Læsetid: 6 min.

Vintage filosofi

I 1982 ramte ’Kafka for en mindre litteratur’ første gang de intellektuelle kyster i Danmark. Og den ændrede alting. Nu er den tilbage
Det filosofiske makkerpar Gilles Deleuze og Félix Guattari var med til at introducere begrebet ’rhizom’ i Danmark. Det står som modsætning til hierarkiske forståelsessystemer, hvor der er rødder og en krone. I botanik er kartofler, ingefær og skvalderkål rhizomer. Ud fra et lille brudstykke kan en ny plante dannes uden forbindelse til moderplanten.

Det filosofiske makkerpar Gilles Deleuze og Félix Guattari var med til at introducere begrebet ’rhizom’ i Danmark. Det står som modsætning til hierarkiske forståelsessystemer, hvor der er rødder og en krone. I botanik er kartofler, ingefær og skvalderkål rhizomer. Ud fra et lille brudstykke kan en ny plante dannes uden forbindelse til moderplanten.

Florilegius

18. april 2015

Det er en nærmest ikonisk lille tekst med en duft af vintage, som nu er genudgivet på det egensindige århusianske forlag Antipyrine. Man tager ærbødigt den lille gule bog i hånden og læser Kafka for en mindre litteratur. Forfatterne er det filosofiske makkerpar Gilles Deleuze og Félix Guattari.

Bogen blev udgivet første gang i 1982 på det hedengangne forlag Sjakalen, også i Århus. Det var dengang french theory – som det senere er kommet til at hedde – nåede til Danmark. Endnu før den nåede over Atlanten. Det var dengang begreber som ’rhizom’ og ’deterritorialitet’, første gang trængte ind i landets litteraturdepartementer og kunstakademier i den store slipstrøm af postmodernisme og poststrukturalisme. De filosofiske institutter gik stort set fri, de anså det ikke for alvor som filosofi og er vist aldrig siden kommet med på den vogn. Sådan rigtigt.

Så hvis man hader både konstruktion og dekonstruktion, deterritorialisation og det omvendte og mener, at franske fremmedord kun har gjort verden til et endnu mere usikkert sted at være, så skal man for Guds skyld ikke gribe ud efter den lille gule bog. Der findes stadig filosofiske institutter, som er sikrere steder at være.

Faldet i gryden

Men har man lyst til at gribe tilbage til originalen – et ord, man bruger varsomt, når man først er kommet gennem maskinen – er det godt set af Antipyrine at udgive Kafka for en mindre litteratur. Ikke mindst på grund af den så populære Slavoj Žižeks kritik af Deleuze og Guattari, bør den læses igen. Den oprindelige danske udgave var med illustrationer – det var den ikke på fransk. Her fornægter dens oprindelige parring med billedkunstverdenen i Danmark sig ikke. Illustrationerne er med i genudgivelsen, og det er fint. Og så er der et efterskrift af Anders Abildgaard, manden bag Antipyrine, som til gengæld lyder, som om han er Obelix, der er faldet i gryden, men det forekommer klart, når man først er kommet gennem bogen. For det skulle blive en hel gryde af begreber, filosoffen Deleuze og psykoanalytikeren Guattari i fællesskab satte i kog fra deres første værk Anti-Ødipus i 1972 til Tusind plateauer i 1980. Og som måske er lettest tilgængelig i netop Kafka for en mindre litteratur. De to tænkere havde haft individuelle karrierer forud for det – Deleuze var ikke mindst kendt for sine originale analyser af blandt andre Spinoza, Hume, Kant og Nietzsche, men også for sit personlige filosofiske værk, især med analyser af ’forskel’. Og han var en enormt populær underviser. Félix Guattari, der sammen med Deleuze skulle blive så kendt for sin kritik af psykoanalysen, havde været en ihærdig elev og analysand hos Jacques Lacan. Guattari var leder af en højst alternativ psykiatrisk klinik, La Borde, hvor patienter og plejepersonale levede sammen, og nærmest til tider skiftede roller, og hvor det hele gik nærmest amok i tiden omkring 1968. Alt det kan man læse om i François Diss’ store bibliografi om de to tænkere Biograhie Croissé der udkom i 2009.

Men de to gik altså ved starten af halvfjerdserne i gang med at skrive en firhændig eller tostemmig filosofi. Selve formen skulle afspejle de begreber, de arbejdede frem. Anti-Ødipus skulle blive det første kæmpestore værk skrevet på denne måde. Og netop Kafka som forfatter skulle så i 1975 blive eksemplet på en skrift, der i en vis forstand allerede var sådan ifølge de to tænkere. »Hvordan finder man ind i Kafkas forfatterskab? Det er et rhizom, en bygning. Slottet har mange indgange, men man kender ikke meget til lovene for deres brug og placering.« Sådan starter værket, og så gælder det om at holde godt fast. For Deleuze og Guattari forkaster enhver form for klassisk værkanalyse, de vil sådan set slet ikke nå ind i ’slottet’, for at forstå det dybere, end hvad det nu er i sig selv. De vil blot være til stede. »Vi tror kun på en politik hos Kafka, en politik, der hverken er imaginær eller symbolsk. Vi tror kun på en eller flere maskiner hos Kafka, maskiner, der hverken er struktur eller fantasme. Vi tror kun på en eksperimenteren hos Kafka, uden fortolkning og uden signifiance, udelukkende bestående af forståelsesprotokoller,« forklarer de. Og sætter sig især imod den franske psykoanalytiker Marthe Roberts analyser af Kafkas værk, men også mod Kafkas ven og udgiver Max Brod.

De vil tage Kafka på ordet: »I øvrigt ønsker jeg ikke noget menneskes dom, jeg rapporterer kun, også til Dem, høje herrer fra akademiet, har jeg kun rapporteret.«

Blindgyde

Men hvad foregår der så hos Kafka, hvis man ikke skal fordybe sig i metaforer eller finde en skjult og hemmelig og eventuelt Ødipal mening? Der foregår ifølge Deleuze og Guattari en udførelse af en »mindre litteratur«. »En mindre litteratur er ikke det samme som et mindre sprogs litteratur, men snarere den litteratur som en minoritet skaber i et større sprog. En mindre litteraturs første kendetegn er derfor at dens sprog er påvirket af en stærk deterritorialiseringskoefficient. Det er i denne forstand, Kafka definerer den blindgyde, der spærrer Prag-Jødernes tilgang til skriften og gør deres litteratur til noget nær det umulige: umuligheden af ikke at skrive, umuligheden af at skrive på tysk, umuligheden af at skrive på en anden måde.«

Derfor, forklarer Deleuze og Guattari, er det også kendetegnende for en mindre litteratur, at alt i den er politik. Men også at alt antager kollektiv værdi. »Derfor er det så irriterende, så grotesk, når Kafkas liv og forfatterskab modstilles, når det antages, at han søger tilflugt i litteraturen som følge af mangel, svaghed og afmagt over livet. Et rhizom, en bygning, jo, men ikke et elfenbenstårn.«

Og så vender de ganske enkelt den vanlige opfattelse af Kafka som pessimist på hovedet og hævder: »Aldrig har der fra begærets synspunkt eksisteret en mere komisk og munter forfatter, aldrig en mere politisk og ud fra det udsagtes synspunkt mere samfundsorienteret forfatter. Alt er latter begyndende med Processen

Det er ikke spor mærkeligt, at Deleuze og Guattaris værk vakte så stor genklang, måske ikke mindst på de amerikanske campusser på trods af, at det er svært at læse. Hvad er et rhizom? Det står som modsætning til hierarkiske forståelsessystemer, hvor der er rødder og så en krone. I botanik har ingefær, kartofler og jordskokker rhizomer. Den forhadte ukrudtsplante skvalderkål er også et rhizom: Ud fra et lille brudstykke, der knækkes af, kan en ny plante dannes uden forbindelse til moderplanten. Eller faderen for den sags skyld, ingen ødipalitet. Men heller ingen identitet eller særlig ophavsret, intet subjekt, med rødder i en bestemt historie som det bærende.

»Hvor mange mennesker lever i dag i et sprog, der ikke er deres eget? Hvor mange kender ikke engang deres sprog længere? Det er indvandrernes og specielt deres børns problem, et minoritets problem. En mindre litteraturs problem, men også et problem for os alle.«

Revolution

For Deleuze og Guattari går det nemlig ud på, hvordan man kan »fravriste sit eget sprog en ’mindre litteratur’«, og hvordan man er »i stand til at grave i sproget og få det til at fare ud af en nøgtern revolutionær linje«.

Revolutionen var tæt på i 1975. Måske lidt længere væk, da værket udkom i Danmark i 1982. Og mente Kafka så i virkeligheden alt dette? Måske skyldes hele Deleuze og Guattaris analyse af Kafka en form for oversættelsesfejl: Det tyske klein blev til mineur på fransk i stedet for petit i Marthe Roberts oversættelse. Ville associationen til minoriteter ellers være opstået? Eller hele den form for litteraturkritik, der udforsker en helt ny form for struktur for et værk, som rhizomet er?

Det er måske ganske lige meget, netop, hvis man er ligeglad med ’originalen’. Kafka bliver til Deleuze og Guattari, og det står enhver frit for at lave det om igen. Kafka for en mindre litteratur kom til at have vældig indflydelse på litteraturkritikken i Danmark og er stadig en forrygende indfaldsvinkel til Kafka.

’En mindre litteratur’ sejlede over Atlanten og knyttede sig til gryende postkoloniale studier. Begrebet muterede måske atter og blev litteratur for minoriteter, de undertrykte. For at vende tilbage til Frankrig i starten af nullerne, og måske er det også snart tilbage i Danmark?

»Hvordan kan man blive sit eget sprogs nomade og indvandrer og sigøjner? Kafka skriver: ved at stjæle barnet fra vuggen, ved at placere sig i en prekær situation.«

Kafka for en mindre litteratur
Gilles Deleuze og Félix Guattari.
Original dansk oversættelse ved Boj Bro & Antonio Mendes Lopes
Revideret af Mathias Ruthner og efterord af Anders Abildgaard
176 sider
160 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu