Læsetid: 2 min.

Lidt for meget Woody Allen

Michael Cunningham skøjter lidt for hurtigt af sted i sin (naturligvis velskrevne) nye roman inspireret af H.C. Andersens eventyr
25. april 2015

Det er noget af en glidetur, Michael Cunningham sender hovedpersonerne i sin nye roman ud på. Snedronningen henter både titel og inspiration fra H.C. Andersens gamle eventyr, der som bekendt handler om to børns rejse fra barndommen til voksenlivet, og om hvordan kærligheden kan smelte selv de mest iskolde hjerter.

I modsætning til Cunninghams Timerne (1998), der fungerer som en art variationer over Virginia Woolfs roman Mrs. Dalloway (1925), er den amerikanske forfatter (født 1953) imidlertid ikke i direkte dialog med originalen denne gang. Afsættet er godt nok det samme, nemlig to menneskers søgen efter indsigt og kærlighed, men Andersens snedronning er afløst af stoffer og sex, og de fabelagtige kulisser udskiftet med det moderne New York.

Mening med tilværelsen

Her bor den 38-årige homoseksuelle Barrett Meeks, der netop er blevet droppet af endnu en kæreste, og hans storebror Tyler, en håbløs musiker med et eskalerende kokainforbrug og en kæreste, der er dødssyg af kræft. Som de fleste andre hovedpersoner i Cunninghams forfatterskab – Clarissa i Timerne, Peter Harris i Når mørket bryder frem (2010), ikke mindst – længes brødrene stadig mere desperat efter øjeblikket, der vil udløse deres drømme og få tilværelsen til at give mening.

Af samme grund anskuer Barrett det som noget nær en åbenbaring, da han en aften oplever et »blegt, vandgennemsigtigt lys« på himlen over Central Park. Tyler derimod er overbevist om, at fremtiden vil tegne sig lysere, hvis blot han kan få skrevet den helt rette tekst til den sang, han er ved at komponere til kæresten Beth.

»Og når Tyler og Beth er blevet gift, og han har udgivet et album på et lille samvittighedsfuldt, uafhængigt pladeselskab – et album, der vil tiltrække et beskedent men passioneret publikum (man skal heller ikke overdrive) – vil han finde dem en bedre lejlighed i et mindre skummelt kvarter,« tænker han en morgen efter at have taget et par baner kokain.

Da vi møder Barrett og Tyler fire år efter – i romanens anden halvdel, der foregår i 2008 – er meget forandret, men ikke brødrene selv. De er stadig lige selvoptagede, forvirrede og udisciplinerede, og specielt deres mors dødsfald hænger de fast i.

Hun blev slået ned af lynet under en golfrunde, da de var drenge, og den lille episode går jo fint i tråd med pointen om, at man skal vare sig for at tro på, at man har regnet det hele ud – tilfældigheder vil altid spille en et puds – men den understreger også romanens svaghed: Det hele er lidt for farceagtigt, specielt i anden halvdel, hvor de muntre optrin, de kloge replikker og mange intriger blandt New Yorks kreative borgerskab minder om en Woody Allen-komedie. Michael Cunninghams lyriske og sansemættede sprog er også denne gang en udsøgt fornøjelse at læse, men som helhed er Snedronningen et sært værk, der på én gang er alt for ambitiøst og uden fokus. Klarest står beskrivelserne af Tylers narkoafhængighed, hvorimod den dybere mening med det hele virker lige så gådefuld som lysglimtet på nattehimlen over Central Park.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu