Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dråbefangst: Mens vi venter på det rigtige forår

Moderne Tider
21. februar 2015

»Man kunne selvfølgelig også finde et eller andet at være sur over,« sagde husfruen forleden og smækkede sine nydelige skanker op på bordet. Bevægelsen og det grin, der ledsagede den, lod antyde, at sur var det eneste, hun ikke var – forårskådheden var umærkeligt ved at sætte ind. Lyset er langsomt ved at vende tilbage, fiskehandleren har ufattelig velsmagende stenbiderrogn til forretten, og midt i det gryende lys er det alligevel endnu mørkt og koldt nok til, at ’ordentlig syg rødvin’ virker aldeles passende en lørdag aften. Det er altså stedse sværere at fastholde en vinterpessimistisk og mørketidsbestemt sur tilgang til tilværelsen.

I det lille klummisthjem har vi voksne for længst accepteret, at lyset spiller en enorm rolle for humørudviklingen, og eftersom det yngste medlem en iskold januardag stortudede i haven, mens hun stampede i sneen og råbte: »Jeg vil ha’ varme og græs,« ser vi frem til mange uger med en stigende familiehumørkurve.

Det er altså ved at være sidste chance for at nyde en af vinterens helt væsentlige kompensationer: kraftfulde rødvine til lørdagsbøffen. Der er meget kvalitet at hente for tiden, og havde klummen haft plads og medtaget vine med fire stjerner, var listen nemt blevet dobbelt så lang.

Kant og elegance

De frankofile kan forsøge sig med den meget velsmagende og frem for alt elegante Chateau Croix de St. Georges. Denne 2010 St. Emilion ligger et par niveauer over sædvanlig supermarkeds-Bordeaux med kant, elegance og en meget vellykket og elegant eftersmag. Kant finder man også i Montezovos Corvina Veronese fra samme høstår. Den meget kompetente producent har frembragt en vin med dyb klassisk frugtsmag af mørke bær, smuk farve og en næsten bitter kraftfuld og meget skøn smagsoplevelse.

Smæk og chokoplade

I australske McLarenvale kan de noget med blandinger, og mikser man shiraz, cabernet, merlot og grenache i det rigtige forhold, får man smæk for skillingen som i Quarterback 2010. Den matcher Corvinaens kant, men har også den sødme, der følger med tunge oversøiske vine. I Chile blander de dygtigt seks druesorter i Sideral 2010 og får samme overvældende kraft og sødme med smag af både chokolade og mineraler, der meget elegant giver et ekstra lag under den store kraft.

Fylde og frugt

Hos Theis vine, der sjældent skuffer i sine valg, tror de på de californiske klassikere. Conn Creek 2012 er Sonoma County Zinfandel, når det er bedst og kunne snildt drive en vinterslumrende bjørn ud af hi. Det er en virkelig fyldig voksen-vin, der med sin meget modne frugtsmag med tydelig vaniljepræg fylder glasset helt ud.

Stil og håndværk

Skal man sige farvel til vinteren med maner, kan man ikke komme udenom argentinsk Malbec. Patagonske Sudoeste 2011 er godt bud på malbec med stil, og hører man til de europæere, der endnu rynker på næsen af det, de tror er en grundvulgær drue, så begynd her og ret fejlen. Det er dygtigt, moderne vinhåndværk med fokus på elegance og frugt – og den meget californisk i sin vinstil.

Blød og kompleks

Ugens smagning slutter hjemme i Europa. Husfruen er som regel grundskeptisk overfor de meget populære italienske distrikter, som hun især finder for dyre, men hun gør en villig undtagelse med Brunello. Val di Suga Montalcino 2010 giver masser af kvalitet til prisen og leverer en blød, meget behagelig vin med god kompleksitet, fin frugt og en eftersmag, der nok skal holde, indtil forårssolen for alvor brænder igennem.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her