Læsetid: 9 min.

Mellemøstens kvinder kan ikke vente på demokratiet

Den egyptiske forfatter Mona Eltahawy accepterer ikke den logik, der siger, at først skal man have demokratiseret Mellemøsten og siden kan ligestilling mellem kønnene følge. For hende er enhver revolution på forhånd dødsdømt, hvis der ikke er ligestilling, så Mellemøsten har brug for en seksuel revolution nu
Når venstrefløjen ikke vægter kampen mod niqab’en, er det, fordi den ikke forstår, at det er en kamp mod en ideologi, som ikke tror på kvinders rettigheder, skriver Mona Eltahawy.

Abbie Trayler-Smith

6. juni 2015

Måske skulle man begynde med at fortælle historien om Khadijah. Ja, du ved, profeten Muhammeds første hustru. Den modne, selvstændige kvinde, der gik forud for den purunge Aisha, som de fleste sikkert har hørt om. Khadijah kender man mindre godt, og hvorfor hun er mindre kendt er afgørende for at forstå den misogyni, det kvindehad, der hersker i de fleste muslimske lande i Mellemøsten.

Det er i hvert fald det, den egyptiske journalist og forfatter Mona Eltahawy vil med sin nye bog Headscarves and Hymens – Why the Middle East Needs a Sexual Revolution, nemlig at belyse, hvordan det manglende kendskab til Khadijah på mange måder kulturelt forklarer et kvindehad, som er mere omfattende, end de fleste vil se i øjnene, og hvis man sætter tingene lidt på spidsen, også forklarer den fejlslagne politiske og kulturelle revolution i regionen.

Khadijah var en rig, fraskilt og selvstændig kvinde, og hun var Muhammeds arbejdsgiver, da hun friede til ham. Dengang var hun 40 år gammel og Muhammed 25 år. Mens hun levede, var Muhammed ikke gift med nogen anden kvinde. Hun var den første muslim, for hun var den første, der troede på og forstod Muhammed, da han fik sine syner.

I sin bog er Mona Eltahawy først og fremmest interesseret i den kultur, der frembringer en kvinde som Khadijah. Hendes forklaring på, hvorfor man så sjældent taler om hende, kom lidt mere bombastisk på scenen ved den store PEN-litteraturfestival i New York for nylig: »Khadijah er det værste mareridt, som de morderiske lorte kendt som Islamisk Stat kan forestille sig,« lød det mindre diplomatisk.

For Khadijah var en kvinde, som repræsenterer samtykke og selvstændigt virke, en stærk kvinde, som vidste, hvad hun ville have, og fik det. Og hun fik selveste Islams profet.

Hvorfor er den historie om Khadijah næsten forsvundet? Hvorfor er det så svært at finde en moderne Khadijah, og hvorfor taler så få om denne modne kvinde, mens alle taler om den purunge Aisha, der blev voldtaget på bryllupsnatten, og som har medført, at begrebet om barnebrud på legitim vis har fået lov at leve videre i den muslimske kultur.

Eltahawys svar på det spørgsmål er klart. Khadijah repræsenterer den magt og autonomi, som mange muslimske præster foragter og frygter hos kvinden. Barnebruden derimod er hjælpeløs, føjelig, uden erfaring og mangler evnen til at udfordre mandens autoritet. De præster, der insisterer på den ’islamiske ret’ til at gifte sig med små piger, skal, skriver Eltahawy i bogen, være ærlige og sige, at det, de i virkeligheden ønsker sig, er føjelige og magtesløse piger, der ikke udfordrer dem. Og Eltahawy fortsætter: Først når man kalder det gentagne overgreb ved rette navn, nemlig pædofili, og begynder at beskytte vores piger mod mænds misbrug, kan vi måske komme videre.

Fra scenen i New York fortalte Eltahawy, at det var hendes store drøm at skabe en slags Khadidjas brigade i hele Mellemøsten!

Mandemagt

Hun er et festfyrværkeri i sig selv, Mona Eltahawy. Håret knaldrødt. På den ene arm har hun tydeligt tatoveret en egyptisk frugtbarhedsgudinde, på den anden arm sammen med det egyptiske ord for ’frihed’ navnet på den gade, hvor hun i forbindelse med protesterne i 2011 på Tahrir-pladsen blev arresteret, fik brækket begge arme og blev seksuelt forulempet, som hun selv formulerer det. Hun besluttede efterfølgende med skønhed på egen krop at fejre sin egen overlevelse.

Mona Eltahawy har sin egen historie og mellemværende med en kvindefjendsk kultur. Hun er født i Egypten og boede som ung en årrække i Saudi Arabien. I dag bor hun både i Kairo og i New York. Efter publicering af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten bosatte hun sig en periode i København for at følge udviklingen af den sag herfra.

Eltahawy har rapporteret vidt og bredt i internationale medier om vilkårene for kvinder i Mellemøsten og om det arabiske forår, men Headscarves and Hymens er hendes første egentlige bog, der er baseret på hendes mange rejser i Mellemøsten og Nordafrika og samtaler med kvinder i de forskellige kulturer. I bogen, hvor hun sammenholder sin egen historie med historierne fra alle de kvinder, hun møder, fordømmer hun de undertrykkende kræfter – politisk, kulturelt og religiøst – som reducerer millioner af kvinder til andenklasses borgere i hele regionen.

I indledningen til sin bog skriver hun eksempelvis: »Nævn mig et arabisk land, og jeg skal fremføre en litani af misbrug mod kvinder i det land, misbrug frembragt af en giftig blanding af kultur og religion.«

Når mere end 90 procent af de egyptiske kvinder i renhedens navn får skåret i deres genitialer og på ydmygende vis og helt vilkårligt ved enhver lejlighed bliver udsat for den såkaldte ’jomfrutest’, så er det ifølge hende på tide at råbe op. At være kvinde er i flere mellemøstlige stater nemlig at være personifikationen af synd. Og besættelsen af at kontrollere kvinder og deres kroppe stammer ifølge Eltahawy fra denne konstante frygt for, at kvinder kun skulle være få skridt væk fra den uhyggelige seksuelle umættelighed.

Det lyder også sådan her: »Hvorfor hader de mænd os? De hader os, fordi de har brug for os, de frygter os, de forstår hvor meget kontrol, der er brug for for at holde os på ret kurs, så vi forbliver gode piger med vores jomfruhinder intakt, indtil det er tid til at kneppe os til mødre, der føder kommende generationer af misogynister for at give brændstof til deres patriarkat. De hader os, fordi vi på en og samme tid frister dem og forløser dem fra det patriarkat, som de før eller senere indser også skader dem.«

Hendes bog tager derfor fat i den altdominerende misogyni i hele Mellemøsten. Misogynien er imidlertid ikke bare iboende islam, for der findes ifølge Eltahawy en anden feministisk arv i regionen og andre fortællinger, som ikke er importeret fra Vesten og tæller navne som Huda Shaarawi, Doria Shafik, Newal El Saadawi, Fatima Mernisse. Ligesom Eltahawy også i bogen er på sporet af den arabiske erotika, hvor kvinder og mænds seksualitet ligestilles.

Kampens to fronter

Det særlige ved Eltahawy er, at hun ikke ser køn som biomstændighed af den store politiske revolution. Hun gør med eftertryk op med den logik, der siger, at først skal man have gennemført en politisk omvæltning af de mellemøstlige stater, siden kan ligestillingen mellem kønnene følge. Nej, i hendes optik vil enhver revolution på forhånd være dødsdømt, hvis man ikke tager udgangspunkt i ligestilling mellem kønnene og voldsomt forbedrer kvindens status i de mellemøstlige stater.

Hun siger således, at siden det arabiske forår i 2010 har arabiske kvinder to revolutioner at udkæmpe: én kamp sammen med mændene mod de undertrykkende regimer og en anden mod hele det politiske og økonomiske system, der undertrykker kvinder i Egypten, Saudi Arabien, Tunesien, Libyen, Yemen og en række andre lande.

Lige så glad, Eltahawy var for at se diktatorer vælte rundt omkring i regionen og indlede eksperimenter med demokrati, lige så deprimerende har det været at se, hvordan kvinder, der stod side ved side med mændene i gaderne, så hurtigt igen er ved at tabe de få rettigheder, de fik i de postrevolutionære stater. Eksempelvis i Egypten, hvor det muslimske broderskab med Mohamed Morsi kom til magten og betød en voldsom udfordring af kønnenes ligestilling. Og hun gør endvidere opmærksom på, at det var i det nye Egypten, at hun blev fysisk og seksuelt forulempet.

»Hvis ikke vi trækker en forbindelse mellem statslig misogyni og den på gaderne, og hvis ikke vi lægger vægt på behovet for en social og seksuel revolution, vil vores politiske revolution fejle. Og lige så vigtigt, kvinder vil aldrig blive fri til at leve som autonome borgere, hvis ikke den kropslige integritet er sikker inden for og uden for hjemmet,« skriver hun.

Og hun tilføjer, at hendes bog er et bidrag til at bryde afstanden mellem det offentlige og private.

»Jeg er et produkt af min kultur og min tro. Jeg er datter af tabuer og tavshed, som jeg selv kæmpede for at befri mig fra. Jeg er søster til enhver kvinde, der kæmper mod undertrykkende kræfter, som har kvalt vores sexliv og gjort dem til sådanne minefelter.«

Feminismen er global

Eltahawys bog er også et manifest, der udover at fremvise misogynien i hendes del af verden forbinder sig med en global feministisk kamp. Ligegyldig hvilken region, man nævner, så har de deres egen feministiske bevægelse, og derfor er det en global kamp, siger hun. Det er en pointe i bogen, at vestlige feminister også forstår, at feminisme ikke kun er en vestlig bevægelse. Den er en del af alle lande og kulturer og udspiller sig på forskellige tidspunkter i de enkelte lande.

Hun peger således på, at Tyrkiet allerede havde en kvindelig højsteretsdommer i 1940, lang tid før der fandtes sådan en i Vesten (vi fik i Danmark med Bodil Dybdal den første kvindelige højsteretsdommer i 1953, red.), ligesom man i kristne kulturer langt op i vores tid har praktiseret kure mod masturbation eller lesbianisme.

Skuffelsen over Vestens ignorans i forhold til mellemøstens kvinder kommer også til udtryk i diskussionen forbud mod niqab. Eltahawy mener, at det er et stort svigt fra venstrefløjen i Europa, hvis man ikke forstår, at niqab-forbud har alt at gøre med kvinders rettigheder, at kvinder i fællesskab og i hele verden kæmper mod en ideologi, som ikke tror på kvinders lige rettigheder. Til de venstreorienterede og politisk korrekte siger hun derfor, at deres kulturelle relativisme skader lige så meget, som den hjælper.

Eltahawy kritiserer i samme åndedrag Vestens svigt, når det handler om at lægge pres på de mellemøstlige stater, som man også har handelsinteresser med. Hun nævner eksplicit sagen, hvor den svenske udenrigsminister Margot Wallström på talerstolen i Riksdagen beskyldte Saudi-Arabien for at krænke kvinders rettigheder og kaldte landet et diktatur. Sauderne udlagde udtalelserne som et direkte angreb på islam og sharialovgivningen, og fra svensk erhvervsliv talte man kritisk om manglende diplomati, samtidig med at der lød krav om undskyldning for at have krænket saudernes religion.

Og Eltahawy nævner John Kerry, der tog til Saudi-Arabien uden at sige et ord om kvinderettigheder, fordi det ville være dårligt for det økonomiske samarbejde. Men det er, siger Eltahawy, helt utilgiveligt, og hun tilføjer, at kvindeundertrykkelsen i Mellemøsten er lige så kriminel som apartheid i Sydafrika. Det skal aldrig legitimeres, at mænd behandler kvinder dårligt. Det er at acceptere misogyni.

Eltahawy ved godt, at hendes bog vil blive brugt politisk af højreorienterede, der i hendes bog kun vil se sig bekræftet i deres islamofobiske verdensbillede. Men de højreorienterede misbruger hende. Hun siger, at muslimer bliver udsat for meget skidt i de lande i Vesten, hvor de lever som mindretal, men at hun som egypisk muslim har ret til at kritisere forholdene her og tilføjer, at hun i øvrigt tror på retten til at kritisere og krænke. Men også på retten til at protestere mod den. Og hun har ret til at kritisere misogynien.

Til de højreorienterede svarer hun derfor, at de amerikanske sydstater på mange måder er lige så slemme som Saudi Arabien. Hun kalder eksempelvis Oklahoma for »Vestens Mellemøsten«, for her så er mange ligheder med konservatisme, religion og patriotisme. I Mellemøsten bekæmper hun det muslimske broderskab, her i Vesten det kristne broderskab, siger hun. De to er snævert forbundet ved at være styret af mænd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maria Alina Wedø
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Robert Kroll
  • Ingrid Uma
  • Fraus Dolus
  • Jan Svenson
Maria Alina Wedø, Robert Ørsted-Jensen, Robert Kroll, Ingrid Uma, Fraus Dolus og Jan Svenson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

Det er vel netop det, der er problemet i Danmark. Hvis man ser i øjnene, at de muslimske kvinder kan være stærke og veluddannede - og samtidig med de bekender sig til Islam også insisterer på at være ligeværdige mennesker - er det ikke længere nødvendigt at ynke og beskytte dem, de kan selv. Så er der pludselig en masse beskyttere, som ikke har nogen at beskytte - men nogen at kæmpe sammen med, og det er jo noget ganske andet.

