Læsetid: 3 min.

Alt over 17: Med en butlers eller lejemorders diskretion

24. januar 2015

Vodka er egentlig bare klar spiritus, der ikke er lagret eller krydret.

Den moderne myte er derimod mere gnistrende; godt hjulpet frem af marketingfolk er vodkaens ry i dag som et funklende, jomfrunalsk produkt, blank og indbydende som nyfalden sne. Den rene spiritus uden smag eller tømmermænd kan sagtens opnås, man skal blot blande destilleret vand med absolut ethanol – som holder 99,9 procent og er renset med benzen – men det smager ikke rart. Nøjes man derimod med at destillere, er alkohol azeotrop ved 96 procent, og derfor består omtrent en tyvendedel af tønden af primært vand, men skam også en masse andet godt (og i mange tilfælde mindre godt, uha-uha).

De fleste producenter gør sig umage for at nå en smagspalet, der er så diskret, at det er umuligt at identificere de enkelte ingredienser, men så disse stadig fortrænger den rå, raspede smag af kogesprit. Det gælder altså om at være så god til sit arbejde, at kunden aldrig ved, man har været der; lidt som en perfekt butler eller lejemorder, hvorefter virksomhedens story tellers har frie hænder til at lire serenader af om dens fortræffeligheder.

Kan en del

Der er ikke mange i Finland, der er til fals for den slags, herunder ikke folkene hos Koskenkorva. Den lidt glemte spritbådsklassiker fra 70’erne er stadig på markedet, selv om den i de senere år har gemt sig i hjørnet hos vinhandlerne. Det behøver den dog ikke at gøre, for den er et fint bekendtskab i en praktisk flaske. Aromaen er diskret, med et let strejf af peber og markant appelsinskal. Den fylder blødt munden, smager mere af salt end peber, og den er heldigvis ikke ret sprittet; det havde den slet ikke kunnet magte. Der anes lidt umami, omtrent som tomat. Eftersmagen er kort og udramatisk. Den vil danne god base til skrøbelige kryddersnapse, men har helt klart fortjent at stå på egen hånd; et lidt ufarligt bekendtskab, men et positivt et af slagsen, og til en stærk pris.

Kan ikke så meget

Franske Citadelle er mest kendt for deres gin, men de har også vodka på kortet. Den er destilleret hele seks gange, hvilket er fint at reklamere med, men effekten er yderst tvivlsom. Aromaen er i al fald ikke blødere end Koskenkorva, snarere mere sprittet, men dog også med et klart pift af blomster. Blomsterne får dog fællesskab af noget kemisk hen ad terpentin, og samlet set efterlader aromaen et skizofrent indtryk, der desværre klæder den kiksede, fortænkte flaske godt. Den ligger perlende i munden, men er også fed og fyldig. Smagen er lidt tyst, hvis ikke kønsløs, men skal man nævne noget, så er der bitre æbler og en let alkalisk karakter; dette skyldes nok den iltning, der åbenbart foregår under de mange destilleringer. Det bliver aldrig ubehageligt, men heller ikke imponerende. Den bitre æbleagtige smag står endnu tydeligere frem i eftersmagen, hvor man bliver mindet om at bide i kernehuset. Samlet set må det siges, at Citadelle 6C slet ikke lever op til hverken andre gode vodkaer eller firmaets gin.

Kan selv

Sverige, Norge og sprit, det går aldrig sammen. Og dog, for i Källby på Vänerns bredder laver en gruppe svenskere og nordmænd en ret speciel vodka på vinterhvede, Heavy Water, opkaldt efter sabotagen mod det tyske tungtvandsanlæg i Telemark i 1943. Der er dog ikke mere deuterium i end i vand generelt, men et spøjst iltningsrør i flasken gør dog et og andet ved denne vodka. Aromaen er meget karakteristisk, med peber og lidt kanel foruden en meget tydelig duft af dej. Den efterlader en spøjst ’kølig’ fornemmelse i munden; den er måske lidt sprittet på tungen, men fylder mundhulen godt ud. Oplevelsen er ganske diskret og giver faktisk en vis association til en bæk på fjeldet i Norge; på mange måder er det her det mindst tropiske, man kan forestille sig. Smagen minder mest om frisk spinat eller mandler, og den syrlige hvede står klart frem. Eftersmagen er kort, men venlig og også her er det nordiske præg tydeligt; den kornfede smag bliver lige så nænsomt kildet af en smule fyrrenål. Det vil så afgjort være synd at blande denne lille perle for meget, drik den kølig og helt for sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu