Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Møder med kunstnere i Berlin

Åh, der er dejligt i den nytyske hovedstad, hvor vi altid sluttede aftenerne med en kold pils på en knejpe på Ludwigkirchplatz og oven i hatten fik et sjovt eksempel på lemmingeeffekten
Åh, der er dejligt i den nytyske hovedstad, hvor vi altid sluttede aftenerne med en kold pils på en knejpe på Ludwigkirchplatz og oven i hatten fik et sjovt eksempel på lemmingeeffekten

Rasmus Fly Filbert

Moderne Tider
13. juni 2015

Berlin har udviklet sig til en dansk satellitby. Du kan spadsere på Kurfürstendamm, nyde kaffe på Cafe Einstein eller glane på Kollwitzplatz og ingen steder vide dig sikker for dansktalende. Det er ret irriterende, for på den måde kan man jo ikke højlydt kommentere folks store næser og uheldige påklædning. Billige flybilletter får vi smidt i nakken, og folk rejser gerne foråret i møde i den tyske hovedstad. Læg dertil, at 2-300 danske kunstnere siges at have bosat sig der.

Med et vennepar rejste jeg forsommeren i møde, og for at det hele ikke skulle være sjov og ballade, tog vi straks op til Sachsenhausen lidt nord for byen. Det bør høre med til almindelig europæisk dannelse at have besøgt en kz-lejr. Har man set filmen Schindlers liste, ved man meget om rædslerne, men det er anderledes konkret at gå rundt på området og få realiteterne tæt på. Alligevel sært opløftende, fordi bødlerne tabte til sidst. Med tiden er tavlen vasket ren. Tyskerne er okay i dag.

Selv skulle jeg skrive på en opgave i vores lånte lejlighed, men man kan jo for pokker ikke skrive hele tiden.

Die Asta

Vi gik ned ad Fasanenstrasse, hvor den danske stumfilmstjerne Asta Nielsen boede i 1930’erne. Propagandaminister Goebbels ville overtale hende til at støtte nazismen. Det ville hun ikke – og rejste hjem til Danmark. Gadedøren var aflåst, men Beatrice, som også er skuespillerinde, ringede på dørtelefonen og spurgte frejdigt, om vi måtte se lejligheden. Det måtte vi godt.

Den er stor og nogenlunde intakt med møbler og interiør fra Die Astas tid. I dag fungerer den som pensionat, og en venlig herre fortalte om filmplakater, avisudklip og breve, hængt op på væggene, noget af det købt på auktioner.

Min anden medrejsende, Franz, som er filminstruktør, fortalte, at han som ganske ung mand havde været chauffør for den da aldrende diva, da hun skulle have forevist en film om sig selv, som forfatteren Henrik Stangerup havde begået. Midt i visningen rejste hun sig og gik. Hun brød sig ikke om det, hun så – til Stangerups store beskæmmelse, da han var en stor beundrer af hende.

Trafiksystemet i Berlin er indviklet. Vi har været i byen flere gange og er ofte gerådet i vilde diskussioner på perronerne, om vi skulle tage med det ene eller det andet tog og i hvilken retning. Nu har vi fundet en modus. Tricket er, at man læser på ruten hjemmefra, noterer endestationerne, og vips glider man lige igennem. Desuden smider vi hver et beløb i en fællespung, så vi ikke skal sidde og fedte med betalingen på cafeerne. Småskænderier er afløst af grineanfald, det bedste i verden.

En aften besøgte vi billedkunstneren Marca Merica og amerikaneren Douglas, der var astrolog for Ebbe Kløvedal Reich og mange andre i København, hvor han praktiserede i de glade hippiedage. Kunne nogen lægge et horoskop, så var det Douglas, som dengang havde afbrudt en begyndende karriere som rumforsker – og forresten stadig opsøges af danske ’kunder’.

Nedtur på Gugelhof

De fleste kunstnere har forladt deres gamle kraftcenter, Prenzlauerberg, til fordel for nye, gamle bydele, men danske Ulrik, som vi også besøgte, er forblevet. Han har et ydmygt atelier, forekom det mig, men da han inviterede os på sin stamrestaurant, fortalte han, at han har købt en Porsche! Nye tider. Engang tjente billedkunstnere dårligt nok til smør på brødet. Tallet på 2-300 danske kunstnere, der skulle bo i Berlin, er ifølge Ulrik aldrig verificeret. En eller anden anslog det i et interview, hvorefter det er blevet gentaget i talrige avisartikler. Et rendyrket eksempel på det, der i journalistikken kaldes lemminge-effekten, og som heller ikke er ukendt blandt politikere i valgkamp.

Selv ville jeg vise mit ferierende, kulturelle vennepar, Marianne og John, Gugelhof i Prenzlauerberg, som forfatteren Jan Sonnergaard engang anbefalede mig – han har studeret dernede – men ak, både maden og vinen var dårlig den aften. Intet er så sørgeligt som en kvalitetsrestaurant i frit fald. Så kan de reklamere aldrig så meget med, at Bill Clinton har besøgt den. Tilmed måtte jeg bagefter høre på Johns brokkerier over al den tid, det tog at køre med U-bahn tværs gennem Berlin. Han er vant til Viborg. Vi sluttede denne aften som de øvrige med en kold berlinerpils på knejpen Kuchel-Eck på Ludwigkirchplatz udendørs i forsommervarmen. Det skuffer aldrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her