Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Beværtet: Stamstedet

Jeg elsker hver en kvadratcentimeter af dit bulede indre, ligeså meget som jeg elsker din harske cowboy-kaffe og dine overfyldte, men lækre serveringer. Alt er godt i landsbyens hjerte
Stamsted. Wascator er en godt bevaret hemmelighed, gemt væk i en af Nørrebros hemmelige gader. Og madskribenten deler også kun nødigt sit stamsted med fremmede.

Ulrik Hasemann

Moderne Tider
4. april 2015

Ovre i den anden ende af den landsby, jeg bor i her på Nørrebro, ligger Wascator. Eller Wascen, som vi kalder den. Det er en café, når det ikke er en restaurant, når det ikke er en bar. Det er et meget lokalt sted, som på trods af sine snart 10 år på bagen og relative succes bestemt ikke er kendt af alle, ene og alene på grund af dens placering, herude på tredje revle i det grumsede farvand, der hedder indre Nørrebro.

Jeg ved ikke, hvad den præcise definition på et stamsted er, og jeg har ikke gidet at google det, for det er inderligt ligegyldigt i den her sammenhæng, for hør her: Wascator, dets ejere og dets skiftende personale og jeg har set hinanden stort set dagligt igennem snart 10 år. I min bog udgør det definitionen på et stamsted. Jeg kommer her mest for kaffe. For øl. For at dyppe fødderne i gadekæret og sparke lidt efter ænderne. For ritualet. Det man nu laver i sådan en lidt søvnig landsby. Indimellem spiser jeg også min frokost der.

Frokostkortet på Wascator er lige til at gå til. En cheeseburger, der absolut kandiderer til en af broernes bedste, en croque m/k, der kan vække en død bryggerhest med tømmermænd, en aldeles hæderlig fiskefilet på rugbrød med hjemmerørt remoulade osv. Dertil kan drikkes Skives fineste øl, fra Hancockbryggerierne, på fad og det er så fint, så fint.

Aftensmad har jeg aldrig rigtigt spist herovre. Den laver jeg selv. Men nu sidder jeg her, som så mange gange før og taler med lokalkoloritten, som jeg jo nok må indse, at jeg selv er en del af, drikker min pastis – og skal have min aftensmad. Det føles forkert. Akavet. Kan jeg overhovedet anmelde det her sted? Ret beset er ejerne jo mine gode bekendte.

Skide være med det. Når man, som jeg, interesserer sig så brændende for det håndværk, jeg har brugt de sidste 4 ½ år på at formidle her på siden, så må man også interessere sig for de mennesker, der ind i mellem løfter håndværket og branchen op til det ekstraordinære. Det være sig kokke, det være sig restauratører. I den proces, hvor man nærmer sig hinanden og får respekt for hinandens respektive håndværk, kan der heldigvis opstå ikke bare gode bekendtskaber, men også venskaber. Jeg skatter hvert og et af dem højt og hviler trygt i visheden om, at meget få madanmeldere, i hvert fald dem, hvor det ikke blot handler om at sætte sig ned, smage maden og smide stjerner, kokkehuer eller hjerter efter dette og hint inden deadline, tåler en revision af deres moralske regnskaber. Til glæde for formidlingen er nysgerrigheden kommet revisorerne i forkøbet.

Fornemmelse for et gratis måltid

Mikael er her også. Han sidder i baren, da jeg kommer. Han er kommet på Wascen næsten lige så længe som jeg selv. Han opfatter hurtigt og med aldrig svigtende fornemmelse for et gratis måltid, at jeg er på arbejde. Han bestiller en ostetallerken og en dessert på Informations regning, og vi sludrer lidt om, hvad der har gjort stedet til det det er.

»Jeg ved det sgu ikke rigtigt ...,« siger Mikael og klør sig i skægget. »I starten var det jo bare fri hash og badedyr. Nu er det meget mere strømlinet. Men det er stadig en usleben diamant. Det ændrer sig aldrig.«

Nej. Det ændrer sig aldrig. Første ret er en dobbeltret serveret på et bræt. Bagt langefilet på den ene side, creme med stenbiderrogn og lidt syltede rødløg på toppen. På den anden side gnocchi på kartoffel med broccoli og hakkede mandler i en sauce af brunet smør og pesto. Fisken er perfekt behandlet, og cremen er dejlig mild og smager fint af de små æg. Gnocchierne er gode, og saucen overraskende rar; brunet smør og pesto lyder lidt aparte. Jeg bærer over med, at mandlerne ikke er smuttede. Det er det, man gør med sit stamsted, man bærer over.

»De har jo båret over med os årevis,« siger Mikael med munden fuld af ost.

Jeg tænker tilbage på en myriade af tågede nætter her i baren og tænker, at han har ret.

Emilie er bag disken i aften, og hun åbner en flaske ’a rina 2010 fra Girolamo Russo til mig. Og Mikael, viser det sig. En simpel, charmerende rustik sicilianer, som aldrig bliver for frugtig, men holder en stringent og ren syre. Jeg får en enorm tallerkenfuld kalveculotte med en grov mos på et udvalg af rødder, honningglacerede rødbeder og et læs sauterede porrer på toppen. Der er alt for meget på den tallerken. Alt smager dejligt, hjemligt. Men du godeste, en syndflod af mad. Kødet er perfekt stegt rosa. Man får brød til. Det er Isa, der bager det. Hun bager det bedste brød.

Marie har fået afsat tvillingerne og har spist med en veninde. Nu har veninden givet op, men det har Marie ikke, og hun har også fået øje på vinen. Hun får et glas, og vi får en sludder om grøntsager og mænd og kvinder og Nørrebro. Jeg får en ostetallerken. Havgus, rød løber og en ged, der er varm. Lidt honningsyltede nødder, oliven, syltede rødløg. Jeg drikker et glas portvin til. Så det gør Mikael og Marie også. Bo kommer forbi. Han ejer Wascator sammen med sin barndomsven Kasper, og vi åbner en flaske ’a rina til. Jeg trætter dem med historien om, at ’a rina er sandet fra Etna, som vinden blæser ned over Russos vinmarker. Det taler vi ikke længe om.

Jeg får en æblecrumble. At kalde den en kage er en tilsnigelse. Æbler, som ingen har gidet skrælle, er blevet stoppet ned i et lille fad med noget marcipan og varmet i en ovn. Det er ikke en crumble, men det smager jo dejligt med cremefraiche til. Jeg drikker lidt mere portvin og ser mig omkring. Her er altid mange kendte ansigter. På grund af Wascator ved jeg nu hvem, der bor i landsbyen. Jeg har fået tætte venner i landsbyen, og jeg ville aldrig have mødt dem, hvis ikke det var på grund af stedet her. Vi er blevet forældre, nogle muligvis ude på toilettet eller på lageret herunder baren, lad os bare set det i øjnene. Vi er blevet gift og skilt, har fået og mistet og dummet os, og alting har ændret sig om ørerne på os lige derude på gaden. Men herinde har stort set intet ændret sig. Her kommer vi, som vi har det, og som vi ser ud. Med vores familier og venner. Hver bidrager med sit. Og det er helt fint.

Noget man ikke kan købe for penge

Wascator. Jeg elsker hver en kvadratcentimeter af dit bulede indre, ligeså meget som jeg elsker din harske cowboy-kaffe og dine overfyldte serveringer. Jeg elsker, at man aldrig er i tvivl om, hvilket humør ejerne er i, når man kommer ind ad døren, og jeg elsker, at ejerne har været så dygtige til at ansætte personale, der har været så meget mere behagelige, kærlige og behændige end ejerne selv, at visse af dem i dag er mine venner. Jeg elsker, at nyåbnede barer i andre bydele stadig skæver til Wascator, når de indretter deres rædselsfulde hipstersiloer. Jeg elsker, at jeg hader, at en artikel som den her vil lokke flere til. Fra andre landsbyer. Jeg elsker alt det, jeg har fået i tilgift ved at købe min kaffe og mine øl og læse mine aviser og sludre med gud og hver mand om hvad som helst. Noget man aldrig ville kunne købe for penge og noget, som kun er ganske få mennesker forundt – nemlig et stamsted.

Lige om lidt har jeg sat mit sidste punktum som en del af Informations Beværtet-team. Fornøjelsen var helt på min side. Tak for tiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her