Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Drømmen om det sammenhængende uddannelsessystem

Jacob Fuglsang argumenterer lidenskabeligt for en ændring af kulturen på landets skoler og uddannelser i en velturneret debatbog. Men den ’personlige frontberetning’ formår ikke at give læserne en dybdeborende kritik af samtidens mistrøstige uddannelsespolitik
Moderne Tider
2. maj 2015

Anslaget i journalist Jacob Fuglsangs debatbog Den store løgn om uddannelse er dramatisk og ideologikritisk: »Når det gælder børns skolegang og unges uddannelse, er vi i Danmark fulde af løgn. Forstået på den måde, at vi siger ét og gør noget andet«. Vi siger for eksempel, at uddannelse er vigtig, men kommunernes økonomiske nøgletal viser, at udgifterne pr. elev er faldende. Dertil kommer, at forældrene tager børn ud af skolen, hvis de kan få en billigere skiferie, og lærerne skynder sig ind på lærerværelset, selv om de siger, de gerne vil være sammen med børnene.

Der er simpelthen tale om hykleri på alle niveauer; men næsten endnu værre er det ifølge Fuglsang, at der ikke er en ordentlig sammenhæng i uddannelsessystemet. Børnehaverne bør gøres obligatoriske for alle børn, proklamerer Fuglsang; men desværre ses de i dag primært som »væresteder frem for læresteder«, og det er uklart, hvad børn skal kunne, når de starter i skolen. »De uklare forventninger går ud over børnene«, og pædagogerne mister anseelse.

Børnehaveklassen har han heller ikke megen fidus til. Med applaus citeres skoleleder Anne Marker fra Uvelse: »0. klasse er et levn fra fortiden, som vi ikke kan bruge til noget. Det er da en hån mod elever, der skal lære matematik og tal, at de skal gå i en klasse, der starter før talrækken«. Dernæst kommer turen til skolereformen, der skildres som et virvar af modsatrettede signaler og uklarheder. Reformen er blevet til som et politisk kompromis mellem strammerne og slapperne på tinge, og den producerer kun forvirring i skolen.

Undervisning og uddannelse vejer slet ikke tungt for forældrene, hævder han. Forældrene forventer og ønsker primært, at deres små børn trives i skolen, mens de er på arbejde. Senere hen forsømmes skolearbejdet, og det synes at være legitimt at pjække og præstere under niveau. Dertil kommer, at der undervises meget mindre i dag end i 1940’ernes og 1950’ernes skole. Og så er der alt for mange timer, der dækkes af vikarer. Igen er ordvalget dramatisk: »Elevernes tid i skolen er kort i dag. Til gengæld bliver den tit spildt«. Eleverne har desværre ikke en følelse af, at de faktisk går glip af noget, hvis de ikke kommer, lamenterer Fuglsang.

For langt mellem top og bund

Skolens mellemtrin behandles under overskriften »Når klasseværelset bliver en kampplads«. Med konsulent og tidligere lærer Aslak Gottlieb som kilde slår Fuglsang fast, at »lærerne er konfliktsky i forhold til at give eleverne ærlige tilbagemeldinger«. Hverken lærerne eller forældrene ansporer eleverne til at gøre sig umage, forlyder det. Med evidensteoretikeren John Hattie ved sin side fortsætter Fuglsang med at skrive, at der bør arbejdes konsekvent med synlig læring og systematisk feedback til eleverne, for det vil virke og have gavnlig effekt på læringen.

At folkeskolen afsluttes med en afgangsprøve og ikke en eksamen, at de velstimulerede og velstillede børn glider glat igennem uddannelsessystemet, mens børn fra hjem uden bøger og høj kundskabskapital tabes på gulvet, finder Fuglsang skandaløst, og i kapitlet om ungdomsuddannelserne beskrives gymnasiet som »forlænget skolegang« og erhvervsuddannelserne som »socialkontorer«. Der er alt for langt mellem top og bund i gymnasiet, og de selvejende gymnasier er blevet økonomisk afhængige af at lade ringe præsterende elever bestå. Problemet er også, at det er »muligt at blive erklæret parat til uddannelse uden basale færdigheder«. De unge får ikke klart at vide, hvad de skal kunne for at komme videre mod målet.

Helt galt er det også, at håndens arbejde og en erhvervsuddannelse ofte først vælges, »når unge har været omkring en studentereksamen eller et arbejde som ufaglært«. Ingen tør sige nej til et ungt menneske, selv om fagfolk kan se, at risikoen for ikke at kunne klare de faglige udfordringer med så ringe forudsætninger er alarmerende høj. Dertil kommer, at regeringens erhvervsuddannelses- og beskæftigelsesreform og kravet om uddannelsespålæg truer med at gøre erhvervsskolerne til socialkontorer frem for uddannelsessteder.

Opråb til aktørerne

Bogens opbygning følger et børne- og ungdomsliv fra børnehaven til ungdomsuddannelsen, og flere af bogens 45 meget korte kapitler afrundes med imperativiske opsange af typen:

»Forslag: Forældre. Vis børnene, at skole er lige så vigtigt som arbejde./…/Undervis børnene selv, hvis de holder ferie uden for skoleferierne./…/Støt lærernes autoritet i stedet for at undergrave den«.

»Forslag: Folketingspolitikere. Gør pædagoguddannelsen lige så lang som læreruddannelsen./…/Gå fra uddannelse til alle til den rette uddannelse til flere. Adskil beskæftigelses- og socialpolitik fra uddannelsespolitik.«

Fuglsang afslutter bogen med at brodere noget tekst hen over ordene: »Gør, hvad du siger. Sig, hvad du gør. Hold, hvad du lover«. Han drømmer om en langt mere sammenhængende skoledag for børnene og om, at alle frekventerer uddannelsesinstitutioner for at lære noget. Han håber på, at både folketings- og kommunalpolitikere, skoleledere, lærere, forældre og børn og unge vågner op til dåd, så hverdagen og den faglige indsats på uddannelsesstederne får et gevaldigt kvalitetsløft: »… status quo er ikke en mulighed.«

Jacob Fuglsang er velskrivende og indigneret. Han øser generøst ud af både sine egne og sine børns skolehistorier. Men på intet tidspunkt tager han tilløb til at kritisere de overordnede argumenter, rationaler og styringsformer, der styrer uddannelsespolitikken, ikke blot i Danmark, men i hele (den vestlige) verden.

For få årtier siden var børnehaven, folkeskolen, gymnasiet, erhvervsuddannelsen og universitetet institutioner i og af deres egen ret og ladet med en udstrakt autonomi. Faktisk var børnehaven slet ikke en del af uddannelsessystemet, og begrebet uddannelse blev primært brugt i forbindelse med erhvervelsen af fagspecialiserede kvalifikationer. I dag synes der derimod at herske politisk konsensus om nødvendigheden af at designe et arbejdsmarkedsrettet, ressourceminimerende og konkurrencedygtigt uddannelseskontinuum fra vuggestuen til et liv på arbejdsmarkedet på fuld tid i 45-50 år.

På sin vis løber Fuglsang derfor åbne døre ind, når han kræver sammenhæng i og rationel planlægning af uddannelsessystemet. Noget helt andet er så, om det overhovedet er ønskeligt, at kortsigtede politiske og økonomiske rationaler får lov til at transformere og ødelægge både folkeskolen og universitetet. Umiddelbart fylder det mig også med en salig glæde, når uddannelsesaktører hælder grus i den store planlægningsmaskine for at få arbejds- og studiero.

Jacob Fuglsang vælger i udstrakt grad at trække på forudsigelige udsagn fra forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College og på John Hatties langtfra uproblematiske evidens- og læringsteorier. Men ingen af disse autoritative kilder bærer ved til det forsvar for fagligheden, som Fuglsang velsagtens ønsker at stå på mål for, men ikke formår at tænke klart frem, da han ikke går i aktiv dialog med dannelsestænkningens tradition og aktualitet. Jeg savner også smittende sentenser om livgivende begreber som viden, videnskab, visdom, tænkning og nysgerrighed. Ej heller bydes der på visioner om, hvordan krop, tænkning, kommunikation og socialitet kan komme til at spille sammen, når mennesker får lov til at øve sig i fællesskab og hver for sig uden angst og forhastethed, hvad uddannelsessystemet i sidste ende burde muliggøre.

Jacob Fuglsang
Den store løgn om uddannelse. Et opgør med selvmodsigelserne i det danske uddannelsessystem.
Gyldendal.
199,95 kr. 164 sider

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her