Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Fornem forskning og formidling

Femte og sidste bind af ’Dansk skolehistorie’ præsenterer sig som et frugtbart resultat af et tværvidenskabeligt samarbejde. Det slidstærke kultur- og samtidshistoriske værk ægger læserne til medtænkning
Moderne Tider
27. juni 2015

Spanskrøret blev sendt på pension, og snart blev der udbudt seksualundervisning og bagt bradepandekage til klassens time. Fagviften og arbejdsformerne ændredes, og omgangstonen blev en anden. Slut med at sige Hr. og Fru Olesen til lærerne. Børn og unge kom ikke længere primært i skole for at blive afrettet og lære et fast pensum. Nu gjaldt det om at gøde deres individuelle potentialer behørigt og ikke mindst få dem realiseret i konkurrencestatens tjeneste. Ingen forlod længere skolen efter 7. klasse. Nu stod den på ’nyfaglighed’ og livslang læring. Internationale PISA-undersøgelser sendte chokbølger gennem folkeskolen og samfundet i 00’erne, og politikere kappedes om at erobre den skolepolitiske dagsorden. Reformfeberen bredte sig som en veritabel steppebrand, og der skulle en lockout af lærerne til i foråret 2013 for at gennemsætte den nyeste skolereform top-down.

Skolen blev alles, og den blev alles forpligtelse. Alle fik et ansvar for den; men den blev også ’noget’, alle følte sig kaldet til at have en mening om og ville noget med.

Dansk skolehistorie 1970-2015

45 års skolehistorie på små 500 sider byder sig til, fordelt på 17 kapitler med overskrifter som: »Skolepolitik, visioner og debat«, »Lærere«, »Pædagogisk udviklingsarbejde«, »Læringsrum«, »Demokrati i elevhøjde«, »Trivsel og mistrivsel«, »Krop og sundhed«, »Den flerkulturelle skole« og »Tabere og talenter«. Femte og sidste bind af Dansk skolehistorie er skrevet af Ning de Coninck-Smith, Lisa Rosén Rasmussen og Iben Vyff under titlen Da skolen blev alles – Tiden efter 1970. Det præsenterer sig som et velskrevet og smukt designet værk badet i et tekstakkompagnerende flor af indbydende og tankevækkende fotos og illustrationer. Der er tale et fornemt stykke forsknings- og formidlingsarbejde, skrevet af to historikere og en etnolog, der kan deres kram.

Det bedste ved det gedigent oplysende kultur- og samtidshistoriske værk er, at man som læser uvægerligt kommer til at tænke ikke blot på sin egen skolegang (min indledtes i 1965 i Nyborg), men også på sine børns og forældres. Svimlende historiske forandringer er indtruffet fra dengang, vi i en svunden tid (800 børn) og som ekko af den sorte skoles sidste krampetrækninger stod opstillet på lange lige rækker ud for hvide tal, skrevet på asfalten i Birkhovedskolens skolegård, før skoleinspektøren ved råb kundgjorde, hvilke klasser, der stod pænest, og derfor kunne få lov til at marchere først ind i de respektive klasseværelser.

Mødet med værket fostrer en kritisk refleksion, og spørgsmålene vælter frem: Hvordan kunne det dog gå så hurtigt med den samfunds- og skoleforandring? Hvad var det lige, der skete, da den gamle autoritet faldt fra hinanden? Hvad var vigtigt at lære dengang – og hvorfor? Hvem bestemmer over skolen? Findes der en særlig dansk skolemodel?

At få kilderne til at tale

Der anlægges mindst tre perspektiver for at få skolen i Tiden efter 1970 til at træde frem i sin konkrete kompleksitet. Med et mikroperspektiv gås der helt tæt på aktørerne (vi kommer således med til første skoledag i Brovst, studser over en optegnelse i en lærerdagbog og ser med på en børnetegning). Mesoperspektivet ser nærmere på transformationerne af de skoleinstitutionelle strukturer og interaktioner (klassen, læringsrummet, lærerrollen, magtforholdet, karaktersystemet, inklusionskravet, mobningsproblemerne etc.), og makroperspektivet fokuserer på overordnede forhold såsom skolereformernes historie, OECD’s rolle, nationale test, ’folkevandringer’, arbejdsmarkedets krav, det ændrede børnesyn, teknologiudviklingen, videnssamfundets komme etc.

I kapitlet »Skolens landskab og styring« fremstilles det, hvorledes styringen af skolen blev en anden i løbet af 45 år. Kommunalreformerne i 1970 og 2007 fik store konsekvenser. Mange landsbyskoler forsvandt, og senere blev en række skoler fusioneret eller nedlagt. Skolen blev ’kommunaliseret’ og samtidig underlagt stram national styring. Dilemmaet får mæle med en præcis formulering: »Decentraliseringen og mål- og rammestyringen gik hånd i hånd med statslig styring i form af bl.a. nationale test og offentliggørelse af skolernes eksamensresultater. Magten over skolen i det nye styringssystem var således langtfra entydigt placeret, og rollerne i det nye styringssystem ej heller klart afgrænsede.«

Bogens nøgterne argumentationsform og fremstillingsstil ynder med rette at optegne skolen som en kampzone. Det sker også, når det vises, hvordan skolen via forældreintra, elevplaner, skole-hjem-samtaler og kontrakt- og sundhedstiltag i stigende omfang blander sig i forældrenes og børnenes liv, samtidig med at disse via det frie skolevalg begynder at agere som krævende forbrugere i det lokale pædagogiske og uddannelsespolitiske supermarked. Eleverne – og såmænd også deres forældre – bliver pålagt et medansvar og mødes af skolesystemets intensiverede krav om en passende grad af læringsparathed og en evne til selvregulering og selvledelse.

I opsummeringen af kapitlet »Lærere« står der lakonisk: »Læreren var ikke længere den bedst uddannede i klasselokalet, når der blev holdt forældremøde.« Så enkelt kan et vilkår og et martrende problem tegnes op. Hvordan skal lærerne, forældrene og eleverne håndtere tabet af respekt?

Der skjuler sig en guldgrube af førstehåndshistoriske, uddannelsespolitiske, videnskabelige og fagpædagogiske kilder i de 55 siders »Kilder og litteraturessays«, der afrunder bogen. Her blotlægges kapitlernes bærende knoglestruktur, der ikke tegnede sig tydeligt under læsningen af de flydende og lettilgængelige kapitler. Forfatterne er særdeles velbevandrede udi relevante ph.d.-afhandlinger, lovstof, tidsskriftsartikler med meget mere. Her kan kommende forskere og specialestuderende hente stor inspiration. Til tider efterlyser de tre forskere ligefrem forskning. Således »savnes der et videnskabssociologisk værk om dansk pædagogik igennem de sidste 50 år«, og historien »om seksualundervisningens indtog i folkeskolen er et emne, som forskningsmæssigt er sparsomt belyst«.

Ikke et partsindlæg

Bag mange af tidens uddannelsespolitiske tiltag og fagpædagogiske udgivelser står der klart profilerede stemmer. Ning de Coninck-Smith, Lisa Rosén Rasmussen og Iben Vyffs Dansk skolehistorie 5 er anderledes lavmælte; men i hænderne har jeg ikke et neutralt og knastørt tilbageskuende historisk værk. Bogen har kant; men de skrivende tager ikke parti for lærerne, børnene eller forældrene, og de kan ikke ’parkeres’ inden for en entydig politisk horisont. Forfatterne er ikke ’gift med’ bestemte pædagogisk-didaktiske forestillinger, ej heller er de stramt videnskabsteoretisk indforskrevne i én tankeform (positivisme, strukturalisme, konstruktivisme, kritisk teori, fænomenologi, systemteori etc.). De kæmper ikke for at forsvare eller revitalisere dannelsestanken (desværre ikke, vil jeg driste mig til at proklamere her på falderebet) endsige for at gennemsætte særlige politiske ’visioner’ om, at alt skal evidensbaseres og målstyres. Værket er hverken nostalgisk eller fremtidsbejaende, snarere er det tematisk opbygget og analyserende. Det kommer så at sige hele vejen rundt og giver mæle til hundredevis af aktører og fortællinger, erindrende os om utallige lokale aktiviteter og skelsættende skolepolitiske tiltag.

Det afsluttende bind af Dansk skolehistorie fremviser de stridende aktøres tanker og handlinger, og lader den spraglede skoleverden træde frem i dens foranderlighed og tilsyneladende evindelige konfliktualitet.

Ning de Coninck- Smith, Lisa Rosén Rasmussen og Iben Vyff
Da skolen blev alles. Tiden efter 1970.
384 sider. 399,95 kr.
Aarhus Universitetsforlag
Indgår som bind 5 af Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her