Vi misforstår, hvad moderne kærlighed er

At elske en anden er som at lade sig sænke lodret ned i en mørk, dyb og beskidt mineskakt, mens mudder sprøjter rundt og rammer dig overalt. Fede mudderklatter lige i dit ansigt. Og det er selve parforholdet og kærligheden, som sprøjter mudderet på dig.

Sådan skriver den amerikanske forfatter Jonathan Franzen i et essay om vor tids forskruede opfattelse af parforhold og kærlighed. I vores komfortable og nydelseslystne tid har vi har glemt, at kærligheden også er lidelse, benhård modstand, seje kampe og smerte.

Når man på sin smartphone-skærm kan kigge på andres datingprofiler og frejdigt og i dobbelt forstand gnidningsløst lade sin pegefinger vælge en mulig partner fra eller til, foranlediges man til at tro, at kærligheden er risikofri.

Når en fransk datingvirksomhed tilplastrer Paris med reklamer, der lover ’kærlighed uden risiko’ og tilbyder ’kærlighedscoaching’, så vidner det om en tro på, at en lidelsesløs kærlighed er mulig.

Datingvirksomheden bruges af den største nulevende franske filosof, Alain Badiou, som eksempel i hans lille bog om kærlighed fra 2008, som netop er oversat til dansk. Datingsiden indebærer en udbredt kontrakt-forståelse af kærlighed, skriver Badiou spydigt: »En kontrakt mellem to frie individer, som erklærer, at de elsker hinanden, alt imens de holder skarpt øje med ligheden i forholdet, balancen i de gensidige fordele osv.«

Badiou deler kritisk udgangspunkt med Jonathan Franzen: Vi lever i en tid, der misforstår, hvad kærlighed er og indebærer.

Kærligheden er ifølge Badiou truet og klemt inde mellem forbrugslystne og praktiske ægteskaber på den ene side og seksuelle forhold på den anden. Men Badiou går videre end Franzen og proklamerer nødvendigheden af, at filosofien genopfinder vores kærlighedsforståelse.

Hvorfor? Fordi kærligheden hos Badiou er »en almen følelse, og da den, stort set for alle, er det, der giver livet intensitet og betydning.«

Her er Badiou stålsat og ligeglad med indvendinger om, at vores individualistiske tidsalder og al dens serielle monogami og frigjorte relationer ikke kan harmonere med hans krav om varig forpligtelse og tilsidesættelse af en selv.

Et nyt svar

Men har filosofien ikke sagt rigeligt om, hvad kærlighed er? Badious bog er både et forsvar for filosofiens praktiske relevans og forandringskraft og en utilfredshed med filosofiens indsats på området.

Badiou identificerer to utilstrækkelige yderpoler i filosofien, som filosofiske mellempositioner om kærlighed er for farvet af, og som hver især misser, hvad kærlighed er, og hvordan dens væsen kan begrundes i en moderne, postmetafysisk verden.

I den ene ende repræsenterer Arthur Schopenhauer en mistillid til kærligheden. I den anden ende pakker Kierkegaard kærligheden ind i religiøse forudsætninger. Ligesom kristendommen gør det. Badiou sætter pris på Platons syn på kærligheden, men som hos Kierkegaard har den et transcendent indhold.

Badious filosofiske perspektiv er dennesidigt og en lovprisning af kærligheden. Hos ham er kærlighed en særlig erfaring: en erfaring af verden fra to personers perspektiv. Kærlighed er det selv-overskridende verdensforhold, der opstår, når man dropper enhver selvoptaget nydelse og giver sig hen til den hele anden. Han kan derfor pointere, at »min kjærligheds største fjende, ham, som jeg må overvinde, er ikke den anden, det er mig selv«.

Badiou er inspireret af Lacans sondring mellem begær og kærlighed. Begæret retter sig mod et specifikt objekt: baller, penis, bryster osv. I kærligheden derimod har den andens mellemkomst en værdi i sig selv, og kærligheden retter sig mod »selve den andens væren, mod den anden, sådan som han fuldt bevæbnet med sin væren er dukket op i mit liv«. Sex er en del af kærligheden hos Badiou, men kun for så vidt sex er et kropsligt udtryk for individets overgivelse af sig selv til den anden.

Kærlighed er total hengivelse til totaliteten af den anden. I vanlig fransk ordspillende stil kalder Badiou kærlighed for »en sandhedskonstruktion«. En konstruktion af hvilken sandhed? Den særlige ’sandhed’ om verden, der fremkommer, når verden praktiseres, undersøges og erfares gennem den oplevelse af verden, som livet i en kærlighedsrelation giver.

Noget af det fine ved Badiou er, at han ikke er naiv. Han tager igen og igen højde for en almindelig senmoderne erfaring om, at kærligheden ofte ender i skænderier, mathed og ophør. Han pointerer endda, at den kan være en helvedes lidelse og ende med mord eller selvmord. Badiou vil nok et stykke ad vejen give den norske forfatter Erlend Loe ret i, at et langvarigt parforhold på en måde kan være en ekstremsport.

’Jeg elsker dig’

Så hvordan skal kærligheden praktiseres, når forelskelsen lægger sig og hverdagen melder sig? Udgangspunktet for hans svar er, at kærlighed begynder som et helt tilfældigt møde mellem to forskellige mennesker. Egentlig er det paradoksalt, at en tilfældigt opstået relation hurtigt opfattes som skæbne og nødvendighed.

Ikke uden humor spørger Badiou klarsynet, hvordan der dog kan være noget stort i »den banale kendsgerning, at en eller anden har mødt en fra sit arbejde?« Men netop den mulige desillusion begrunder Badious svar: Kærligheden skal løbende passes, genbekræftes og erklæres. Erklæringen skal bekræfte kærlighedens fulde mening for to mennesker.

Han sammenligner kærlighedens sprog med digtes: Begges virkning er enorm. Ordene ’jeg elsker dig’ er en insisteren på parforholdets storhed, og de tre slidte, men vigtige ord betyder, at det første møde skal vare ved og forpligte. Derfor er troskab en »langvarig sejr« og med Badious ord meget mere end ikke at bolle udenom.

Kærlighed er altså også en beslutning og reflekteret pleje af relationen, og han kan derfor kontroversielt og spidsformulerende hævde, at kærlighed ikke er en følelse, men en tanke. Da belønningen er lykke, undrer det ham, at der sjovt nok ikke er mere skønlitteratur om det positive i varigt slid for kærlighedens beståen.

Badiou bliver også personlig og fortæller, at han kun har forladt en, han elskede, én gang. Og det var en fejl, erkendte han sidenhen.

Badious bog er på én gang forførende og provokerende. Dens kompromisløse og utidssvarende tanker kan virke verdensfjerne, men de fine analyser, al idealismen serveres i, giver stof til eftertanke.

Og man kan fint lade sig oplyse af udlægningen af kærlighedens væsen som selvoverskridelse og en særlig erfaring uden at købe den moralske konklusion om varig forpligtelse. Der er dog mange spørgsmål, bogen ikke forfølger: Er den varige kærlighed virkelig livets højeste værdi? Er det altid muligt at bevare kærligheden?

Kan store og varige mængder mudder i ansigtet slet ikke retfærdiggøre, at man forlader en, man elsker? Kan man ikke godt elske en, som man dog passer så dårligt sammen med – værdimæssigt, interessemæssigt, personlighedsmæssigt – at det er bedst at vinke farvel?

Hvilken kvalitet ligger der mere præcist i at erfare verden gennem en kærlighedsrelation? Slutter Badiou ikke for kraftigt fra sin personlige erfaring med kærligheden til et ubetinget, universelt menneskeligt parforholdsideal?

Skal der ikke i højere grad tages højde for nye senmoderne livsformer og livsbetingelser, når man vil begrunde et parforholdsideal til samtiden?

Badious lille bog udfolder ikke svar på dette, men som forandringslystent filosofisk forsvar for den forpligtende kærlighed er den tankevækkende.

Der er også noget umiddelbart appellerende og smukt ved hans skrift om det smukke og gode – måske fordi hans ideal trods alt taler ind i en kultur, hvor Platons og romantikkens forestilling om den eneste ene stadig fylder meget. Badious forførende skrift får det sidste ord.

Han citerer begejstret de første linjer i en bog skrevet af en gammel mand, som skriver bogen som en kærlighedserklæring til sin kone, til hvem hans dedikerede kærlighed har varet ved:

»Du bliver toogfirs år. Du er blevet seks centimeter mindre, du vejer kun femogfyrre kilo, og du er stadig smuk, yndefuld og attråværdig. Vi har levet sammen i otteoghalvtreds år, og jeg elsker dig højere end nogensinde. Jeg bærer på ny i mit bryst en fortærende tomhed, som kun varmen fra din krop imod min kan udfylde.«

Alain Badiou: Lovprisning af kærligheden. På dansk v. Jakob Rosendal og Line Hasle. 75 sider, 139 kr. Philosophia