Læsetid: 3 min.

Alt over 17: Så bliver gin ikke meget mere dansk

21. marts 2015

Efter et succesrigt opgør med import af brandy gennem massiv støtte til produktion af lokal gin, og et efterfølgende epidemisk forbrug blandt det uregerlige proletariat oplevede London i 1730’erne og 40’erne en kaotisk, voldelig tid, der på mange måder overgik den berygtede amerikanske prohibition i 1920’erne og 30’erne – på engelsk kendt som the Gin Craze. Det er heldigvis ikke situationen her og nu, men med fynd og klem kan man godt tale om en dansk gin craze. Modeluner går og kommer i spiritussens verden, men de seneste års massive fokus på gin har manifesteret sig, så man nu kan tale om et decideret comeback; særligt herhjemme.

Danske destillerier og danskere rundt om i verden sender utrætteligt nye gins på markedet, ofte af en meget høj kvalitet, spændende fra gakkede kemiforsøg over genopdagelser fra støvede skuffeopskrifter til senmoderne luksusvarer. Og trods vort stolte internationale udsyn er det en særlig glæde her på redaktionen at kunne kippe med ravnefanen endnu en gang.

’Nordisk’ smag

Vi bliver lidt i London, hvor den danske aficionado Christian Jensen producerer sine eksklusive dråber. Hans første produkt, London-ginen Bermondsey, har vi rost tidligere her i spalterne, men nu har han kastet sig over den mere sjældne Old Tom-type, ud fra en flere hundrede år gammel opskrift. Aromaen er sødlig, et typisk træk ved Old Tom, men slet ikke som normalt for typen, der ofte er sødet med sukker. Til gengæld er lakridsroden meget kraftig i både næse og mund, hvilket giver en herligt kompleks bittersød og jordet smag. Skal en gin have en ’nordisk’ smag, så er det nok det tætteste, man kommer; klar, men fyldig; kompleks, men aldrig eksotisk, og med en lang enebæreftersmag. Den går fremragende på egen hånd, men er også velegnet i f.eks. en Martinez cocktail.

Lidt overflødig

En anden dansker, der har valgt at producere sin gin i London, er Henrik Hammar fra destilleriet Geranium, som vi også tidligere har rost. Den seneste variant herfra er 55°, i sin essens blot en variant af deres London-gin, men i en højere alkoholstyrke og med en mere gennemtrængende smag, primært lavet til cocktails. Den meget karakteristiske geranium-urt, som firmaet er opkaldt efter – lidt sjælden i ginsammenhæng – er også i denne udgave en fin partner til den ret massive citrusaroma, der kun lige netop røber enebær. Dette træder heldigvis tydeligere frem i smagen, men det skal siges, at geranium også her er så dominerende, at en smule af den elegante balance fra den almindelige (og billigere) variant går tabt, hvis den drikkes rent. Til en dry martini er den ideel, men det er den almindelige variant også tæt på at være, så i sidste ende er vurderingen, at Geranium 55° er en fremragende, men lidt overflødig gin.

Rent og ikke for koldt

Det kan dog blive danskere endnu: Nord for Randers Fjord laver destilleriet Enghaven en gin, der er krydret med så oldnordiske botanicals som gran, kvan, rønnebær og havtorn. Den er opkaldt efter vanen Njórd, og næsen fornemmer straks, at der er noget løjerligt i gære: Første indtryk er som børnelim, men efter et par sekunders fordampning træder alle skovens sære indtryk frem; gran er tydelig, og havtorn. I smagen er det derimod rønnebær, der straks springer frem, efterfulgt af mere markant enebær – i kombination med gran smager det faktisk af fyr, sjovt nok. Eftersmagen er lang, fyldig og meget rund – den er som noget helt særligt lavet på kartoffel, ikke korn – men her er også en fin, sommerlig nuance af nyslået græs. Det er en af de mest særprægede gin, der er på markedet nu, men på alle mulige måder en stor oplevelse, som man bør unde sig selv. Drik den helst rent, og ikke for koldt – skal den drikkes med tonic, skal det være en meget bitter af slagsen, som Fentiman’s.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu