Læsetid: 3 min.

Alt over 17: En tur ned på den lokale

Vi har udvalgt to tequilaer, begge af den ulagrede blanco-type, der har den mest karakteristiske smag
28. februar 2015

Faste læsere vil vide at det danske spiritusmarked har et stort problem: Der er for få specialbutikker, der tilbyder et bredt sortiment. Enkelte vinbutikker har gode udvalg af især whisky, men butikker med et bredt, eller såmænd blot eklektisk udvalg af forskellige typer spiritus er lette at tælle på et par fingre i København og en enkelt i Århus. Det er der heldigvis også andre, der har tænkt, for inden for de seneste få måneder er der nemlig åbnet hele to spiritusbutikker i København, begge på Nørrebro. Det er en begivenhed, redaktionen her har set frem til med stor begejstring, så vi har skyndt os på besøg.

I den hyggeligt-mondæne Ahornsgade bag Thomas Helmigs Plads ligger Shoppen, drevet af folkene bag den nærliggende bar Barking Dog. Butikken har et mindre udvalg af øl, og et pænt, men især meget nøje kurateret udvalg af spiritus. Særlig fokus er der på agavespiritus, et område hvor butikkens ejer er en af landets absolut førende eksperter.

Vi har udvalgt to tequilaer, begge af den ulagrede blanco-type, der har den mest karakteristiske smag.

Et fund til prisen

Calle 23 er lavet på ren højlandsagave, og har en helt blank dråbe, tynd som vand. Næsen mødes af kogt agave, krydret med en lidt medicinsk duft, men også en snert af tørre, jordede krydderurter som rosmarin eller vild oregano. Smagen starter overbevisende blødt, med masser af græs eller hø, som snart får selskab af tørret chili, og en smule tomat. Det frugt der også er med, smager henkogt, næsten som pærer fra dåse, men bestemt kraftløst og ikke sødt, men fyldigt. Eftersmagen er noget anderledes med meget bitter kakao, og igen den tørre, næsten støvede karakter, som i aromaen. Der er også en smule sassafrass i eftersmagen – en speciel, men uhyre karakteristisk smag, som mange vil genkende fra deres barndoms Jenka-tyggegummi. En karakterfyldt, men stadig velafbalanceret tequila, som er lidt af et fund til den rimelige pris.

En hård nyser

Tapatio 110 Blanco hedder sådan, fordi den er såkaldt overproof, altså stærkere end 100 proof, som tilsvarer 50 procent volumen. Den har en flot olieret, men helt klar dråbe, og dufter som Calle 23 også meget af agave – her dog balanceret med sort peber og en lidt musky parfumeret duft. Her anes også en lille snert af spearmint. Smagen er til at begynde med ikke så aggressiv, men den varmer vældigt efter 10-15 sekunder. Der viser sig en udtalt bitterhed, der spiller godt op med den fadt syrlige agavesmag. I eftersmagen får bitterheden dog overtaget; næsten som at tygge på et blad. Her er syrlig tobak som i cigarillos, men det føles lidt, som om den ville have gavn af den lagring som reposado-tequila får; lidt fyldighed fra tønden ville støtte bitterheden. Det er en hård nyser, en Pancho Villa tequila der forkæler allerede dedikerede fans som rubrikbestyreren, men som nok er for hård kost for de fleste.

Går bedst alene

På Københavns mest trendy gade, Jægersborggade, der med kulturredaktørens ord blandt andet rummer »en grafikbutik med så blød blyantshåndtering, at de sælger hvide A4-ark«, har folkene bag den danske mikrovodka Den Klodsede Bjørn åbnet spiritusforretningen Den Sidste Dråbe. Det er en lille butik med et meget nøje udvalgt sortiment, heriblandt en enkelt type af den peruvianske brandy pisco. Ocucaje Italia, som den hedder, har en syrlig og meget frisk duft af korender, mango og lime og en flot, letgylden dråbe. Den smager meget af frugt, moden pære og papaya, men her er også et strejf af peberfrugt. Navnet Italia har i øvrigt intet med Italien at gøre, men er navnet på den muscat-lignende druesort. Eftersmagen er rig på tobak og vanilje, langt dybere og rundere end ved første mundfuld. Peberet er nu helt væk, og piscoen bliver bare blødere, jo længere den ligger i munden. Kontrasten i eftersmagen gør den i og for sig bedre på egen hånd end til cocktails.

Går turen – eller livet – forbi Nørrebro, så spar pengene på shawarmaen, og køb noget sprut i stedet. Er det tidligt, har Den Sidste Dråbe normale butikstider, og er man lidt sent ude, har Shoppen åbent helt frem til klokken 22.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu