Læsetid: 4 min.

Byliv: Hvor man kan sidde og græde i fred?

Det er ikke ligegyldigt, om man sidder og labber filterkaffe med mælk eller skyr i sig, hvis man har fået en idé om, hvem man selv er
Det er ikke ligegyldigt, om man sidder og labber filterkaffe med mælk eller skyr i sig, hvis man har fået en idé om, hvem man selv er

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

18. april 2015

Efter jeg opgav min tilværelse på landet uden for Skive for tre år siden og flyttede til København, har jeg haft én konstant mission: at finde mit nye stamsted i hovedstaden. Derhjemme var det Søndercentret, der blev mit faste tilholdssted. Der var ikke rigtig andre valgmuligheder. Her kunne man sidde og spise croissanter med hønsesalat og drikke Fanta fra Kvickly, når der var for lang tid til næste bus hjem på landet. I København var det sværere at finde ét sted blandt de mange tusinde tilbud, hvor jeg gad vende tilbage igen og igen. For at finde et stamsted er i virkeligheden en ting, der kræver en enorm tålmodighed.

Tre kandidater

Da jeg gik i gang med at finde mit stamsted, var jeg i vildrede. Da jeg steg af toget med al min bagage, var det vildeste at drikke vanillekaffe på Baresso eller at gå på Joe and The Juice, men snart skulle jeg blive langt klogere. Efter et års indføring i, hvordan man gebærder sig på ægte københavnsk, og mange anstrengelser med at skjule min jyske følelse af underlegenhed i mulighedernes by, havde jeg samlet mod nok til at begynde at sætte mine fødder på de seje steder. Mit sted skulle være et sted, hvor jeg følte sig så meget hjemme og tilpas, at jeg kunne sidde der med min blok hele formiddagen og se ud, som om jeg fik skrevet en masse. Et sted, hvor jeg kunne ryge en smøg med vennerne om eftermiddagen, og drikke en øl med mine dates om aftenen. Et sted, hvor jeg kendte det faste slæng – og hvor jeg måske endda sommetider kunne risikere at stå på den anden side af disken, fordi jeg var så hjemmevant der, at jeg sagtens kunne være substitut i en halv times tid, hvis personalet havde fået tynd mave eller skulle på posthuset.

Jeg troede, jeg havde fundet de tre kandidater til mine stamsteder for nylig. Først: den lille hyggelige Harbo Bar på Nørrebro med de rødmalede bænke og de lange åbningstider, hvor forfattere og freelancejournalister tjekker ind fra morgenstunden sammen med skabsdrankerne. Dernæst: den oldgamle Bo-Bi Bar med de røde lamper i Indre By, som sømændene startede, og hvor man kan købe øl på flaske og hårdkogte æg. Sidst jeg var der, bemærkede ejeren, at min parfume stank, men det fik de tilrøgede lokaler hurtigt ændret på, og jeg tog det som en del af charmen. Sidst men ikke mindst: Den lille grønne kaffe-apé foran DR, hvor jeg skriver bånd ud som studentermedarbejder. Det var hver især steder, jeg begyndte at komme ugentligt, og som jeg holdt af. Optimale holdepunkter i en stresset hverdag for en ung fyr i slutningen af sine teenageår, hvis man ellers bare havde husket sig selv og sine cigaretter.

Detox og forsagelse

Men så blev jeg for nylig ramt af en ensomhed, der gjorde, at jeg isolerede mig fra omverdenen. Det hang uden tvivl sammen med tre mislykkede dates. De første to droppede mig, den tredje og seneste, en fashionfyr fra Tinder, kastede mig bort med ordene: »Du er simpelthen for intellektuel til mig.« Av! Siden hvornår kunne det være et problem? Jeg ransagede mig selv, og der skulle ske noget radikalt, hvis jeg skulle genetablere min selvrespekt. Derfor kastede jeg mig ud i noget så tosset som en detox-kur. Jeg måtte ikke ryge cigaretter, spise fast føde eller drikke alkohol og kaffe i en hel uge. Det gør jeg aldrig igen. For når man kun drikker grøntsagsjuice lavet på kål og koriander og grøn the, er der ikke mange steder, hvor det er socialt acceptabelt at sætte sig. Det er, som om at det regi, der udgør et stamsted – cigaretterne, maden, drikkene er med til at definere én. Jeg kunne smide de fine fornemmelser over bord og overgive mig til Palæo og Raw42 og sidde der med klidmostrene. Men det er jo ikke ligegyldigt, om man sidder og labber filterkaffe med mælk eller skyr i sig, hvis man har fået en idé om, hvem man selv er, så jeg nægtede og tog en drastisk beslutning. Hvad med Café Miao på H. C. Andersens Boulevard? Dét havde jeg hørt om flere gange. Her kan man købe en såkaldt kattelatte eller en god te og nyde den, mens man kæler med de små, der klatrer rundt på kradsekasserne i caféen. Men ikke engang de små katte ville snakke med mig. De kiggede på mig på en dopet og uimødekommende måde. Dumme dyr.

Da jeg gik derfra, slog jeg et smut forbi Harbo Bar, brød min detox og røg en King’s, mens jeg sad og græd med triste sange i høretelefonerne, som jeg synes alle, handlede om mig. Måske har man fundet sit stamsted, når man kan sidde og gøre den slags.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lau Dam Mortensen
Lau Dam Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nabil Ben Chaabane

Prøv Svejk i Smallegade eller Diligencen i Korsgade. De er meget forskellige, men ingen af dem er prætentiøse. Begge er rummelige, på hver deres måde.

.... sikke en gang navlepilleri...!!... men morsomt... glæder mig til fortsættelsen...!!... for det kan du sikkert få mange år til at gå med... jeg håber du får "medvind på cykelstien...!!... eller har jeg helt misforstået dig...??

Vibeke Rasmussen

Hæ, og her forventede jeg, at det ville være noget ganske andet, der gjorde éns tilstedeværelse 'socialt uacceptabel', når man lever af … kål. '-)

Søren Kristensen

Jydekomplekset igen. Selv Peter AG har det og en hel masse andre, ja måske i virkeligheden de fleste jyder og lidt på samme tossede måde som at alle piger, selv de lækreste, af uransaglige årsager synes de ser forfærdelige ud, tror alle jyder åbenbart at københavnerne er super seje og cool. Men det er vi altså ikke i virkeligheden, de fleste af os er jo tredjegenerations jyder alligevel. Så kære jyder, drop komplekserne og slå jer ned på barene og bænkene. Der er ganske enkelt ikke noget at være bange for og vi griner ikke fordi I siger "tøws" og "træls". Vi synes bare det er hyggeligt:)