Læsetid: 5 min.

Hvorfor ikke bare trække lod?

Folketingsvalget er i fuld sving. Men hvorfor er valg blevet vores foretrukne demokratiske procedure? Ny bog stiller spørgsmål til valgets demokratiske rolle. Det er der kommet et interessant forsvar for demokratiet ud af
6. juni 2015

Et land er demokratisk, hvis det tillader befolkningen at vælge sin egen regering ved tilbagevendende, anonyme valg grundlagt på borgernes lige valgret. Sådan hedder det ofte i den demokratiske kanon. Men valg er en meget begrænset procedure, et slags restprodukt af den demokratiske udvikling, der er foregået siden det antikke Athen. Det kan vi alt andet end være tilfredse med, skriver den hollandske forfatter David van Reybrouck i en ny bog.

Folketingsvalget buldrer derudad. Men valghandlingen og det valgrepræsentative demokrati er blevet en sygdom i det vestlige samfund. Valget lover borgerne indflydelse og stemmeret, at argumenter cirkulerer frit og underkastes kritik og debat, at de valgte politikere tænker langsigtet og agerer i samfundets interesse. Men det er kun ganske få af disse idealer, der faktisk indfries. Valg vindes ikke længere ved det gode arguments kraft, men på tv-skærmen, hvor politisk debat viger til fordel for personlig udstråling og spin. Langsigtede beslutninger viger til fordel for kortsigtede.

Kampen mod klimaforandringer, opgøret med forældede pensionsordninger eller anlæg af ny stor infrastruktur står i stampe, fordi kun de færreste politikere kan se ud over den fireårige valgcyklus. I stedet er de fanget i en ond spiral, hvor den politiske vælgermaksimering skal garantere, at kun de initiativer og ordninger, vælgerne vil acceptere på kort sigt, bliver indført – og dermed giver stemmer i kassen. Det er en økonomisk tankegang modelleret over markedet, der skaber uheldssvangre demokratiske beslutninger. I Imod valg beskriver David van Reybrouck denne sygdomstilstand og dens mest fremherskende symptom: mistillid. Borgerne nærer mistillid til politikerne, ligesom politikerne ifølge undersøgelser i stigende grad har mistillid til deres vælgere, som er blevet til mobile forbrugere af politiske budskaber.

Afmattelse

Imod valg viser, hvordan demokratiet på den ene side har været i en historisk udvikling og på den anden side lider under sin egen succes ved at have reduceret det centrale demokratiske spørgsmål til valg. Efter 1945 havde verden som følge af fascisme, kommunisme og kolonialisme kun 12 fuldgyldige demokratier. I 1972 var der 44 frie stater, i 1993 var der 72. I dag har 117 lande ud af et samlet antal på 195 lande demokratiske valg. Alligevel er opbakningen til demokrati faldende målt på flere urovækkende indikatorer. Ifølge World Values Survey er der sket en historisk stigning i borgernes efterspørgsel efter ’stærke ledere’, ligesom tilliden til parlamenter, regeringer og politiske partier i de demokratiske lande er historisk lav.

Denne afmattelse skyldes ifølge van Reybrouck flere ting. Over 20 år efter Murens fald er skuffelsen stor i dele af den tidligere Østblok. Ungarn er på vej til at afskaffe almindelige demokratiske normer som f.eks. fri presse og har senest overvejet at genindføre dødsstraf. Det arabiske forår synes kun i meget få tilfælde, hvis overhovedet, at have ført til en demokratisk opblomstring. Men også blandt de europæiske demokratier er der krisetegn. I 2012 havde kun 33 procent af europæerne tillid til Den Europæiske Union. Tilliden til de nationale parlamenter lå endnu lavere (trods indbyrdes forskelle i de europæiske lande). I 1960’erne deltog over 85 procent af europæerne i parlamentsvalg. I dag er det under 77 procent, det laveste tal siden Anden Verdenskrig.

David van Reybrouck analyserer den demokratiske udmattelse gennem en række præcise studier af populismens opkomst i Europa, indsættelsen af ikke-valgte teknokrater i Sydeuropa samt det stigende krav om direkte demokrati, som formuleres af nye aktivistiske bevægelser. Fraktioner som Occupy Wall Street i USA, Democracía Real Ya! i Spanien, Wütburger i Tyskland, G1000 i Belgien og Anonymous og Die Piraten i cyperspace afspejler ikke kun en generel afmagt overfor finanskrisen og bankkrisen, men en dybereliggende demokratisk styringskrise.

Den centrale hypotese i Imod valg er, at alle disse forfaldstendenser i demokratiet kan føres tilbage til den reducerede demokratiske deltagelse, der kendetegner valgfundamentalismen. Det vil sige den nedarvede tro på, at demokrati ikke bare er utænkeligt uden valg, men at valg også er den bedste metode til at handle demokratisk. Men hvorfor skulle stemmeurnen være det ultimative udtryk for folkesuverænitet? Ifølge van Reybrouck kan den demokratiske borger langt fra være tilfreds med de indbyggede begrænsninger, der kendetegner valget. Derfor lancerer han et intenst og inspirerende forsvar for demokratiet, der tager afsæt i to alternative teknikker til demokratisk beslutningstagen.

Den ene er allerede kendt og stammer fra den tyske filosof Jürgen Habermas, der i over et halvt århundrede har insisteret på kommunikationens politiske og sociale kraft. Det drøftende demokrati handler om at aktivere civilsamfundet og igangsætte demokratiske debatter på alle niveauer som en forberedende proces til de politiske beslutninger i det repræsentative demokrati. Denne form for deliberation var vigtig for grundlæggelsen af den demokratiske kultur i Europa med stiftelsen af politiske partier og det organiserede civilsamfund af både partiejede og partiuafhængige medier. Demokratisk drøftelse må genetableres på så mange platforme som muligt, står det til van Rey-brouck.

Lodtrækning

Den anden løsning er anderledes radikal. I stedet for valg som den foretrukne demokratiske beslutningsform tegner van Reybrouck et billede af en glemt demokratihistorie. Det er historien om lodtrækning som den primære demokratiske procedure. Hvor mærkeligt det end må lyde i ørerne på en moderne læser, blev valget af statens repræsentanter i det antikke Grækenland og i Italiens renæssance ofte foretaget ved lodtrækning. Tilfældigt sammensatte borgergrupper er i mange tilfælde bedre i stand til at tjene almenvellet end valgte organer bestående af politiske eliter med deres indbyrdes magtkampe og strategiske spil. Faktisk viser van Reybroucks detaljerede historiske analyser, at så forskelligartede politiske tænkere som Aristoteles, Rousseau og Montesquieu var enige om, at valghandlingen i sit væsen er og bliver aristokratisk, imens lodtrækning i sit væsen er demokratisk.

Allerede Aristoteles så, hvordan »valg ved lodtrækning ligger i demokratiets natur, imens valg ved afstemning ligger i den aristokratiske styreform«. Den franske oplysningsfilosof Montesquieu så ligeledes i valget en elitær samfundsform, hvor kun aristokrater har en chance. Og Rousseau satte trumf på ved at sige, at vi med valghandlingen har fået et »valgt aristokrati« i stedet for et »arvet aristokrati«. Det fører David van Reybrouck frem til en konstatering af, at valget er til for at bevare samfundets elite og magt centreret på forholdsvis få hænder, imens lodtrækning – struktureret af et nøje planlagt og minutiøst reguleret system – kan radikalisere den demokratiske medbestemmelse og undgå den kortsigtethed, som præger valghandlingen og den permanente valgkamp. Bogen præsenterer dette sindrige og ambitiøse system og giver et inspirerende bud på, hvordan demokratiet kan udvikles: ved udtrækning af borgere til at varetage de centrale demokratiske funktioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Pedersen
Carsten Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu