Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et velmenende forældrespejl til de rådvilde

I en uvidenskabelig, snakkende og anmassende læseletbog går den privatpraktiserende psykolog John Aasted Halse i brechen for opdragelsens nødvendige fasthed. En potentiel bestseller byder sig til
Opdragelse. Tiden skriger på forældrespejle i et retningsforvirret, krævende og dobbeltlønarbejdsliderligt samfund, der absolut ikke altid har plads og tid til at kere sig om eller frisætte børn og unge.

Opdragelse. Tiden skriger på forældrespejle i et retningsforvirret, krævende og dobbeltlønarbejdsliderligt samfund, der absolut ikke altid har plads og tid til at kere sig om eller frisætte børn og unge.

Tor Birk Trads

Moderne Tider
27. december 2014

I gamle dage blev der skrevet fyrstespejle af tænksomme rådgivere og skriverkarle, så herskeren kunne bringes til at reflektere over sin egen praksis, så han kunne bibeholde og befæste sin magt. Et berømt eksempel er Niccolò Machiavellis Il principe (Fyrsten), skrevet i renæssancetidens ’Italien’ i 1513.

Nu sidder jeg så med en lækkert designet læseletbog om opdragelsens uomgængelige nødvendighed i nutidens stressede familie- og samfundsliv i hænderne og får lyst til at opfinde et nyt ord: forældrespejl. Thi den privatpraktiserende psykolog, forfatter, tidligere formand for Børns Vilkår og utrættelige debattør John Aasted Halse har skrevet en ny bog med titlen Den nødvendige opdragelse og udstyret den med en helt igennem retorisk og overflødig undertitel: Er opdragelse nødvendig?

Bogen er nemlig forhåndsselvoverbevist om, at opdragelse nytter noget, og at forældre skal træde i karakter som tydelige autoriteter over for børn og unge mennesker. Uden en fast opdrager er selveste civilisationen, samfundet, den normative forpligtelse og den værdimæssige og sociale sammenhængskraft nemlig truet af sammenbrud. Dette credo udfoldes i form af en smygende, verdslig prædiken. Den velmenende sirupskrukke hælder tykke stråler af simple handlingsorienterede, let forglemmelige sætninger ned over siderne.

Barnet som ’slutprodukt’

Med Halses egne ord er forældreskab og lederskab nært forbundne begreber. »Lederen af en virksomhed er primært fokuseret på produktionen og gode tal på bundlinjen«, og »Som forældre er man naturligvis også interesseret i slutproduktet forstået som, at børnene skal finde deres plads i samfundet og have en social adfærd, der gør dem accepteret i det store fællesskab«. Halse fremhæver, at forældrelederskabet også er optaget af følelser, forståelse og nærhed. Og at ’slutproduktets’ trivsel, tryghed og tilknytning til forældrene ikke må glemmes. Forældrene udgør »barnets hierarkiske tyngdepunkt«, danner rollemodellerne og fungerer som selveste grundlaget for livets formning. På side 95 proklameres med kæmpetyper: »Der findes ikke i hele verden nogen, det lille barn sætter højere end far og mor.« Teksten er sat i pkt. 24, men ordet ’barn’ i pkt. 72. »Slutproduktet« skal ikke glemmes.

Det går over stok og sten med 21 små anslag om alt lige fra det nutidige barns karakter, familiens transformation, sanktionsformer, børns sprog, søskenderelationer, kampen ved spisebordet, børn i den virtuelle verden, mobning, de nye bedsteforældreroller og opdragelse i gruppen etc.

Næsten hvert lille kapitel udstyres med opsummerende pinde af typen: »Giv barnet rammer – vel at mærke passende rammer«, »Markér tydeligt dine egne grænser« og »Vær konsekvent – hold fast, men vær også fleksibel« og eksempler på Halses råd til tvivlrådige forældre. I en med grøn baggrund fremhævet fortælling »Indkøbsmareridt« siger han for eksempel kort og godt: »Ignorer det« til en udvejsløs moder eller fader, der i sin pine ikke ved, hvordan en femårigs umådeholdne og utålelige hylen og opmærksomhedssøgende falden sammen som en sæk kartofler på gulvet i butikken skal håndteres.

Indskrænket begreb om opdragelse

Definitionen af bogens centrale begreb lyder: »Opdragelse er at få børnene til at indleve sig i og forstå vores kultur, hvilket mere konkret betyder, at børn må lære, at uanset hvor de færdes, så eksisterer der en række spilleregler.« Opdragelse forstås således som regelfølge, personligheds- og adfærdsformning. Halse skriver ikke noget om, hvordan opdragelse også kunne handle om at udforske verden, danne overraskende fællesskaber og blive dygtig til at tænke, erhverve sig sproglig, historisk og kunstnerisk indsigt og fundere højlydt over, hvorfor de sociale regler og samfundsmæssige idealer mon ser ud, som de gør. Ej heller følger Halse de børn og unge, der kaster sig ud i rige kropslige erfaringer og sociale og kommunikative processer, der er med til at forme den plastiske hjerne. Kort sagt får de dannelsesmæssige og øvelsesantropologiske dele af menneskelivet ikke mæle i bogen. Det ’forglemmes’, at mennesket er et dyr, der er meget mere end et vildt dyr, der skal tæmmes. Dertil kommer, at vi øver os hele livet, og at livet ikke udelukkende kan forstås som noget, der skal tilpasses, afrettes og civiliseres.

Ganske uhyggeligt er det at bivåne, at Halse mener, at forældre skal afklare spørgsmålet: »Hvad vil jeg med mine børn?« Som om børn er noget, man ejer (’mine’), og noget, man kan forme efter behov og efter en plan. Det lyder grufuldt, overgrebsinviterende og blindhedsproducerende. Til slut lykkes det ham også, at stille spørgsmålet: »Hvilke værdier vil I give jeres børn?«, selv om værdier ret beset ikke gives, som var de breve eller julegaver; de kan muligvis praktiseres og inkarneres, men meget sjældent med fuld bevidsthed om det, man selv er en del af eller giver udtryk for.

Halse er en effektsøgende behaviorist, en kritisk diagnostiker af tidsånden og en psykologisk rådgiver, der ganske sympatisk drømmer om, at forældre snakker noget mindre og gør noget mere sammen med deres børn, for eksempel ved at lege med dem. Stærke familierelationer opstår, når opdragelsen er kærligt inddragende, dialogorienteret og anerkendende. Trusler, fysisk vold og skældud er bestemt ikke hans kop te, og der tales ikke til fordel for en genkomst af fortidens faste faderautoritet og ditto -hånd.

Banebrydende forskning overhøres

Halse skriver, at børn »pr. definition er inkompetente«, og påstår: »Børn er principielt født egocentriske eller i hvert fald som udgangspunkt udelukkende optaget af at få tilfredsstillet deres eget behov her og nu«. Uden den mindste slinger i valsen dribler han helt uden små børns empatiske evne til at sætte sig i andres sted. Børn kan pege, før de kan tale ’rent’ og sige deres eget navn. De kan for eksempel have stor lyst til at henlede de voksnes opmærksomhed på det, de leder efter, men ikke kan finde, og som børnene ved, hvor er.

De ganske små sprogløse børns kooperative praksisformer er eksempelvis blevet undersøgt af den verdenskendte amerikanske, evolutionære antropolog og udviklingspsykolog Michael Tomasello. Muligvis kender Halse ikke til den internationale forskning på området, eller også passer hans fordomme om, at mennesket fra fødslen er et stykke egocentrisk og uciviliseret natur bare alt for godt til hans overordnede advokatur for opdragelsesprojektets nødvendighed.

Han undlader også at betvivle, om det kunne være forkert – eller muligvis ’blot’ forældet – at se forældrene som de vigtigste i og for børne- og ungdomslivet. Forældrene er i stigende grad ikkevidende om og ikke-deltagende i børns horisontale relationer til hinanden på hverdagslivet arenaer og ikke mindst på nettet. Således holdes en række skilsmisseombrudte søskendeskabsrelationer vedlige via sociale medier, som forældrene ikke har og vel heller ikke skal have adgang til (jf. Eva Gulløv, Charlotte Palludan, Mads Middelboe Rehder og Ida Winther: Hvad er søskende?, 2014).

Tiden skriger på forældrespejle

Forlaget Frydenlund vejrer morgenluft. Tiden skriger nemlig på forældrespejle i et retningsforvirret, krævende og dobbeltlønarbejdsliderligt samfund, der absolut ikke altid har plads og tid til at kere sig om eller frisætte børn og unge.

Uomtvisteligt og trist er det at måtte sande, at der udgives læssevis af bøger og produceres meterhøje forskningsbjerge, der aldrig når frem til avisernes spalter endsige til offentlighedens kend- og kundskab. Det er ganske enkelt meget sjældent, at gedigen forskning og nybrydende viden kommer på bestsellerlisten. I stedet må læserne nøjes med at guffe forskningsindifferente og coachinglystne læseletbøger i sig. Den nødvendige opdragelse kan således ses som en forfaldsform og som en ven af den forhastede og overfladiske tidsånd, som samme bog paradoksalt nok gerne vil bekæmpe.

John Aasted Halse
Den nødvendige opdragelse. Er opdragelse nødvendig?
192 sider. 249 kr.
Frydenlund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

lærke Grandjean

Tak for en veloplagt og velunderbygget anmeldelse. Dejligt, at Information mere og mere lader kritiske røster komme til orde om tidens tendens til indskrænket begreb om opdragelse.