Når Dong-sagen sidst i 2013 tog så mange på sengen, ikke mindst socialdemokrater og SF’ere, skyldtes det, at sagen brød så afgørende med, hvad der traditionelt er såkaldt hjerteblod for netop de partier. Hvis nogen havde strittet imod en børsnotering af statens energiselskab, var det venstrefløjen, der siden Anker Jørgensens tid havde kæmpet for at holde landets energipolitiske interesser på Folketingets hænder. Nu, hvor de røde havde magten, var kampen vundet, og spørgsmålet stod ikke til diskussion. Troede de.
Det var blandt andet derfor, ingen så det komme. Det var simpelthen uden for almindelig fantasi, at en børsnotering skulle komme fra en socialdemokratisk finansminister – oven i købet Bjarne Corydon, der havde deltaget i kampen for, at det ikke skulle ske.
Personer, der var tæt på forløbet omkring Folketingets beslutning om kapitaludvidelsen i Dong, siger i dag, at sagen nærmest blev sneget ind ad bagdøren.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt deltog ikke i mødet i regeringens snævre Økonomiudvalg, da krisesituationen og løsningen »Pacer« blev præsenteret for regeringens inderkreds midt i februar 2013. Men de to andre partiledere, erhvervs- og beskæftigelsesminister Annette Vilhelmsen og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, var til stede, flankeret af deres departementschefer, mens Statsministeriet var repræsenteret af departementschef Christian Kettel Thomsen. Det var over frokost mandag den 18. februar, og der var afsat en time i kredsen, der udgjorde den daværende SRSF-regerings absolut inderste magtcirkel.
SF’s nye formand, Annette Vilhelmsen, var bogstavelig talt helt grøn. Hun havde kun været medlem af Folketinget siden 2011 og var først trådt ind i regeringen fire måneder forinden, da hun afløste Villy Søvndal som partiformand og blev minister. Hun kendte intet til Dong eller det tidligere forløb, og det gjorde hendes ministerium heller ikke. Det gjorde til gengæld klima- og energiminister Martin Lidegaard, der havde været med til at indgå energiforliget i 2004 – men han var ikke med i den nye kreds.
Det er i dag uklart, hvor uvidende Annette Vilhelmsen og Margrethe Vestager var om implikationerne af Dong-salget, men følgende forløb kan rekonstrueres ud fra aktindsigter:
Lød tilforladeligt
De to topministre Vilhelmsen og Vestager blev orienteret skriftligt om kapitaludvidelsen i Dong ganske få timer før, de skulle tage stilling til planerne, som Finansministeriet havde arbejdet med i månedsvis. Sagens dokumenter blev ifølge Finansministeriets journal sendt til Annette Vilhelmsens og Margrethe Vestagers ministerier søndag den 17. februar klokken 18 – lige før de sammen med hele det politiske Danmark formentlig skulle se afsnit 27 af dramaserien Borgen i fjernsynet, og et halvt døgns tid inden de skulle mødes med Bjarne Corydon.
Andre aktindsigter i Finansministeriets papirer viser, at afdelingschef Peter Brixen og hans folk havde siddet på informationerne længe. Meget længe, vil nogle mene.
Brixen kendte allerede alt til »Projekt Pacer«. Han havde selv sagt god for Henrik Poulsens forslag for flere måneder siden, han havde diskuteret sagen med ministeren og lavet aftaler med de udefrakommende rådgivere Danske Bank Corporate Finance, Nordea og Morgan Stanley. Planen var allerede langt ude ad affyringsrampen, og man manglede bare denne ene detalje: At politikerne skulle sige ja.
Man kan få tanken, at det i den situation var opportunt at delagtiggøre de ansvarlige politikere så sent, at behandlingen aldrig kunne blive andet end en ekspeditionssag. Eller måske var det bare et tilfælde – og ikke normal procedure i SRSF-regeringen – at topministrene først blev orienteret skriftligt kort før beslutningen om en stor plan med vidtrækkende konsekvenser.
Det lød sikkert tilforladeligt, da Bjarne Corydon for første gang fremlagde planen om kapitaludvidelsen på mødet. Han kunne fortælle, at Dong var i krise, og at der skulle hentes nogle penge, så Danmark kunne fastholde sin fremtrædende position inden for vindenergi. Og der var jo enighed i Folketinget om børsnoteringen, så det var vel den vej, man skulle gå?
I løbet af den time traf de tre ministre i hvert fald uden synderlig dramatik den beslutning, der senere tvang den ene af dem til at forlade regeringen sammen med resten af hendes parti.
De to partiformænd lyttede – og nikkede ja til »Projekt Pacer«. Hvis Dong var i stor krise, som finansministeren berettede, skulle der selvfølgelig gøres noget.
Kun én politisk forhindring resterede.
Et halvt års tavshed
Måske var det onsdagen efter, den 20. februar, at Bjarne Corydon for første gang brugte ordet »nødlidende« over for en større kreds af personer.
Finansordførerne fra Socialdemokraterne, De Radikale, SF, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti var i hast blevet kaldt til et møde i Finansministeriet. Dagsordenen var hemmelig, og politikerne kunne ikke få noget svar, når de ringede og spurgte, hvad der skulle ske på mødet.
»Ministeren havde noget vigtigt at fortælle, men vi kunne ikke få at vide, hvad det handlede om. Men vi burde nok komme,« fortæller René Christensen fra Dansk Folkeparti.
Det var finansordførerne, ministeren havde indbudt. Ikke ordførerne på energiområdet, selv om det var i den kreds, Dong-salget blev besluttet i 2004. René Christensen var indkaldt, fordi hans parti stod bag det gamle forlig, indgået under VK-regeringen. Men i sine fem år i Folketinget havde René Christensen aldrig beskæftiget sig med energipolitik:
»På det tidspunkt vidste jeg ikke mere om Dong, end hvad jeg havde læst i aviserne. Fordi vi ikke måtte vide, hvad det her handlede om, kunne jeg heller ikke forberede mig og tale med andre før mødet.«
Aktindsigt i sagen fortæller i hovedtræk, hvad politikerne fik at vide:
Bjarne Corydons melding til finansordførerne var, at Dong var i stor krise og manglede penge. Vigtig viden og store projekter kunne gå tabt for landet, hvis ikke der kom mere kapital. Bjarne Corydon fremførte, at det ville være naturligt at trække forliget om aktiesalget fra 2004 op af skuffen.
»Jeg hørte beskeden således, at vi skulle undersøge, om det var muligt at få private penge ind, for eksempel fra pensionskasserne,« siger René Christensen i dag.
»Men først og fremmest skulle sagen undersøges, og herefter måtte vi tage stilling til, om staten skulle træde ind med penge, hvilket også var en mulighed. Min indstilling var helt pragmatisk, at vi skulle undersøge det, for vi deler ikke Enhedslistens opfattelse af, at privat kapital automatisk er noget ondt.«
Da mødet var forbi, hørte finansordførerne ikke mere til Dong før i oktober. Finansministeriet kunne da meddele, at man havde lavet en aftale om at sælge knap en fjerdedel af Dong, og at aftalen reelt var ubrydelig.
Det overraskede ordføreren fra Dansk Folkeparti:
»Vi hørte ingenting i et halvt år. Ingenting. Der var fuldstændig radiotavshed. Det plejer der ikke at være på Christiansborg, slet ikke blandt forligspartier. (…) Jeg vil ikke sige, at finansministeren løj over for os, for han siger aldrig noget, der teknisk er forkert. Men han rutter bestemt ikke med sandheden, og man skal høre meget godt efter for at gennemskue ham. På den måde minder Bjarne Corydon om en brugtvognsforhandler.«
I slutningen af februar blev politikernes ja til »Projekt Pacer« præsenteret for offentligheden i en pressemeddelelse fra finansministeren. Det fremgik ikke, at en omfattende international salgsproces var sat i gang nogle måneder forinden. Bjarne Corydon udsendte en tekst, der oplyste, at »en bred kreds af partier i Folketinget« var blevet enige om at »undersøge mulighederne for at gennemføre en kapitaludvidelse med deltagelse af såvel nye som eksisterende aktionærer, herunder staten.«
Offentligheden og politikerne var hermed informeret om kapitaludvidelsen i Dong. Formelt kunne ingen påstå, at det indledende arbejde med en privatisering af det statsejede energiselskab ikke var sket ude i det åbne. Men det var der angivelig ikke så mange, der tænkte videre over på dette tidspunkt.
Mørklægningen
Hvad angik selve processen omkring kapitaludvidelsen, så lukkede Pandoras æske sig igen. Det var ikke meningen, at der skulle slippe noget ud om den store pengeeftersøgning, som i virkeligheden var et aktiesalg. Hverken før eller siden. Det viser de hundredvis af dokumenter, som Finansministeriet har udleveret, hvor der med stor nidkærhed er streget med sort tusch næsten overalt. Efterhånden som processen udvidede sig, blev de sorte streger tættere, og hemmelighederne begyndte også at omfatte navne og afsenderadresser på e-mails.
Allerede i januar måned 2013 måtte Peter Brixen forholde sig til spørgsmålet om, hvordan man kunne mørklægge den forestående proces. Han undersøgte konkret, om det var muligt at organisere kapitaludvidelsen i Dong på en måde, så end ikke Rigsrevisionen ville kunne få fuldt indblik i handelens detaljer:
Af et af Finansministeriets dokumenter fremgår det, at Dongs amerikanske rådgiver, Morgan Stanley, havde så eksplicitte krav til hemmeligholdelse, at det stred mod dansk lovgivning og for eksempel ville hindre Rigsrevisionen fuld adgang. Dette spørgsmål var Finansministeriet nødt til at forholde sig til. Papirerne viser, at ministeriet var positivt indstillet og overvejede at lave et særligt arkivsystem til Morgan Stanley, der kunne opfylde amerikanernes krav. Men planen blev øjensynlig droppet, fordi den var ulovlig.
Papirerne viser også, at ministeriet i efteråret holdt møder med andre aktører i sagen og drøftede, hvordan man kunne manøvrere gennem offentlighedsloven – både den eksisterende og den kommende, der skulle gælde fra den 1. januar 2014 – uden at efterlade oplysninger, som andre kunne få indblik i gennem aktindsigt.
Anders-Peter Mathiasen: Det bedste bud. 180 sider. 249,95 kr. People’s Press. Udkommer den 13. april.
God gennemgang af DONG-sagen.
Bjarne Corydon m.fl. bør stå til regnskab for deres kortslutning af demokratiet i denne sag til fordel for snævre finansielle interesser. Men det kommer aldrig til at ske sådan som systemet er indrettet og med den egennyttemaksimerende politiske kultur som der er i dag.
Den politiske platform som det repræsentative demokrati giver, bruges i stadigt større omfang til at fremme personlige eller særgruppers interesser. Så på den måde kan man godt tale om et kup mod demokratiets grundværdier og foræringen af de fælles værdier i DONG til amerikansk finanskapital (mod forventede gentjenester?) som dette århundredes Alberti-sag, hvor en betroet myndighed blev misbrugt til personlig vinding.
" Dong-bestyrelsesformand spillede dobbeltspil ved fyring af direktør
Daværende bestyrelsesformand i Dong, Fritz Schur, var flere måneder inden afskedigelsen af Anders Eldrup begyndt at kigge efter en ny direktør."
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/04/11/130440.htm
Et godt eksempel på, hvor galt det går, når alt skal gå så hurtigt ingen kan følge med og politikerne bliver magtesløse.
Magten skal tilfalde demokratiet og den skal ligge i folkevalgte politikers hånd. Ingen andre steder.
Jeg mener der var en artikel for nogle dage siden i Information - der stillede spørgsmål ved om vore politikere var blevet FOR professionelle.
Iøvrigt er det så ikke 117 gang at HTS har været fraværende under vitale begivenheder i dansk politik - ikke fordi jeg beskylder hende for bevidst fravær - det virker bare uheldigt hver gang. Lidt det med en statsministers "tilsynspligt" igen og igen.
Politik kan man nok ikke kalde det, men uanstændigt er det i hvert fald. Og jeg syntes faktisk, det er på tide, at Folketingets medlemmer tager sig sammen, og kræver en sag mod ministeren for overtrædelse af Lov om ministres ansvarlighed af 15.04.1964.
Her kan man jo passende tage udgangspunkt i § 3. stk. 2 og 3, samt § 5. Og så vil det undre mig, om han nogensinde mere får et offentligt embede.
Hvorfor var det egentlig, at SF stemte ja til salget til Goodman Sachs, samtidigt med at de trådte ud af regeringen af samme årsag?
Så blev den " GED " lige matchfixed i en ruf.
"Men planen blev øjensynlig droppet, fordi den var ulovlig" … hvorefter man "drøftede, hvordan man kunne manøvrere gennem offentlighedsloven […] uden at efterlade oplysninger, som andre kunne få indblik i gennem aktindsigt." For dét er nemlig lovligt!
Skal man snart le eller græde?
Der er folk der mener at intet vil ændre sig før vi finder modet til at blive vrede ! ;(
Hvorfor skal man være sur på grækerne fordi de nægter at betale skat? Hvis der ikke blev betalt skat, ville politikerne ikke have så meget at rutte med. Grækerne er kloge...... De forstår demokratiets essens.
Med venlig hilsen
Lennart
I 2010 slog Claus Hjort Frederiksen fast, at børsnotering af DONG var aflyst, dels på grund af de usikre markedsforhold, og dels fordi man havde fået en erkendelse af, at det var vigtigt at beholde DONG på statens hænder af hensyn til Danmarks forsyningssikkerhed med energi. Efter regeringsskiftet i 2011 udtalte De Radikales daværende gruppeformand, Marianne Jelved, at DONG ikke ville blive børsnoteret i denne regerings levetid. ”Vi har skiftet holdning” erkendte hun.
Forløbet er der ikke mange, der kan overskue, men alligevel kan de fleste afgøre at det er kriminelt og til en rigsretssag. Flot at kunne overskue sagen så langt.
Det eneste der undrer mig er, at den stigning i aktiekursen som er betydelig efter salget,kommer jo Dong til gode som ejer af 60% af aktierne. Det nævnes ikke og det er også nok noget, jeg har misforstået!
Sådan kan udenomsparlamentarisk aktivitet altså også tage sig ud!
Hvis vælgerne fremover skal kunne respektere folketing og regering, bør Don(g) Corydon stilles for en rigsret for bevidst underminering af demokratiet - forudsat det forholder sig som beskrevet.
Vi bevæger os i gråzonen mellem det grundlovssikrede kvasidemokrati og ministerdiktaturet - og finansminister Corydon er åbenlyst gået for lang.
Han havde følelsen af, at have et sikkert folketingsflertal bag sig, hvilket jo også holdt stik. Den største modstand kom næsten fra hans eget parti, idet koryfæer som Poul Nyrup og Poul Nilson undsagde aftalen. Overraskende var måske også DF´s standhaftige modstand, men kun sammen med EL var det jo ikke nok. I øvrigt kommer der en ny mulighed for at vælte hele sagen, idet undladelse af at børsnotere stadig er en mulighed, hvorefter Goldman Sachs har en gunstig tilbagekøbsklausul, og så er de ude af verden igen.
