Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Når en elsket dør

Den britiske forfatter Julian Barnes har skrevet tre essays om sin kones død, sorgen, kærligheden og 1800-tallets ballonskippere – tre indlevende skitser tegnet med en finger i luften
Moderne Tider
25. april 2015

Julian Barnes mødte sin kone, da han var 32 år gammel, efter 30 tilsyneladende lykkelige år døde hun pludseligt, 37 dage gik der fra diagnosen til døden. Det var i oktober 2008, fem år senere udkom den lille bog her med tre essays, to om aeronautik, dvs. flyvningens tidlige historie fra slutningen af 1800-tallet, og et om hustruens død, med løs hånd vævet ind i hinanden. Alle tallene – lang kærlighed, kort død – skal understrege den fornemmelse af kortåndethed, jeg havde, da jeg læste bogen. Barnes spørger mod slutningen af det sidste essay, hvad den sørgendes ’succes’ går ud på. At slippe fri af sorgen, ’komme over det’, som det hedder med praktisk slagfærdighed, eller at fastholde smerten, fordi det er det samme som at holde en forbindelse til den døde? Det samme er på spil, når Barnes beslutter sig for ikke at begå selvmord. I det omfang hustruen lever videre, lever hun videre som billeder i hans hukommelse.

Barnes er ikke ’kommet over det’, eller rettere: Essayet om hans kones død er ikke en raffineret kunstnerisk forskydning af sorgens mønstre. Der skrives klogt om dem, men mest skrives der enkelt og indfølt om det mærkelige i, at der kører busser rundt fyldt med mennesker, når hans elskede lige er død, at selv nære venner viger forskrækkede tilbage, når hendes navn bliver nævnt, og at erindringen om sygdomsforløbet og døden længe står i vejen for erindringen om hende og deres liv sammen. Den slags.

Jorden set fra månen

Den kunstneriske formning ligger snarere i de to indledende essays, begge om luftballonens helte i den tidlige del af flyvningens historie og om det heliumfyldte, sprængfarlige luftfartøj som sammensat metafor for himmelstræb og kærlighed.

Her er historiske personer som Gaspard-Félix Tournachon, der var en berømt luftskipper, men i Barnes’ essay især udmærker sig som pioner i luftfotografiets kunst. Essayet klinger i det spor ud med det ultimative luftfotografi, blomsten af det frø, Tournachon såede i himlen: den amerikanske generalmajor William Anders’ fotografi af jordopgangen set fra månen.

Her er også den britiske officer og luftskipper Fred Burnaby, der længe er i kredsløb om den skønne og kokette franske skuespillerinde Sarah Bernhardt, inden hun med et knips med fingrene sender ham i frit fald mod jorden.

Der er i begge tilfælde motiver i bevægelse – Ikaros, der kommer for tæt på den brændende sol, Orfeus, der henter sin Eurydike tilbage fra underverdenen – som senere endnu bliver til forbifarende henvisninger i det afsluttende essay.

Det er skitseagtige og fine mønstre tegnet med en finger i luften, Julian Barnes leverer, ikke tunge tankesystemer eller granitsten rejst over døden og sorgen. Efterlevende og elskende anbefalet.

Julian Barnes: Vejen op, vejen ned. Oversat af Claus Bech. Tiderne Skifter. 128 sider. 225 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her