931 og fortsatte til de tidlige 1970’ere, og deres forbindelse til Heideggers tænkning er det nødvendigt at tænke filosoffens antisemitisme med Heideggers egne begreber inde fra, skriver den tyske filosof Peter Trawny i et nyt essay med titlen Irrnisfuge. Heideggers An-Archie.

Trawny tager i sit essay udgangspunkt i Heideggers refleksioner over begrebet »Die Irre«, et notorisk tvetydigt begreb, der på tysk både spiller på galskaben, men også at være gal på den, at tage fejl. Når Heidegger gav sig i kast med at afmontere den vestlige metafysiks jagt på sandheden, åbnede han samtidig for muligheden af at tage fejl, lyder Trawnys umiddelbart indlysende, men reelt set komplicerede indgangsvinkel.

Heideggers antisemitisme bliver dermed en vandring ned ad galskabens sti, men ikke som kortslutning af tænkningen eller handlingen, men som en forglemmelse af sandhedens kriterier, som hører til filosofiens inderste væsen og som er nært beslægtet med digterens verdenssyn. Som Heidegger selv skriver i en for Trawny afgørende sætning: »Den, der tænker stort, må også fejle (»irren«, red.) stort.

Et enestående drama

Trawny fordømmer naturligvis entydigt Heideggers antisemitisme som utilstedelig og umoralsk, men han peger samtidig på, at efterfølgende krav om at stille Heidegger filosofisk til ansvar for hans tavshed under eksempelvis jødeforfølgelserne i udgangspunktet bryder med Heideggers tænkning. »Spørgsmålet om ansvar kolliderer med en tænkning, der bestrider retten til dette spørgsmål,« skriver Trawny, der selv medvirkede til udgivelsen af Heideggers sorte hæfter og til daglig fungerer som leder af Heidegger-instituttet på universitetet i Wuppertal.

Der er noget paradoksalt over Trawnys forsøg på at forklare Heideggers antisemitisme inde fra filosoffens egen tankeverden og dermed plædere for filosoffens fortsatte relevans. Trawny uddyber Heideggers sandhedsbegreb med sandhedens iboende afhængighed af galskaben og dens beslægtethed med digtningen, men holder samtidig fast i behovet for rationalitet i den filosofiske tækning.

Derfor kan man med rette spørge, hvad man skal stille op med denne Trawnys udlægning af Heideggers komplicerede filosofi, der netop cementerer et skel mellem værket og dets forfatters katastrofale politiske naivitet ved at forsøge at underminere dette skel. Ikke desto mindre har Trawny ret, når han skriver: »Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt Heidegger havde ret i sin dom over det moderne, forekommer det at være et enestående drama at bevidne en tænkers fald.«

Peter Trawny
Irrnisfuge. Heideggers An-Archie. 89 sider. 10 euro.
Matthes und Seitz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

hugo Pieterse

Efter at have kasseret en længere og mere kreativ svada, som jeg dog selv måske blev klogere af, vil jeg under de givne forhold jeg nøjes med at anbefale en interessant kommentar på Heideggers Sorte Bøger og Trawny fra (counter-currents) Greg Johnson tinyurl.com/opmlugs