Kunne de to topministre Vilhelmsen og Vestager ikke have nægtet at tage en beslutning i sagen, når de ikke fik tid til at sætte sig ind i substansen ?
Lige som på Hamlets tid.
Der er noget råddent i Danmark.
At det rådne så åbenbart er finansministeriet er vel ikke overraskende for de af os som har fulgt med i dansk politik.
Tænk bare på deres skabelse af "arbejdspladser" som reelt går ud på at smide folk på sygedagpenge og nedslidte på efterløn ud på arbejdsmarkedet,
Der er reelt ikke skabt en ekstra arbejdsplads.
De har øget antallet af arbejdsLØSE og genierne i finansministeriet håber med tiden på at det skaber så stort et lønpres i nedadgående retning at det skaber flere jobs.
Når man giver de forkerte magten skabes katastrofale resultater. Og der er rigtig mange danskere der har fået et dårligere liv på grund af den økonomiske "elite" i finansministeriet.
Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves - burde være varedeklarationen på økonomerne i finansministeriet.
dong er bare endnu en dumhed fra den side.
Demokratiske Oligarker Næres Godt
Danmark er intet andet end en bananstat. Og moderen til alle bananstater er USA - deres regering og deres erhvervsliv. Det her er præcist, som United Fruit Company alias Chiquita - og lighederne med Guatemala i 1954 stiger og stiger.
Bevares de er måske blevet lidt smartere end dengang... Men resultatet er det samme og metoderne ligner meget.
Det moderne demokrati er et oligarki, det var aldrig meningen, at almindelige mennesker skulle have andel i magten, og det har de heller ikke fået.
18 timer er lang tid i forhold til de 30 sek., fremtrædende politikere normalt får, når journalister kræver svar.
Desværre må befolkningen stadig ikke vide, hvorfor netop salget af aktier i Dong er så vigtigt for især danske medier. Dongs underskud og gæld ignoreres fortsat, ligesom SAS' underskud og gæld ignoreres. Desuden kan stadig konstateres, at nogle mennesker opfatter staten som sin egen private ejendom, hvis værdi de er meget optaget af. Hvad går det ud på? Hvor stammer den opfattelse af staten som en stor fælleskasse fra? Hvorfor er det tabu? En undtagelse er DSB, som mange ønsker nedlagt, fordi det er for dyrt at vedligeholde et jernbanenet og have togdrift, og biler er mere behagelige og fleksible. De fleste ønsker ikke engang debat men kun agitation for egne holdninger. Personligt kan jeg desuden konstatere, at meget af det, nutidens danske medier bringer, minder om den politiske agitation, jeg husker fra 70'erne og 80'erne, som om nutidens journalister har fået en politisk opdragelse snarere end en faglig uddannelse på landets journalisthøjskoler.
Godt med en bestyrelsesformand som Fritz Schur, når Henning Dyremose nu ikke var ledig..
Naar olieprisen rasler ned foelger vaerdien af energiselskber med. Bjarne Corydon har faaet en rigtig god pris for DONG. Mon ikke Goldman Sachs ville vaere lykkelige hvis de kunne saelge deres aktier til Staten for det halve af hvad de har givet for dem?
Den politiske proces har vaeret knap saa heldig - SF skulle maaske fra starten have erkendt at dette var for meget big busines for dem og meddelt at havde valgt at foelge med som det tynde oel?
Henrik Brøndum:
DONG har jo andre forretningsområder end olie. Og nej, prisen var ikke ovevældende god for Bjarne. Og nej, Goldman Sachs ville ikke være lykkelige hvis de kunne sælge deres aktier til Staten for det halve af hvad de har givet for dem, tværtimod, det ville staten, for Goldman Sachs har en "put option" om tilbagekøb til gunstig pris, hvis staten ikke børsnoterer inden 2017, og hele fidusen i Goldman Sachs investering er børsnoteringen, for det er der, den store fortjeneste ligger og gemmer sig i de til lejligheden stiftede skuffeselskaber i skattely.
@Michael Kongstad Nielsen
Jamen andre energiformer falder også i værdi når olieprisen går ned.
Børsnoteringen eller ej - det er kursen på aktierne der tæller. Du har så måske ret i at efter olieprisfaldet er børsnoteringen ikke mulig at gennemføre fordi ingen vil købe DONG aktierne, og her kan den omtalte put-option være så god at GS tjener på den.
Henrik - jeg tænker på selskabsværdien, ikke produktværdien. Et selskab, der producerer vedvarende energi, vil i dag være mere værd, end et selskab, der producerer olie, i princippet i hvert fald, for det er i det første selskab, fremtiden ligger.
Da Dong-sagen var på sit højeste præsenterede Niels Engelsted her på Information.dk en overraskende plausibel hypotese om, hvilke rævekager der kunne ligge bag den mærkeligt asymmetriske handel og den omfattende mørklægning omkring handlen. Se http://www.information.dk/comment/817808#comment-817808
Jeg fik lige en indskydelse, som fik mig til at vende tilbage til Engelsteds kommentar og digte lidt videre på den. Adskillige kilder har peget på, at da kreditmarkederne frøs til der umiddelbart efter Lehmanns kollaps, var det foruden den amerikanske stats bail-out også mafiaens pengetanke der sikrede likviditeten af en række Wall Street- og London-banker. Samme banker har i årtier været aktive i hvidvaskningen af narkopenge, ligesom de er kendt for deres meget tætte bånd til CIA og således må forventes at forvalte beløbene der kommer ind fra CIA-associerede firmaers omfattende narkoaktiviteter. Graden af kriminalitet der gennemsyrer Wall Street er formentlig større end de fleste mennesker er villige til at tro på.
Lad os derfor sige at Wall Street var i en position til at kunne redde Danske Bank og dermed den danske stat ud af deres vanskeligheder der i september 2008, men at Wall Street udnyttede den desperate situation fuldkommen skrupelløst. Nu diskuterede vi her forleden, hvilken rolle de meget avancerede valuta- og rente-swap aftalter spillede i Grækenlands finansielle uføre, hvad nu hvis Danmark dengang blev tilbudt likviditet mod at Danske Bank og den danske stat underskrev nogle lignende valuta- og rente-swap aftaler med en løbetid på 5 år? Og hvad nu hvis Goldman Sachs allerede da havde betinget sig, at når valuta- og rente-swap aftalerne så udløb i september 2013, og Danske Bank understøttet af den danske stat eventuelt ville have problemer med at afregne aftalerne, ja så skulle Goldman Sachs i stedet have fordelagtige tilkøbsmuligheder blandt væsentlige danske aktiver. Og her behøver ‘problemerne med at afregne aftalerne’ måske ikke en gang at gå så meget på beløbsstørrelserne, problemerne kunne også knytte sig til det troværdighedstab der kunne følge af at det blev kendt for aktionærerne at Danske Bank overhovedet havde indgået disse aftaler.
Men igen, det er selvfølgelig bare en hypotese, og jeg skal indrømme at bevæger mig ind på områder som jeg i virkeligheden ikke er klædt på til. Den sag var bare så mærkelig og fremmed for hvordan vi ellers holder af at gøre tingene her, at den bliver ved med at generere nye overvejelser.
Skal vi gætte på at Corydon bliver ansat i Goldman Sachs, når han går af?
@Michael Kongstad Nielsen
OK jeg mener så produktværdien smitter af på selskabsværdien - og jeg tror ikke vindmøllebevægelsen skaber penge.
@Lau Dam Mortensen
Det er jeg helt overbevist om ikke sker - og det er en af de smukkeste sider af det danske samfund, at vi har en elite hvor der er mange hædersmænd (og kvinder) i blandt.