Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

På porten: Fyrre, fed og fyrig …

Moderne Tider
4. april 2015

»Fyrre, fed og færdig« bliver ved med at snurre rundt i hovedet på mig. Og indrømmet: Jeg er skrækslagen ved tanken om at fylde 40. Det sker om under et år, men alternativet er jo værre, når man som mig elsker livet.

I bund og grund handler min frygt om, at tallet 40 lyder meget gammelt: For det går jo meget godt, og Gud hvor jeg ikke gad at være 17, 26 eller 34 igen. Men hvad kan 40-årige, som yngre modeller ikke kan?

En lørdag aften tog jeg hul på 40-års-krisen og tre 40-års-tawnyer sammen med en veninde i 20’erne for at finde svaret.

Graham’s er lidt af en flottenhejmer. Den kommer i en smuk gennemsigtig flaske, hvor man rigtig kan se den dybe lædergyldne farve, og flasken kommer i en fancy æske med trælåg. Den slår sig selv stort op ved udseendet alene, så forventningerne til indhold er tilsvarende høje.

Men øv, den skuffer allerede ved duften, som er meget svag og lettere sprittet. Det sprittede gør sig også gældende for smagen, hvor det overdøver ellers fine noter som træ, nødder og orientalske krydderier.

Denne signatur har tidligere anmeldt Graham’s 30-års-tawny, som er markant bedre end sin 10 år ældre storebror her. Denne sælger sig selv for dyrt i forhold til, hvad den har at byde på. Et flot ydre kan ikke kamuflere et kønsløst, vagt og sprittet indre. (Det samme gør sig i øvrigt gældende for en del af de ’nogle-og-fyrreårige’, man støder på i det københavnske natteliv).

Røget og rig

Betegnelsen 40-års-tawny dækker over en stilart, hvor vinen blandes af fade fra forskellige årgange – både yngre og væsentligt ældre vine – så man opnår en smag, der stilmæssigt rammer en port, der har lagret på fad i omtrent 40 år.

Dalva er kendt for at fremstille tawny af høj kvalitet, og denne 40-års-tawny skuffer heller ikke. Tværtimod. Den er rig på nuancer som tobak, kakao figen og rosiner, og så er denne flaske karakteriseret ved at være meget røget, en smag som bliver i munden længe.

Det er en lækker 40-årig, og man kan med det samme fornemme, at vi taler klasse og kvalitet for alle pengene. Her er tale om en flot og gedigen flaske, som egner sig både godt til det helt store ostebord, men også til at sidde og nyde uden noget andet end bare den.

Eksplosiv og eksklusiv

Huset DR er nyt for denne signatur. Det importeres af et lille firma, som virkelig ved, hvad god portvin er og derfor kun forhandler flasker af høj kvalitet. Her fås portvin, der ikke er at finde i handlen ellers, som gør det en smule mere eksotisk at smage portvin derfra.

DR’s 40-års-tawny er også en særlig oplevelse. Den rammer munden med en eksplosivitet, der er sjælden for en så gammel vin. Et væld af nuancer som figner, tørret æble og en lang, bitter og vedholdende valnøddeeftersmag vælter op af glasset og blander sig med en frisk peber.

Det eksplosive gør den umiddelbart yngre i sit udtryk og efterlader ikke vinen udvisket og vag, som nogle 40-årige tawnyer desværre bliver. DR’s bud på en 40-års-tawny er i sandhed fuldendt, flot og frisk.

Her er tale om stor kompleksitet for en 40-årig, der fortjener en eksklusiv anledning.

Aftenens første flaske (Graham’s) illustrerer meget godt en ægte 40-års-krise, mens de to sidste vine viser, hvad 40-årige kan, når de får lov at udfolde sig. Nemlig at bidrage med en skønhed, elegance og kompleksitet, som kun sjældent er yngre modeller forundt.

Tak gode tawnyer, nu er 40-års-krisen officielt afblæst.

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her