Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

De forkerte ofre

I foråret 1945 knuste de allierede styrker Hitlertyskland. For hundredetusinder af kvinder betød det ingenlunde, at krigen var slut. De blev voldtaget af de sejrende soldater. Hidtil har man først og fremmest beskæftiget sig med sovjetsoldaternes voldsgerninger. En ny bog ændrer billedet. Den dokumenterer, at også de vestlige sejrsmagter voldtog tyske kvinder
Moderne Tider
9. maj 2015

Da Rom blev plyndret af barbarerne i 410, grundede kirkefaderen Augustin over, om de voldtagne kvinder mon ville få en plads i Paradis. Det ville de nok ikke, var hans teologiske konklusion. I sin nye bog om tilstandene efter krigens afslutning, Da soldaterne kom, nævner forfatteren, historikeren Miriam Gebhardt, ikke Augustins fromme betragtninger. Det er heller ikke nødvendigt. Ud fra hendes beretning må man konkludere, at ikke meget havde ændret sig i den katolske kirkes kvindesyn i løbet af de forgangne 1.500 år.

Gebhardts bog handler om de allierede soldaters voldtægter af tyske kvinder i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning og frem til 1955, hvor Forbundsrepublikken havde fået sit retssystem så meget på fode, og forholdet til de allierede var så stabilt, at soldaterne ikke længere kunne foretage sig hvad som helst upåtalt. Bogen er interessant og kontroversiel på mange måder. Den gør op med forestillingen om, at det kun var de sovjetiske soldater, der voldtog, mens kvinderne frivilligt smed sig om halsen på de amerikanske og øvrige vestlige udkommanderede for et par nylonstrømper og en pakke Lucky Strike. Sådan var det ikke ifølge Miriam Gebhardt, der kalder kvinderne »de forkerte ofre«: De var ikke mænd, der var faldet eller invalideret og heller ikke en gruppe, der var blevet forfulgt af nazisterne. Tværtimod blev de voldtagne kvinder ofte selv gjort ansvarlige for det, der var overgået dem. Var man ikke bevisligt jomfru, eller havde man ikke, trods våbentrusler, værget for sig i betragtelig grad, blev man kaldt Ami-Liebchen.

Gebhardt regner med 860.000 voldtægter. Af dem blev 190.000 begået af amerikanske eller andre vestlige soldater, anslår hun. Det tal ligger væsentligt under kvindebevægelsens hidtidige skøn på to millioner. Om Gebhardts tal er for højt eller for lavt sat, er vanskeligt at vurdere. Måske burde man helt undlade at sætte tal på, da det sande omfang af voldtægter er umuligt at vide noget om og egentlig underordnet. Det er under alle omstændigheder rædselsvækkende mange. Men det er et faktum, at de amerikanske soldater kaldte tyske kvinder Veronika Dankeschön. Forbogstaverne ’vd’ er også den engelske betegnelse for veneral disease – kønssygdom. I 1946 var 0,5 procent af alle tyskere smittet med gonorré, 0,2 procent med syfilis. To tredjedele af de smittede var kvinder.

Fordomme

At det udelukkende var sovjetiske og ikke vestlige soldater, der forgreb sig på tyske kvinder, er ikke den eneste fordom, som Gebhardt gør op med. Hun tager også fat i opfattelsen af, at kvinderne hurtigt kom sig. Efterkrigstidens Forbundsrepublik så sådan på det, at kvinderne levede i et samfund, hvor mange havde været udsat for det samme som dem selv. Derfor var det nemmere for dem at komme sig, når de bearbejdede oplevelserne som et kollektiv. Men vi kommer nok sandheden nærmere, hvis vi siger, at samfundet forventede af kvinderne, at de bed tænderne sammen. Og at de forventede det samme af sig selv.

Heller ikke i det østtyske DDR følte man den mindste trang til at anerkende de voldtagne kvinder som ofre endsige kritisere den sovjetiske storebror, der havde gjort DDR til lydstat. Mange kvinder fik traumer for livet. Rundtomkring på de tyske alderdomshjem sidder der i dag ældre kvinder, der ikke kan tåle, at plejerne rører ved dem eller vasker dem. En traumeterapeut har specialiseret sig i fænomenet og rejser rundt i Tyskland og oplyser plejepersonalet.

En anden fordom er, at der lå racistiske motiver bag, når kvinder, der blev gravide efter at være blevet voldtaget af sovjetiske (’asiater’ eller ’mongoler’, som man nedsættende kaldte dem) eller af sorte soldater, ville have en abort. Det har Miriam Gebhardt ikke fundet eksempler på. Til gengæld har hun fundet mange eksempler på, at myndighederne havde en racistisk holdning til gerningsmændene.

En kvinde fra den lille bayerske by Allersberg var i november 1945 blevet voldtaget af en sort amerikansk soldat. Det kom der et barn ud af. I 1959 søgte hun om et offentligt børnetilskud med tilbagevirkende kraft. Kvindens mandlige familiemedlemmer havde i flere generationer været ansat ved postvæsenet – et tegn på en vis ærbærhed, mente man fra myndighedernes side. Derfor valgte man at tro på, at det var en voldtægt, og at kvinden i sin tid ikke havde fortalt om den på grund af skamfølelse og sin oprindelse i »landlige forhold«. Myndighederne i Nürnberg var parat til at tro på kvindens fremstilling af sig selv som offer. I et brev til forbundsfinansministeren skrev myndighederne: »Det er usandsynligt, at ansøgersken frivilligt har givet sig hen til negeren. Imod en sådan antagelse taler frem for alt ansøgerskens og hendes families rygte.« Men det hørte til undtagelserne, at en ansøgning om støtte faldt ud til kvindens og dermed barnets fordel.

For at vende tilbage til Augustin og de fortabte kvinder var kirkens mænd i det katolske Sydtyskland betydeligt mere bestyrtede over de frivillige seksuelle kontakter, som nogle kvinder indgik med de amerikanske soldater, end de var over voldtægterne. Det var ikke kvinderne, der var i fare, men sædeligheden. På den måde deler de voldtagne kvinder skæbne med mange andre af nationalsocialismens offergrupper, som præsterne heller ikke havde meget tilovers for. Mangen en præst fordrejer forholdene, så kvinderne bliver fremstillet som farlige og fristende for soldaterne. For eksempel havde man anbragt 40 kvinder med illegitime børn i den lille by Griesstätt i det sydlige Bayern. Præsten Jakob Christaller skrev om dem, at han mente, at de »i sædelig henseende ved deres frække påtrængende væsen udgjorde en stor fare for de amerikanske soldater«.

Kvinder som belønning for sejr

Miriam Gebhardt køber ikke den teori. Hun understreger, at den oftest blev fremsat i forbindelse med krig og voldtægt: At voldtægt altså er en naturlig del af erobringen af et land. Ifølge Gebhardt normaliserer teorien den seksuelle vold og gør den til en uundgåelig følge af krig. Voldtægterne kunne hævdes at være de sovjetiske soldaters tak for sidst til tyskerne, der ikke havde havde holdt sig tilbage under deres tilintetgørelseskrig i Øst fra sommeren 1941. Men det motiv holder ikke for de amerikanske soldaters vedkommende. De havde ikke, hvad deres kvinder angik, noget at hævne sig på tyskerne for. De første voldtægtsofre for de amerikanske GI’s var i øvrigt franske kvinder, de stødte på, da de gik i land i Normandiet. Altså deres egne allierede.

Gebhardt mener, at det snarere hænger sådan sammen, at de vestallierede ville øge deres soldaters kampgejst ved at stille dem europæiske kvinder i udsigt som præmie. Kontinentets kvinder blev fremstillet som mere udsvævende og seksuelt sultne end dem, soldaterne var vant til hjemmefra. Dermed mener Gebhardt, at voldtægterne ved krigens slutning og i årene efter var resultatet af nogle indøvede kønsrolle- og adfærdsmønstre hos de forskellige hære. Også forstokkede kønsrollemønstre blev årsag til, at intet blev bearbejdet efter krigen.

Miriam Gebhardt siger, at det ikke så meget var individuel tavshed som »en hel nations pinlige tavshed«, der fulgte. En nation, der rystet i sin grundvold nu havde travlt med at genetablere sin borgerligt-patriarkalske familiestruktur, skrive den sårede mandlige stolthed i glemmebogen og gå i korstog for 1950’eres snerpede seksualmoral.

Til ingen af disse missioner hørte, at man talte om vold mod kvinder. Det gør til gengæld Miriam Gebhardt i en fin og velresearchet bog, der burde være skrevet for længe siden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forleden sendte ZDF udsendelsen Die Verbrechen der Befreier om de krigsforbrydelser, der blev begået af de vestlige befrielseshære mod tyskerne.

Heri beretter Miriam Gebhardt bl.a. om de mange voldtægter. Tallet 190.000, der nævnes i artiklen, gælder dog kun voldtægter begået af amerikanske soldater. Hertil kommer 45.000 begået af britiske soldater og 50.000 begået af franske soldater.

Når det amerikanske militær greb ind mod voldtægter begået af egne soldater, var det især sorte soldater, der blev dømt.

I udsendelsen fortæller Gebhardt, at en kvinde, der sagde, hun var blevet voldtaget af en soldat fra Den Røde Hær kunne regne med større anerkendelse eller empatiend end kvinde, der sagde, at hun var blevet voldtaget af en vestlig soldat.

Udsendelsen kan ses her:
http://www.zdf.de/ZDFmediathek/beitrag/video/2397300/Die-Verbrechen-der-...