Læsetid: 3 min.

Min guldrandede foyer

Der er så dejlig roligt på Statens Museum for Kunst. Man ser aldrig en rocker fra Hells Angels, men ved en fernisering for nylig kunne man se Per Kirkeby, der åbenbart har ophævet sin boykot
Der er så dejlig roligt på Statens Museum for Kunst. Man ser aldrig en rocker fra Hells Angels, men ved en fernisering for nylig kunne man se Per Kirkeby, der åbenbart har ophævet sin boykot

Sofie Holm Larsen/iBureauet

23. maj 2015

Jeg traf en af mine kære naboer i Kongens Have, hvor vi fik os en snak. »Jeg stod under et af de gamle træer,« berettede han, »og pludselig hørte jeg en stemme fra oven. Jeg kiggede op, men der var ingen at se. Nu er jeg ateist, så jeg var klar over, at det ikke kunne være Vorherres stemme. Derfor chokerede det mig. Bagefter fandt jeg ud af, at man for tiden kan høre stemmer under 10 af træerne. De tilhører en kendt sanger, men åh, hvad er det nu, han hedder?«

»Dario Campeotto,« foreslog jeg, men det benægtede han. Således uafklarede gik vi hver til sit. Senere på dagen gik jeg på Statens Museum for Kunst, som ligger lige ved siden af. Der kommer jeg jævnligt af flere gode grunde: 1. Det ligger i gåafstand fra min bopæl. 2. Der er en rigdom af guldrandet kunst. 3. Gæsterne er lutter nydelige mennesker og aldrig rockere fra Hells Angels eller Bandidos. 5. Man kan gå igen, når man vil, og ikke som i et teater, hvor man synes, man bør blive, også når forestillingen ikke fænger.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu