Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Den hellige almindelige danskhed

Britisk antropolog slår sig ned i Skive for at sætte nationen og dens særheder under lup
Flag. Landsmænds hjemkomst i lufthavnen til jublende slægtninge med dannebrogsflag i hænderne er hverdag for den indfødte, men chokerende for den historiefaglige gæst. Begrebet ’ekstrem nationalisme’ ligger lige for, og nemt er det ikke at overbevise om, at der slet ikke er tale om chauvenisme.

Finn Frandsen

Moderne Tider
13. december 2014

Hvornår er man dansk og med danske værdier? Lader det sig gøre for fremmede at fatte pointerne og integrere sig i den danske stamme, når påstanden om national homogenitet afviser de anderledes allerede på tærsklen? I forsøget på at identificere det lille folk mellem øst og vest, syd og nord stiller den britiske antropolog professor emeritus Richard Jenkins disse og andre centrale spørgsmål, og bliver i processen hurtigt klar over at tilfredsstillende svar kun indhentes forsvarligt ved feltarbejde.

Som sagt så gjort. Udstyret med forkundskaber i dansk sprog, kultur og historie, opsøger forskeren den mest gennemsnitlige provinsby i det danske land og slår sig ned i Skive et års tid.

Danske venner advarer: Skive! Du bliver vanvittig!

Det blev Jenkins ikke og fulgte i fodsporene på den indiske professor Prakash Reddy der i 1990’ernes begyndelse kastede sig ud i et tilsvarende projekt for at beskrive hvad der gør denne nation så speciel. Såfremt den er det.

Det sidste kan hurtigt besvares positivt: Danmark er noget særligt. Danmarkshistorien er særlig og har skabt en række særlige forhold: traumer, nedgroede negle, andelsbevægelsen, nederlag, misforståelser, folkehøjskolen, indsigter og ikke at forglemme i denne ende af historien demagogiske politikere, hvis problematiserende eller uforsonlige retorik vedrørende ømfindtlige træk i integrationsprocessen i virkeligheden er det mest farlige og påtrængende problem.

Netop det sidste har i den grad domineret diskussionen om nationens identitet og de påståede trusler mod den og sammenhængskraften, at langt mere væsentlige problemstillinger er stuvet af vejen.

Den robuste identitet

Richard Jenkins bor altså et år i Skive. Og iagttager. Blander sig med skibonitterne (det hedder de!), går på værtshus og drikker øl, men danner sig et ædrueligt og loyalt billede af et udkantsfolk, der i falsk beskedenhed beskriver sig stout besindigt og formløst uhøjtideligt, men ikke et sekund fraviger forestillingen om Danmarks og danskernes enestående position i Norden, Europa og hele verden. De mere dybsindige hiver gerne skorpionen frem og pisker sig i erkendelsen af alle de beskedent selvfremhævende paradokser. De har i deres indsigt gennemskuet sig selv og den folkelige underlegenhedsmentalitet der dybest set er udtryk for det modsatte. Men også dette er en tilsnigelse mener Jenkins. Dansk identitet er mere kompleks end som så, og langt mere indviklet – og i sin påståede skrøbelighed langt mere robust end de xenofobiske neonationalister med Kjærsgaard i spidsen så horribelt forenklende himler op om.

Jenkins tager fat i en række fænomener som tidligere udefrakommende analytikere af danskheden også har berørt: flaget, Socialdemokratiet, ligheden, kongehuset og kirken. Denne anmelder har i Kastrup med udenlandske venner bivånet landsmænds hjemkomst til jublende slægtninge med dannebrogsflag i hænderne. Hverdag for den indfødte, chokerende for de historiefaglige gæster, hvis agtpågivenhed over for ekstrem nationalisme ikke forblev usagt. Særligt nemt er det ikke at overbevise andre om, at lige det med de insisterende nationale symboler jo er noget helt andet end andre landes selvhævdende chauvinisme. Sværere al den stund danske kamptropper i uniform og støvler var på vej mod gaten ud i verden for at erobre Irak. Men det er jo noget andet. Hvilket Jenkins er klar over.

Den ferme dronning

Og så er der kongehuset. Jenkins overværer et dronningebesøg i Skive og majestætens virtuose rollespil som en blanding af hellig ophøjet prima og nede på jorden hausfrau, der stikker næsen i blomsterne og selv svøber sin modtagne gave i papiret igen og slår bånd om. Forfatteren er en dygtig iagttager.

Richard Jenkins fastholder ikke en udelukkende antropologisk synsvinkel, men kan sin danmarkshistorie og er ydermere velorienteret i dansk politik. I den forstand er hans metodiske greb en overbevisende kombination af antropologiens feltstudier og den lærdes komparative overvejelser af fortidens forudsætninger og større og mindre begivenheders påvirkning af nutiden. Journalistisk talent har han også.

At nederlaget i 1864 betyder ikke så lidt, er indlysende. Gud ved, hvad Jenkins havde sagt til Bornedals kontrafaktiske kraftpræstation på slap line?

Jenkins underbetoner måske danmarkshistoriens skæve gang allerede fra 1600-tallets midte til 1945 som én lang magtpolitisk krise og selvbedragerisk nedtur.

Og heller ikke en sådan tilføjelse kan besvare alt.

Slet ikke et af hovedspørgsmålene i denne vigtige bog: om det lader sig gøre at integrere fremmede i det lille danske så skingert befrygtede truede eller allerede tabte paradis.

Her understreger antropolog Jenkins som sin slutbemærkning i bogen, at det trods alt med en jydisme ku’ være møj værre.

Den udramatiske hverdag

I den danske hverdag i feltarbejdsmark Skive trives tolerancen og ønsket om at tingene glider. Fremmede er i den optik ikke nødvendigvis, som højrepopulismen ser det som mål at fremstille indvandringen, det værste man har. Accept og tolerance er mindst lige så fremherskende som det angstprægede forsvar af en mytisk udefineret homogen danskhed.

Danmark er nemlig ikke så nationalt uniformt et samfund, som også trivialidentitetshistorien vil hævde. Den lighedstanke, der på sæt og vis har været landets styrke siden det moderne gennembruds dage, og som stadig er grundlov i landet, skønt hyperliberalisterne slår sig i tøjret, har samtidig i alt for høj grad hyldet homogeniteten, som dog er langt mere tvivlsom. Ufrivilligt eller uagtsomt har den velvillige del af opinionen betonet ligheden i den grad, at denne i holdningsmæssig forstand er udlagt som enighed eller altså homogenitet – eller det misbrugte begreb.

Den overfladiske lilleputstatsbetragtning med sig selv nok-kanoniske facitlister har for tiden gode kår. Et oprindeligt europæisk parti som Venstre undsiger i takt med DF de europæisk betingede påvirkninger og forandringer. Dansk og danskhed forsøges gjort til permanente størrelser, der nødigt defineres som andet end bestemte uforanderlige vaner. En næsten parodisk forlængelse af Hartvig Frischs gamle kulturdefinition.

Det komiske – tolket af Jenkins ord og betragtninger – er unægtelig, at disse nationale begreber, ja selv brugen af flaget og synet på kongehuset og kirken, ustandseligt har ændret sig og fortsat forandres. Heri ligger den omtalte robusthed, som i sidste ende betyder, at danskheden såmænd nok skal overleve angsten for at miste den til herboende minoriteter, som ikke har den mindste trang til at fortære den. Indvandrere og anden og tredje generations nye stammefæller vil blot gerne have del i dette hellige umistelige danske, men selvsagt i egen koshersovs.

Der er bøger mellem år og dag, man ved lov burde kunne tvinge en bestemt kategori af danske politikere til at læse. En af dem nævnt, ingen glemt. Richard Jenkins fine, indsigtsfulde og velskrevne studie i at være dansk er en af de vigtigste.

Richard Jenkins: At være dansk. Identitet i hverdagslivet.
383 sider, ill. 348 kr.
Museum Tusculanums Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er lidt sjovt at læse anmeldelsen tre år efter udgivelsen i 2011; men det er vel 1864 feberen? Det er virkelig en antropolog af bedste skuffe og med den helt rigtige tilgang når det drejer sig om at søge viden blandt danskerne hvor de går og står...

Kurt Nielsen, Kristian Rikard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nej, han ville straks se, at centret skabte en masse lokale arbejdspladser til stor glæde for "den rådne banan".