Det har altid undret mig at eliten, både politikere og toneangivende danskere, næsten altid har rådført sig med imamerne om islamiske spørgsmål. Som en muslim også sagde engang, de rådfører sig da ikke med indremissionske præster om danske anliggender.

Robert Ørsted-Jensen, Mikkel Madsen, Grethe Preisler og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Mona Eltahawy skal have mange tak, fordi hun fremfører historien om Khadijah, profetens første hustru, og samtidig sætter hende i relief til andet. Jeg er stødt på hende - altså Khadijah et par gange, men aldrig tænkt nærmere over hendes plads i religionen.

Jeg kender også et par Khadijah-aer - altså virkelig veluddannede kvinder i et muslimsk samfund, og trods de ser godt ud, og klarer sig ret godt, er de åbenbart ikke attraktive på kvindemarkedet.

Selvfølgelig har Mona Eltahawy en pointe her. For hvorfor netop vente og vente på at få den ligestilling, som mange lande giver ret til. Og måske lever hun netop i det samfund, der får dette gennemført, for Egyptens diktatoriske styre må jo nødvendigvis endnu engang skabe gnisten, der får samfundet til at eksplodere.

Til gengæld skal Mona Eltahawy også gøre sig det klart, at kvinder også har haft det svært i de kristne samfund. Se blot på, at selv i den reformerte kirke findes fortsat sorte præster, der er imod at kvinder bestiger prædikestolen.

odd bjertnes

'Måske man skulle starte med ...' .. en historie om Muhammed og hans utvivlsomme vidunderlighed ?
Der er godt nok et stykke vej endnu så ;-D

Skulle man ikke vende blikket og se på f.eks. Texas og kvindesynet i denne stat og sammenligne det med f.eks. kvindernes magt i Iran?

Per Dørup Jensen

Ja, eller måske skulle man vende blikket mod Afghanistan omkring 1980´erne, hvor kvinder før og under den progressive, Sovjet-støttede regering gik i lårkort, og hvor der var en udstrakt kønslig jævnbyrdighed.
Eller blot vende blikket få år tilbage til Libyen, hvor kvinder ligeledes nød godt af en en tilnærmelsesvis kønslig lighed under "tyrannen" Gaddafi.
Nu går kvinderne i begge lande mere eller mindre tildækket, selv under den hede middags-sol.

Ja eller alle de nævnte steder som @ Per Dørup nævner og sammenligne det med statistikkerne fra Iran hvad angår kvinder i studier, kvinder i de offentlige poster, kvinder der har mænd under tøflen, kvinder i medierne m.m. Så er der bombastiske forskelle.

Preben Haagensen

Khadijah, ja så længe hun levede sørgede hun for, at holde Muhammed på den rette vej, det vil sige i 25 år til hun faldt væk. Det vil sige hun var en stærk kvinde, og efter hendes død flippede Muhammed ud og havde nok så mange koner, ja blev en rigtig libertiner. Aisha, ja hun var nok ung, men kom vel nok til, at kende hans svagheder. Hun grinte i hvert ifald altid af historien om hans natterejse til Jerusalem og derefter til Himlen, som hun sagde han rørte sig ikke fra det sted hvor han lå i huset.
Det mest sørgelige er nok Q'uranens opdeling i perioden i Mekka og siden i Medina hvor Muhammed blev statsmand og militærleder og meget andet, altså religion og politik integreret i hinanden, som siden har været årsagen til Islams ulykker i forhold til resten af verden. Hvis man i det hele taget tror på Muhammed har levet, da han nærmest ikke nævnes i Q'uranen, men først flere hundrede år efter i de såkaldt Hadith, altså fromme fortællinger, skrevet af en eftertid.

Grethe Preisler

Man bader ikke to gange i den samme flod, hr. anmelder. Vi er ligesom kommet lidt længere på svømmeturen i Feminismens Flod i DK anno 2015 end kvinderne i Mellemøsten og Gods'Own Country på den anden side af 'andedammen'.

Den kamp for Kvindernes Frihed til at råde over egen krop, egen arbejdskraft og egne økonomiske midler, som Mona Eltahawy slår til lyd for her i den danske filial af 'Den frie Vestlige Verden', starter i vore dage der, hvor vores egen Suzanne Brøgger slap, da hun lagde pamfletterne 'Fri os fra Kærligheden' og 'Kærlighedens Veje og Vildveje' på hylden i arkivet og sprang ud (eller ind om man vil) af skabet som skønlitterær forfatter i sin egen ret og på fuldtidsbasis.