Læsetid: 5 min.

Leines prosakværn

Kim Leines nye mammut-mosaik-roman om krig lever især på sine højdepunkter
Krigens grusomme realiteter har leveret den handlingsbærende historie til Kim Leines nye roman. Vi  følger tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb, først i den finske borgerkrig vinter og forår 1918 og siden gennem de sidste år af Danmarks besættelse.

Katinka Hustad

25. april 2015

De læsere, som oven på Profeterne i Evighedsfjorden (2012) har gået og spejdet efter den lovede roman af Kim Leine om grønlandsk selvstændighedskamp, kommer åbenbart til at vente – måske ikke en evighed, så dog en rum tid endnu. Dels er forfatteren nemlig i mellemtiden snublet over oplagt romanstof, for stærkt til bare at lade ligge, dels har vore politikere samtidig fastholdt vor diskutable stilling som krigsførende nation og dermed gjort materialet yderligere sprængfarligt og aktuelt.

Krigens grusomme realiteter har leveret den handlingsbærende historie til Afgrunden, en mammutroman, der følger tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb, først i den finske borgerkrig vinter og forår 1918, siden gennem de sidste år af Besættelsens fem. Det episke højdepunkt udgøres af Kajs selvmordspring ned i en trappeskakt i Shellhuset 30. november 1944 på vej til, hvad der let kunne være blevet et for modstandsbevægelsen og et illegalt informationsblad skæbnesvangert forhør. Rundt om denne kulmination grupperer sig kapitler, som tilsammen opbygger en beretning om moderne mennesker i en epoke, hvor systemer og autoriteter brydes ned og den enkelte selv skal holde sammen på alt. I sådan en tid kan noget så foranderligt og uforudsigeligt som krig gå hen og blive et holdepunkt. For når man går ind i krigen, definitiv som den jo er, »kan man ikke sådan bare uden videre gå ud af den igen«. Den lære formuleres af en af tre finske brødre, som Ib et sted i bogen møder på et værtshus; men den omfatter også ham selv og Kaj.

Efter afdød levende model

Om virkelighedens Peter de Hemmer Gudme, der som afdød levende model har givet Kim Leine det meste af historien om Kaj Gottlieb, foreligger adskilligt biografisk stof. Der blev lavet en mindebog om ham i 1947, han er beskrevet i litteraturen om modstandsbevægelsen, især den del, der vedrører Børge Outzes indsats, og dennes mangeårige medredaktør af Information, Erik Seidenfaden, kortlægger i Dansk Biografisk Leksikon heltens snørklede vej fra borgerkrigen i Finland over teologiske studier med Regensen som base og videre via granskning af især arabisk i Uppsala, Leipzig og Paris samt journalistarbejde for især Ekstra Bladet og til engagementet i modstandskampen og det modige dødsspring bemeldte 30. november, hvor kampfællerne simpelt hen ikke havde råd til, at han røbede hele sit omfattende netværk.

Friere har forfatteren brugt en fire år ældre bror Iver de Hemmer Gudme, som forlod virkelighedens verden i 1965, ikke som romanens Ib samme dag som Kaj. Til gengæld får brødrene Gottliebs krigsdeltagelse en ret så bastant og alt andet end ’fri’ forklaring: Femte og sidste del af romanen, som har overskrift til fælles med denne og er på siger og skriver to sider, forankrer deres rastløse og eventyrlystne psyker i det tidlige tab af deres mor.

Genrecollage

Dermed har vi så berørt Afgrundens komposition. Første del, »Faldet«, små hundrede sider, skildrer i form af beretning i tredje person, hvorledes tvillingerne, løftet af barndomshjemmets respekt for nationale og kristne værdier, melder sig som frivillige på de hvides side i Finland og bl.a. deltager i stormen på Tampere og sejrsindtoget i Helsinki. Anden del, »Opstigningen«, som fylder 300 sider eller halvdelen af hele bogen, kortlægger brødrenes brogede liv op gennem mellemkrigstiden, med handlingsmæssigt højdepunkt i Kajs jødiske elskerindes fejlslagne flugt fra Gestapo. Med tredje del »Springet« på 120 sider skiftes der form fra afsnitsopdelt fortælling til ét sammenhængende, hæsblæsende handlingsforløb med ultranær indlevelse i figuren Kaj, Og endelig giver fjerde del, »Krigens poesibog« (50 sider), et balanceskabende indblik i, hvad Ib egentlig foretog sig de uger af 1918, hvor brødrene blev borte for hinanden. Formen, som her anvendes til at vise ’røde’ fanger, der henrettes på stribe, tæves til døde, sultes ihjel, er semilyriske prosafragmenter, alle holdt i første person. Læg så hertil en Gestapo-rapport, en hospitalsjournal, adskillige indlejrede breve, en dagbog lagt i pennen på Ib samt makabert kyniske digte om krigen og citater fra Johannes’ Åbenbaring, og vi har – ikke en ’ren’, gammeldags episk beretning, men en mosaik eller genrecollage, hvor det til dels bliver op til læseren at holde sammen på tingene: en art vægtløshed og vejløshed i den æstetiske struktur.

At give sig faldet i vold

Denne læser havde størst glæde af første og tredje del, kunne godt se ideen med fjerde del og registrerede som nævnt den bastante kausalforklaring i femte del, men fandt oprigtigt talt andendelen noget uegal. Det hænger stofmæssigt nok sammen med, at hele to årtier skal dækkes i to parallelle handlingsforløb, men det skyldes også fortællemæssigt, at Leine her lovlig ofte rykker ud på arms afstand af Ib og Kaj og griber til at referere og panorere frem for at gøre det, han er bedst til: skrive situationer frem og rendyrke sin malende, kværnende, ekspressive, billedrige stil.

Hvad jeg tager med mig fra denne stofmættede, men også formmæssigt meget sammensatte roman, bliver, vil jeg gætte på, ikke Kajs skiftende dameeventyr med Sara, Anna, Josepha og dennes stuepige, plus – ikke at forglemme – tvillingebrorens hustru, og det bliver næppe heller den, viser det sig, biseksuelle Ibs bedrifter som hypnotisør. Nej, det bliver, må jeg formode, de fortættede, verbalt intense crescendopassager, hvor Kim Leine skriver sig op, alt imens han eksistentielt giver sig faldet og dermed Afgrunden i vold, som her på toppen af Langebro, hvor Ib i spidsen for en hastigt voksende tilskuerskare opildner desperadoen Kaj, lige til han springer og overgiver sig til det tomme rum: »Er springet stadig et spring, mens man falder? Det er stadig en følge af en beslutning, et udtryk for det frie valg. Men før eller senere er man nødt til at indse, at man må overgive sig til den dyriske viljeløshed i faldet, og at man ikke længere er et frit menneske, men et frit faldende menneske. Man er i kontrol, og så er man det ikke længere, og kontroltabet overtager kontrollen, og det er der også en frihed i.«

Fra dette spring går der strømførende kabler ud i resten af romankomplekset. Læseren opfordres hermed til selv at kaste sig ud i de 600 siders mylder. Der venter, skal jeg så hilse og sige, er par artige kriminalistiske overraskelser, som jeg vil finde det utidigt at afsløre her; men så meget kan da siges, at vi kommer en tur til Bornholm og op i ballongyngen i Tivoli. Alt i alt ganske godt gået – eller fløjet.

Kim Leine: Afgrunden. Gyldendal. 596 sider. 300 kroner. Udkommer mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu