Læsetid: 3 min.

Er der håb for Palæstina?

Noam Chomsky og Ilan Pappé diskuterer ikke alene, hvor den palæstinensiske sag står i dag, men i særdeleshed, hvordan den internationale solidaritetsbevægelse kan påvirke udviklingen
9. maj 2015

I Danmark kom Israels fortsatte besættelse af de palæstinensiske områder på landets avisforsider, og fyldte store dele af diskussionerne på Facebook i begyndelsen af maj. Baggrunden var naturligvis busselskabet Movias beslutning om at stoppe en annoncekampagne, der henledte forbrugernes opmærksomhed på det amoralske i at købe israelske produkter fra de ulovlige bosættelser. Movias beslutning og begrundelse kan kun vække undren. Deres argumenter hænger ganske enkelt ikke sammen. Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, som står bag kampagnen på busserne, kunne ikke have ønsket sig et bedre forløb, da omtalen i medierne har skabt en opmærksomhed omkring spørgsmålet om bosættelser, som ikke kan købes for penge.

Denne type af aktivisme/oplysning i Vesten rettet mod Israels ulovlige ageren er et centralt omdrejningspunkt i en ny bog, On Palestine, hvor to af venstrefløjens grand old men Noam Chomsky og Ilan Pappé diskuterer Palæstina-konflikten anno 2014.

Fra tostats- til enstatsløsning

Det er et lille værk, som primært henvender sig til solidaritetsbevægelserne, men som ikke desto mindre er udkommet på forlaget Penguin. Udgangspunktet her er langt mere radikalt end et opgør om bosættelsesprodukter, som var kernen i bussagen herhjemme. On Palestine indledes med et kapital skrevet af Pappé, hvori den israelske historiker redegør for sit syn på, hvad der skal til, for at ændre status quo. Pappé tror ikke længere på den gamle ortodoksi, hvor konflikten skal løses med forhandlinger og munde ud i en tostatsløsning. Pappé er fortaler for en en-statsløsning med lige rettigheder for alle borgere i staten. Han argumenterer for nødvendigheden af et nyt sprogbrug, en ny diskurs, der italesætter konflikten gennem brug af kernebegreber som ’afkolonialisering’, ’regimeskifte’ og ’enstatsløsning’. Et af Pappés kritikpunkter i forhold til solidaritetsbevægelsen er, at den ikke har evnet at gøre kritik af zionismen til et afgørende kritikpunkt af Israel. For Pappé er det her, rodets onde er at finde. Tonen er slået an.

Efter denne klare indledning følger en diskussion mellem Chomsky og Pappé, som strækker sig over tre kapitler, hvor de taler om fortiden, nutiden og fremtiden. Det er den britiske menneskerettighedsaktivist Frank Barat, der interviewer – og som efterfølgende har redigeret interviewene.

Ikke helt overraskende vender de to store intellektuelle igen og igen tilbage til sammenligningen mellem Israel og Sydafrika under apartheidregimet. Begge er enige om, at sammenligningen ikke holder helt, men at der til trods for dette er lektier, der kan læres af solidaritetsbevægelsen mod apartheid. Både Chomsky og Pappé ser Israel bevæge sig i retning af en international pariastat. Det israelske samfund drejer mere og mere mod højre. Den liberale zionisme er trængt i defensiven og mere eller mindre sat uden for indflydelse. Israel er ikke omstillingsparat.

Og som i tilfældet Sydafrika kan Israel leve med dette, så længe USA støtter landet. Det betyder ikke, at solidaritetsbevægelser verden over er ubetydelige – de er en nødvendighed – men det afgørende er at sikre, at vindene i USA skifter. Nøglen til forandring ligger således ikke i regionen ifølge de to tænkere, men i Vesten, og de ved, at den ikke kommer nu og her. Men det er nu og her, at fundamentet for fremtidige ændringer skal støbes.

Foran store forandringer

Chomsky og Pappé er i det store og hele enige, om end Chomsky i modsætning til Pappé fortsat er af den overbevisning, at en tostatsløsning kan blive slutresultatet, såfremt Israel kommer under massivt pres fra omverdenen.

Bogen er desværre lidt af en rodebutik, hvilket er tæt forbundet med, at den er sammensat af dels et nyskrevet kapitel, interviews og et antal allerede publicerede artikler, som præsenteres i bogens sidste del. Alle artikler er skrevet efter krigen mod Gaza i sommeren 2014.

Der kommer aldrig et rigtig godt flow. Til gengæld kan den med stor fordel læses i etaper, og dele kan udelades uden store problemer. Uanset standpunkt er det væsentlig læsning, som præsenteres, og et symbol på, at der er bevægelse i dammen, selv om det på overfladen ser ud, som om det er status quo og business as usual.

Der er ingen tvivl om, at begge ser en fremtid, hvor mere og tungere fundamental kritik af Israel er i vente – en kritik, der går langt videre end den Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening lancerede på Københavnske busser i foråret 2015.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Toke Andersen
Mikael Velschow-Rasmussen og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Alt hvad Chomsky er involveret i skal selvfølgelig anbefales.
Verdens nuværende uden sammenligning vigtigste intellektuelle.
(Hvis bare han ku' leve evigt - han er jo deværre ved at blive temmelig gammel, men hans hjerne holder forbløffende godt)

Skriv Noam Chomsky i søgefeltet på din yndlings søgemaskine. (forhåbentligt alt andet end google - prøv fx. https://duckduckgo.com/ )
Og start derfra !

Dian Kjaergaard

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening går allerede meget længere, end mange tror.

De siger, at de kun vil boykotte de israelske bosættelser. Men reklamens fire landkort antyder, at hele Israel er besat. Kortene anvendes over alt i verden for sætte spørsgmålstegn ved Israels legitimitet som nationstat, og kaldes "Det forsvindede Palæstina". Se på det grønne område på kortene:

(1) 1946-kortets grønne område antyder, at araberne fyldte og blev lovet hele 1922-mandatsområdet – hvorfor (2) FNs delingsforslag 1947 virker som en decimering. (3) 1967-kortets grønne områder er Vestbredden og Gaza, som var besat 1949-1967 af hhv Jordan og Egypten, og derefter af Israel. Disse områder blev udset til en palæstinensisk stat i 1993 (Oslo-aftalerne). (4) De grønne pletter på sidste kort viser hvor langt man i dag er kommet med at indføre palæstinensk selvstyr.

DPVs kampagnewebside fortæller, at bus-reklamerne kun er første fase en storslået kampagne. Nærlæser man anbefalingerne til hvad man skal gøre for at sikre boykot forstærkes indtrykket af, at målet er boykot af Israel.

De siger også, at de blot udfører politikernes beslutninger ud i livet ] jvf. “Information om finansielle og økonomiske aktiviteter i bosættelser: Fælles budskaber ... i EU” (Eksportrådet 2014-07-04. Men indtil videre er politikernes budskab vitterligt begrænset til bosættelserne - ellers er det DPV som går foran i forventningen om, at politikerne snart følger efter?