Byliv: Det bliver altid tusind kroner

Kulinarisk har det været skuffende at flytte til Nordsjælland. Jeg har været på jagt efter det hemmelige sted, hvor de rige lægger deres penge og får det hele tilbage i oplevelser og krydderi, og jeg har ikke fundet det. Der er minimalt med take away herude, ingen gourmetrestauranter, sløje cafeer. Jeg var begyndt at tro, at de rige kun bruger deres penge på husleje, børnetøj og sushi. Eller også sparer de op til the after life, investerer i hængende haver, redningsbåde og parallelsamfund.

Jeg har været på Emmerys og surmulet og nede i Strandparken, og der er masser af andre eksempler, som jeg ikke har skrevet om; Cafe Jorden Rundt. Lydolph, isbutikken, der ligger på Strandvejen og trækker kø, hver gang der er bare lidt sol, som ikke tager ikke dankort, med gennemsnitlig is. Men den ligger godt, og det er åbenbart kodeordet herude, beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Så kan du ellers servere hvad som helst.

Et legeland for shoppere

Men der er må jo være et hemmeligt sted, tænkte jeg, sært vanvittig, og så en dag da jeg skulle købe ind, og Irmaen var for langt væk, og Nettoen for slammet, så gik jeg tilfældigt i Rotunden, som ligger i en gigantisk rund bygning i krydset imellem Tuborgvej og Strandvejen, og der fik jeg fik en åbenbaring.

»Altid frisk hummer,« stod der på et skilt. »Altid champagne på køl,« stod der på et andet. Når man googler står der: »Et eksklusivt indkøbsmiljø med respekt for din travle hverdag,« og jeg skal indrømme, at her holder man, hvad man lover, i en sådan grad, at jeg blev solgt.

Nu handler jeg jævnligt ind i Rotunden, og det bliver altid 1.000 kroner. Men prøv lige at følge med en lørdag formiddag fyldt med fædre, der har den ugentlige børnetjans. Der er et legeland, man kan placere de ældste de i, imens de små børn sidder med i vognene, og min søn er altid fascineret af chokoladespringvandet, der løber evigt hos Peter Beier i indgangen, hvor vi også får bolsjer og en ballon.

Så smager vi Valrhona-chokolade og klapper high five. Udover Peter Beier og selve delikatessesupermarkedet, som er en gammel Superbest, der nu er blevet til Meny, er der bager, blomsterhandler og børnetøjsbutik.

I må gerne skyde mig ...

Vi smager oste og nye pastavarianter, og fiskehandleren har linet indbagte rejer med chilimayo op. Vi køber jomfruhummerhaler til at grille og citron og æg til den hjemmelavede mayo. Vi griner, min søn og jeg, og da jeg kigger på uret, har vi været i Rotunden i en halv time, og det er okay. Der er aldrig nogen, der skubber, der er masser af plads i Rotunden, og der er seriøst aldrig kø, og hvis der er, kommer der en smilende dame hen og guider dig til en spritny kasse.

Jeg skal købe noget vin til middagen om aftenen, og sørme om ikke selve den tyske rieslingproducent står i vinafdelingen og giver smagsprøver og tips.

»Den skal passe med jomfruhummer,« siger jeg.

»Wunderbar,« siger han, og det er den. Hans vin. Den smager af tidlig sommer, perlende med en snert af fersken.

Vi går hjem, og jeg laver middag, og mine venner kommer og spiser, og det er dejligt, og snakken går, og for det meste er vi jo højrøstende enige, jeg forstår bare ikke, når de beklager sig over at være travle børnefamilier med daglige scener i supermarkeder.

»Den slags har vi ikke slet ikke,« hører jeg mig selv sige. »Vi får jo aarstidskassen til daglig og går i Rotunden og hygger i weekenden.«

»De har en Müsli derovre ...« Jeg er blevet halvfuld af Rieslingen og burde ikke sige det til nogen, men jeg er blevet afhængig af den. Det er jumbovalset havre, cashewnøddestykker og gyldne hørfrø, toppet med pistacienødder. Alt sammen økologisk. Perfectly measured, som der står udenpå pakken.

»Den er sygt god, men koster 75 kroner for 500 gram.«

Beliggenhed. Beliggenhed. Beliggenhed. Jeg ligger så dejligt heroppe i Nordsjælland, jeg ligger så fint. I må skyde mig og bære liget tilbage til byen.