Læsetid: 4 min.

Konkubine med x-faktor

Den underskønne prostituerede Nana er lutter krop og sensuel attraktion i Émile Zolas mesterværk
Nana anno 1926 spillet af Catherine Hessling i en filmatisering af Zolas roman instrueret af Jean Renoir. Nu bliver værket genudgivet på dansk.

Nana anno 1926 spillet af Catherine Hessling i en filmatisering af Zolas roman instrueret af Jean Renoir. Nu bliver værket genudgivet på dansk.

Scanpix

25. april 2015

Zola er ubestrideligt dagens helt. Alverden taler om ham. Alverden skriver om ham, og man må vel antage det – alverden læser ham. Om også alverden forstår ham?«

Sådan skrev den unge Herman Bang i forbindelse med sin omhyggelige præsentation af Émile Zola i essaysamlingen Realisme og Realister fra 1879, hvor han diskuterede det nye begreb naturalisme, som han mente, vi ikke havde meget begreb om herhjemme. Han fulgte selv godt med i den store romancyklus, som Zola havde været i gang med siden 1871 under fællesnævneren Les Rougon-Macquart, tyve bind på godt tyve år.

Den blev en nøje beskrivelse af det franske samfund i alle krogene under det 2. kejserdømme (1852-70), fiktivt personificeret af en vidt forgrenet familie i storborgerskabets periode af konsolidering og fald op til Den Fransk-tyske Krig. Romanen Nana (1880) er nu udgivet af forlaget Radius i I.G. Lauritzens gamle, brugbare oversættelse, belejligt efter Vandkunstens aktualisering af forfatterskabet med de nyligt fremlagte noveller For en nats kærlighed.

Naturalismens særpræg skulle være en nærmest videnskabelig analyse af biologiske og sociale determinanter for menneskers liv i alle detaljer. Herman Bangs egen litterære version blev anderledes impressionistisk end Zolas massivt arbejdsomme beskriverstil, hvor hans ofre ikke slipper så nemt fra hans billedskærerværktøj.

Man må dog konstatere, at de lever. Og man kan let komme til at mindes Bangs teaterskildring i hans Københavnerroman Stuk, når man nu læser, hvordan den summende, farverige, myldrende, snakkende premierestemning folder sig ud i optakten til Nana: »Klokken ni var der endnu tomt på tilskuerpladserne i Varietéteatret. De få, der sad og ventede på balkonen og orkesterpladsen, forsvandt ganske i den halvtændte lysekrones svage skær over stolerækkernes æblegrønne plys. Tæppets store røde firkant henlå i skygge.«

Teateret som bordel

Sprogrytmen er som her generelt god. Den er med til at trække læseren ned på sædet, sætte øjnene på stilke og ikke mindst trænge ind under tøjet på kvinderne, frem for alle på det ubestridte midtpunkt, den underskønne prostituerede Nana, der sensationelt tager scenen i besiddelse, uden sangstemme og kostume, lutter krop og sensuel attraktion. Teaterchefen Bordenave har ganske kynisk arrangeret varietéen som en art bordel med en evig trængsel backstage af galante herrer, inklusive ingen ringere end prinsen af Wales, grever, baroner, bankierer, journalister og løjsere. Egentlige karakterer er i mindretal. Personerne er styret af deres forudsætninger og er undertiden bevidst demonstrative typer, også Nana, der med sin fuldendte legemspragt er enstrenget, monoton, hinsides moralske forestillinger, rendyrket drift og egocentri. Magtbegærlig er hun som følge af armodig barndom og styrter nu gennem sit korte liv.

Faldne kvinder – og dermed mænd, der falder – kan let opsøges i fransk litterær tradition, allerede i Abbé Prévosts Manon Lescaut og i realismens tid hos Balzac i hans ligeledes enorme romanværk, Den Menneskelige Komedie, der har sine helvedscirkler, hos Dumas d.y. og hans følsomme Kameliadame, hos Flaubert med den borgerlige Madame Bovary – for ikke at tale om en dansk, naturalistisk afstikker som J.P. Jacobsens adelige Marie Grubbe. Forskellen fra Nana er deres psykologiske dybdegravninger. Men Zola stikker ikke op for bollemælk i romanens utilslørede bolleri, og han har en kendermine, i solid viden om både under- og overklassens drifter og forlystelser.

Salonliv

Romanens fjorten kapitler udgør en serie tableauer med Nana i centrum omgivet af et mylder af mennesker. Efter det indledende sceneri i teatret lukkes vi ind i privaten hos Nana, hvor hendes fortid som gadeluder og mor til lille Louis skildres af den alvidende fortæller. Dernæst er vi med i grevinde Sabines salon med et nyt liderligt masseoptrin, og blandt gæsterne er den sjofle journalist Fauchery, der på alle måder holder sig ajour hele vejen. Der er spænding om Nanas souper den følgende dag, der da også bliver et beruset orgie. Den ombejlede kurtisane og blonde Venus installeres i en elegant landejendom af bankieren Steiner, hvad der ikke hindrer hendes fornøjelser med nye elskere, unge og gamle. Til hendes tilfredshed også med en sadistisk skuespiller, ligesom hun nyder den lesbiske varme hos en kollega. En gennemgående interessant figur bliver den puritanske grev Muffat, som gribes af en ubændig lidenskab for Nana og forærer hende en prægtig lejlighed. Han er en kejtet, uerfaren elsker, der kæmper med sit syndige begær og bliver mangfoldigt bedraget og ydmyget af den pragt- og sexhungrende Nana, som endelig ruinerer ham.

Et højdepunkt i romanens række af optrin er det årlige væddeløb på galopbanen ved Longchamps i Boulogneskoven, hvor ’tout Paris’ samles og udstiller sig selv med Nana og hendes følge i spidsen, næsten så opflammende som totalisatorernes forretninger og væddemålenes uhyrlighed. Det bliver et overdådigt billede af konkurrencens herliggørelse, et virksomt symbol på samfundstilstanden og det med pinlig aktualitet for vores egen samfundsideologi og politiske mentalitet. Nana satser stort på outsiderhesten, som bærer hendes navn. Og den vinder.

Naturalismens symbolik

Væddeløbsbanen er ligesom teatret et karakteristisk eksempel på naturalismens symbolpraksis. Netop samfundets realia vokser effektivt ud af virkelighedens verden som spøgelser, trusler, skræmmebilleder. Ikke overnaturligt, men som resultater af dybtliggende kræfter og begær. Også menneskeskikkelsen kan på den måde få symbolstatus som her Nana, der ustandselig ses i spejlscener. Hun poserer nøgen, selvbeundrende foran sit store spejl i boudoiret eller foran mændenes blikke på teatret uden megen anden kunnen end den, de attraktive kurver udgør. En narcissismens x-faktor, udbredt og velkendt i dag. I sådanne perspektiver er romanen ganske vedkommende.

Dommen over Nana og hele molevitten er fra Zolas side hård. Trods ambitioner om at være analytisk og dermed objektiv, lader fortællerstemmen ikke én i tvivl om dens syn på syndens belastning af moralen trods al fascination af sansernes æstetik og fristelser. Lidt i stil med grev Muffats dilemma. Med personen Nana gøres der kort proces på rædsomste vis i skæbnens tilfældige gengældelse. Ikke til genfortælling her. Til eftertænksom læsning.

Nana: Émile Zola. Oversat af I.G. Lauritzen. Forlaget Radius. 334 sider. 179 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu