Først lidt forklaring: Peter-Clement Woetmanns nye bog 105 variationer er lavet med en art kombinationsmaskine, som han har turneret med på blandt andet Roskildefestivalen. Den maskine lavede små stykker stemningsfuld prosalyrik ud af 1011 sætninger, Woetmann havde skrevet. Nogle sætninger går igen mange gange i 105 variationer, nogle går igen i samme stykke. Det er uklart, i hvor høj grad han selv har haft kontrol over kombinatorikken. Måske har publikum blandet sig, men Woetmann har i det mindste udvalgt netop disse eksempler til udgivelse.
Den slags litteratur har det med at være konceptuel eller legende, men det er slet ikke tilfældet her. 105 variationer føles snarere som et eksperiment i stemningsfuldhed, og i at arbejde med det serielle som princip. Man kunne tænke alle disse korte tekster som en geo-grafi, man vandrer igennem, og som nok forandrer sig for øjnene af en, men som alligevel forbliver den samme. »Men mit sprog er et landskab. Sætningerne er en ørken,« som der står et sted.
Eller, for at skifte metafor: Læst fra ende til anden føles 105 variationer som en uro, der bevæger sig i luften, og hele tiden ser ny ud, men alligevel aldrig udvikler sig eller bliver noget nyt. Hvorfor skulle den også det? 105 variationer er en stille bog og en stillestående bog, men også en smuk bog.
Prøv bare at se:
»I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Vi har hverken gardiner eller travlt. Er du havet? Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.
Og tænke kun på dine landskaber, landskaber var anledning til sætningen.«
Det hjælper selvfølgelig på sammenhængen, at Woetmann igen og igen bruger de samme basale elementer i sine sætninger. Stranden, havet, landskabet, diamanter og stjerne, fugle, erindringen, du og jeg. Og små bitte, dagligdags scener: Det er den lyriske stemnings rekvisitter, hans maskine sætter i spil. Kun meget få steder dukker det 21. århundred op, og da især via digital kommunikation: sms, e-mail, udtryk som »lol«. Der er en aften- og nattestemning i det danske sommerland over mange af bogens sætninger.
Teksten som rebus
Og det hjælper på læsningen, at han skriver så umanerligt fine, enkle sætninger, der roligt og uden falbelader glider mellem det indre og det ydre. Det har vel været en tendens de sidste ti år: Den eksperimenterende, ikkefortællende litteratur koncentrerer sig ikke om lydenes eller enkeltordenes niveau, men om sætningen som enhed. Og det uanset om man laver varianter af readymades – også kendt som postproduktiv litteratur, som for eksempel Pejk Malinovskis Den store danske drømmebog – eller skriver om det mikrosociales komedie. Som man ser det hos Majse Aymo-Boot eller René Jean Jensen.
Eller, som Peter-Clement Woet- mann, undersøger forholdet mellem intimitet og udsigelse. Undersøger, hvad det vil sige at kombinere sig mere eller mindre tilfældigt frem til tekster, hvor et jeg nærmest vælder over med følelser:
»Månens sind. Brændte det friske løv virkeligt? Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. I bussen fulgte en samtale fraværet op. Whatever; nat efter nat. Senere i dine øjne. I horisonten lyste dine øjne mod smartphonens lys. Trak jeg de yderste bjerge? Så trak natten sig hurtigt ind på vores øjne.
Der var intet, som skulle glemmes. Kan jeg skrive sådan? Der er en, der folder dine tanker ud til en mørk fremtid.«
De duver jo af sted med en fantastisk musik, de sætninger, men hvem er det jeg, der kan eller ikke kan skrive sådan? Hvad vil et sådant jeg egentlig sige, når teksten er sat sammen af sætninger, der groft sagt er trukket op af en pose?
Den slags spørgsmål rejser 105 variationer selvfølgelig for læseren. Alligevel er det ikke sådan, at bogens intime, melankolske stemning punkteres, at værket bliver ironisk eller forsøger at afsløre sit centrallyriske anslag som, ja, en kliché og en konstruktion. Grebet fører snarere til en oprensning, til en digtning, der både er stærkere og lettere i anslaget. Jeg mener, man behøver ikke at overveje, om der er noget symbolsk i de her tekster, eller hvorfor netop disse ord og komponenter er sat sammen. Hele forestillingen om, at teksten er en rebus, man skal løse, eller er bærer af en stor sandhed, den er på forhånd kortsluttet.
Den enkelte tekst er alligevel ikke mere end et svaj i uroen. Men den har sin egen, hypnotiske effekt, den kan man give sig hen til. På den måde kan 105 variationer minde om Morten Chemnitz’ lille, smukke debut Inden april – eller om Morten Søkildes Pan eller Klaus Høecks mastodontiske bøger. Også de bruger gentagelsen og det serielle til at forny det lyriske, ikke til at tømme eller punktere den.
Peter-Clement Woetmann: Arena. 110 sider. 130 kroner.
