Læsetid 6 min.

Vores samfund må ikke være historiens afslutning

Et af vor tids største filosofiske projekter fordømmer den politiske orden i Vesten. Mennesket er et mulighedsvæsen, som den moderne stat ødelægger ved at kontrollere det juridisk og biologisk. Filosofien må udtænke en helt ny samfundsform, lyder budskabet i Giorgio Agambens filosofi
Et af vor tids største filosofiske projekter fordømmer den politiske orden i Vesten. Mennesket er et mulighedsvæsen, som den moderne stat ødelægger ved at kontrollere det juridisk og biologisk. Filosofien må udtænke en helt ny samfundsform, lyder budskabet i Giorgio Agambens filosofi
iBureauet/Mia Mottelson
11. april 2015

Den politiske orden, der styrer menneskers liv i Vesten i dag, hylder vi, og samfundsforskere kalder det historiens afslutning og endemål. Vi har lært at opfatte den moderne demokratiske stat med en markedsøkonomi som verdenshistoriens bedste samfundsmodel. Vi siger, at den ikke er perfekt, men at den er det bedste, vi kan forestille os. I skolen lærer vi, at menneskehedens historie har været en lang kamp for frihed, lighed og broderskab, men at vi i dag er så heldige at leve på et helt enestående civilisatorisk højdepunkt. I det antikke Grækenland søsatte Vesten ideen om demokrati, men først i løbet af de sidste 300 år har vi fået opbygget en statsmagt, der kan sikre frihed, lighed, lov og orden. Det er udviklingen af denne politiske tilstand, vi i dag er så glade for, at det efterhånden ligger fjernt at spørge, om den overhovedet harmonerer med et lykkeligt menneskeliv. Hvad vil det sige at være menneske og et lykkeligt menneske, og hvad betyder svaret på de spørgsmål for måden, vi bør indrette vores samfund på? Det er intet mindre end disse spørgsmål, der er et af vor tids mest radikale og omfattende politisk-filosofiske projekter: den filosofi, den italienske filosof Giorgio Agamben har været i gang med at udvikle i cirka 30 år, og som har resulteret i en lang række bøger og artikler, der på forskellig vis omhandler aspekter af projektet.

Mennesket som præmis

Det radikale hos Agamben består i at hudflette den vestlige, moderne demokratiske stat, så det slår gnister. Agamben er i den politiske filosofi, hvad Nietzsche er i eksistensfilosofien: kompromisløst provokerende, tilbundsgående i kødet på vestlig tradition og sprogligt svulstig med hang til det unuancerede.

»Nutidens politik er et ødelæggende eksperiment, som over hele planeten forvrider og svækker institutioner og overbevisninger, ideologier og religioner, identitet og fællesskab,« skriver Agamben i bogen Midler uden mål. Noter til politikken fra 1996, som nu for første gang er oversat til dansk i fuld længde. Bogen er en samling af artikler fra årene 1990-1995, som lancerer det store projekts væsentligste begreber, emner og argumenter.

Agambens projekt er fragmentarisk, spekulativt og under stadig udvikling, men dets bærende begrundelse for den store politiske kritik er en bestemt antropologi, som han henter hos en af sine store inspirationskilder: Heidegger. For Agamben som for Heidegger er mennesket det væsen i verden, der som det eneste er defineret ved, at det kan forholde sig til verden og i kraft af denne frihed vælge til og fra, gøre noget eller ikke gøre noget, lykkes eller mislykkes. I mennesket åbner livet og verden sig for sig selv og gøres formelig. Heidegger kalder i sit hovedværk Sein und Zeit (1927) mennesket for »muligværen«, Agamben kalder mennesket for »mulighedsvæsen«. Fremtiden er fundamentalt uafgjort. Konsekvensen af denne antropologi bliver for Agamben, at menneskelivet handler om at søge lykken og dyrke sig selv som et refleksivt, søgende og mulighedsrigt væsen. Da menneskelivet handler om lykke, og da individets ideer kun kan realiseres i et fællesskab, er menneskelivet altid politisk, hævder han videre, og det politiske liv må derfor også handle om at realisere mennesket som et tænkende, kommunikativt, handlende og mulighedsrigt væsen. Er »et potentialitetens liv« muligt i dag?, spørger han håbefuldt og i et typisk Agamben-sprog. En mere præcis definition af menneskelig lykke og karakteren af »et nyt politisk fællesskab«, der kan befordre lykken, ser Agamben som en af de væsentligste opgaver for »den kommende tænkning«.

Totalitarisme

Det stærkeste ved Agamben er måske ikke kvaliteten af hans positive position, men præmisserne for hans negative indstilling til det moderne samfund – Agamben er mere klar over, hvad der er galt, end hvad der skal sættes i stedet for. At han er hot på den akademiske venstrefløj, skyldes blandet andet den ene af hans to store fjender: kapitalismens fremmedgørende forbruger- og nydelseskultur, som lodret strider mod hans antropologi og grundopfattelse af betingelser for det gode liv. Det er dog Agambens kritik af en anden stor fjende, der indebærer det mest originale og tankevækkende ved hans tænkning. Denne fjende er den moderne nationalstat og dens relation til de individer, der befolker den. Hans kritik deler sig i to. Den ene er styret af den tænker, der ifølge Agamben selv har lært ham mest: Foucault. Agamben overtager Foucaults begreb om biopolitik og langer igen og igen ud efter den moderne stats kontrol af sine individer gennem statistikker, love, forordninger, reguleringer, kampagner og tilskyndelser, der vil optimere og effektivisere befolkningens kroppe. Denne magtudøvelse misforstår i sin materialistiske reduktion af mennesket både sin magt, menneskets refleksivt-åbne væsen og det vigtige i livet.

Den anden statskritik påstår endnu kraftigere, at den moderne demokratiske stat er totalitær, og at den bør erstattes af en helt anden type politisk fællesskab. Intet mindre. Her bliver Agamben en interessant og markant modpol til al blind tilbedelse af demokratiet og til en figur som Francis Fukuyama, der prominent eksponerer hyldesten til den stærke stat som det gode samfunds store forudsætning. Med Thomas Hobbes’ Leviathan fra 1651 begynder vi at koncipere staten som en suveræn magtinstans bestående af en eller få personer og som nødvendig for ro og orden i samfundet, og i løbet af 1700-tallet videreudvikles vor tids begreb om staten som en institution, der har det legitime monopol på magten til at definere og varetage den retsorden, der gælder for den befolkning, der bebor statens territorium. Det er netop relationen mellem denne suverænitet og det enkelte menneskeliv, der er hele kernen i Agambens store projekt. Hans »arbejdes perspektiv« er »gentænkningen af samtlige vores politiske traditions kategorier i lyset af forholdet mellem suveræn magt og nøgent liv«, erklærer han.

Hans analytiske hovedgreb er at skelne mellem mennesket som dyr og mennesket som medborger og politisk væsen med rettigheder. Agamben er klar over, at mennesket fra antikken til moderniteten – fra Aristoteles til Auschwitz – har været underlagt en statslig suverænitet, som kan fratage mennesker deres rettigheder og i den forstand reducere dem til dyr. Magtsuveræniteten, pointerer Agamben, er dybest set defineret ved denne magt til eksklusion af individer fra det politiske. Vi har ikke ret til rettigheder. Hans store kritiske pointe er for det første, at denne politiske orden mangler et rum mellem suveræniteten og menneskelivet – mellem loven og livet – hvor mennesket frigjort fra suveræniteten kan udfolde sig som det refleksive, åbne politiske væsen, det er. Det potentielt ekskluderende og potentielt totalitære er totalitært hos Agamben. Vi lever i dag i et skindemokrati med en skinfrihed. For det andet zoomer han skarpt ind på, hvordan den moderne stat stadig oftere ekskluderer individer, og nævner flygtninge (som siden Første Verdenskrig har udgjort et mange millioner stort massefænomen), asylansøgere, mennesker i (koncentrations) lejre, fangers fratagelse af rettigheder, dødstraffede, Guántànamo mv. Disse undtagelsestilstande er slet ikke undtagelser; store dele af menneskeheden repræsenteres ikke inden for nationalstaten, og menneskerettighederne hjælper dem ikke stort – menneskerettighederne er slet ikke »evige, metajuridiske værdier«, harcelerer Agamben og leverer en typisk Agamben-pointe: Da folket efter Den Franske Revolution bliver en magtfuld masse, bliver det besværligt, eftersom eksklusion bliver en skandale.

Dybt, men overstyret

Agambens position udgør i al sin radikalitet en omvending af den rituelle hyldest til vor tids politiske orden og af Fukuyama som den teoretiske inkarnation af denne hyldest: Fukuyama ønsker historiens afslutning (det liberale demokratis totale dominans) uden statens afskaffelse. Agamben ønsker historiens fortsættelse mod noget helt andet og statens afskaffelse. Hans projekt er ualmindeligt ambitiøst og tankevækkende, og det er fornemt, at den danske filosof Søren Gosvig Olesen har oversat dele af det til dansk, endda i nogle flot stofindbundne bøger. Det er dog ikke i den stringente argumentation, Agambens største styrke ligger. For eksempel er der mellem en noget skarptskåret bestemmelse af menneskets væsen og en totalfordømmelse af statslig suverænitet og de bærende principper i demokratiet mange uudfoldede mellemregninger. Det spekulative, foreløbige og polemiske overskygger af og til det grundigt tænkte. En indforstået stil og en hurtig blanding af religion, metafysik, jura mv. bidrager til dette. Agamben er stærkest i detailanalysen af de idéhistoriske forudsætninger for den politiske situation i dag. Her stiller han skarpt på den historiske udvikling af det, han kalder ’paradigmer’: umiddelbart perifere fænomener – økonomibegrebets oprindelse, det at aflægge ed, begrebet om et folk mv. – og ser noget afgørende i deres formning af nutidens politiske orden. Agamben er som Foucault netop skarp i den arkæologiske opdagelse af de ideer, der ligger i fortidens periferi og mellem fortidige tanker, og som ubevidst går igen i det aktuelle politiske. Vi må gennem en forståelse af vor tids forudsætninger forstå vores tid for at kunne forstå dens fejl. Agamben er værd at tænke med, fordi han som få tænker det, som ingen andre tænker, men som vi burde tænke over. Og vi bør tænke over, hvad der gør mennesker lykkelige.

Giorgio Agamben: Midler uden mål – Noter til politikken. 136 sider. 229 kr. Forlaget Wunderbuch.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Ejvind Larsen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer