Læsetid 3.36 min.

Fra sproget og rummet til stedet

Vi lever ikke i et tomrum, men i rum og på steder, gennemstrømmet af kvalitative forbindelser og betydninger. I en tid præget af politisk kortåndet humaniora-bashing er det balsam for sjælen at læse en forskningstung antologi om den topologiske vending, rumerfaringer, heterogene rum og dobbeltsenge, børn slet ikke kan lade være med at hoppe i
13. juni 2015

Topologi betyder læren om stedet, skriver professor i fransk sprog og litteratur Anne Elisabeth Sejten i introduktionen til antologien Æstetiske topologier i litteratur og kunst. Grænser, brud og mobilitet i litteratur og kunst, forfattet af 12 humanistiske forskere – 11 fra RUC og én fra KU. Æstetiske topologier drejer sig om stedernes sansemæssige kvaliteter, dvs. om distinkte menneskelige erfaringer af, med og i rum.

Det lyder abstrakt og tørt – så lad os straks give ordet til den franske tænkningshistoriker Michel Foucault, der i et radioforedrag i 1966 ganske malende og insisterende sagde: »Hør her, hvad jeg vil sige: Man lever ikke i et neutralt og hvidt rum; man lever ikke, man dør ikke, man elsker ikke på et papirarks rektangel. Man lever, man dør, man elsker i et rum, som er kvadreret, opklippet, broget (malet), med lyse og mørke zoner, med forskelle i niveau, med trappetrin, med huer og knolde, med hårde områder, og andre, som er skrøbelige, gennemtrængelige, porøse; der er områder for passage, gader, tog, metroer; der er åbne områder for midlertidige ophold: cafeer, biografer, strande, hoteller, og så er der de lukkede områder for hvile, og hvor man er hjemme hos sig selv.« Bemærk, hvordan kropslige bevægelser, mentale tilstande og sansekonkrete, materielle kvaliteter blandes.

For næsten 50 år siden genlød radioæteren lidt senere af Foucaults hyldesterklæring til børnenes jagt på og optagethed af mod-rum og lokaliserede utopier: »Det er selvfølgelig nede i bunden af haven, det er selvfølgelig oppe på loftet eller endnu bedre indianerteltet stillet op midt oppe på loftet, eller yderligere er det torsdag eftermiddag i forældrenes dobbeltseng. For det er på denne store seng, at man opdager oceanet, fordi man kan svømme mellem tæpperne, og denne dobbeltseng er også en himmel, fordi man kan hoppe på fjedrene; det er en skov, fordi man kan gemme sig i den; det er natten, fordi man bliver til spøgelse mellem lagnerne, og til slut er den nydelse, fordi man vil blive afstraffet, når forældrene kommer hjem.« Så entrer sørøverne pludseligt scenen, og hjemmets symbolske og reelle magt udfordres af idérige børn og skibe, der kan lette anker: »Civilisationer uden både er som børn, hvis forældre ikke har en dobbeltseng, man kan lege på; så tørrer drømmene ud, spionage erstatter eventyret og politiets hæslighed korsarernes solbeskinnede skønhed.«

Aktivisternes Madrid og et imaginært London

Disse langt fra almenkendte og særdeles livgivende Foucault-sentenser forefindes i kultur- og byforskeren Henrik Reehs velskrevne og tankevækkende analyse af aktivisternes handlinger og kreative bebyggelser, gjort af snor, knuder og presenninger, på pladsen Puerto del sol i Madrid i maj 2011.

Antologien afrundes af den grundigste analyse af Det Tredje Riges geopolitiske rumbegreb, jeg nogensinde har læst. Idéhistorikeren Lars Axel Petersen foretager en kildetæt læsning af bl.a. Hitlers ytringer om Lebensraum. Det tyske folk må erobre ny jord for at sikre folket en fri tilværelse, forlyder det i Mein Kampf. Første Verdenskrig blev tabt, og den skandaløse Versaillesfred indskrænkede ifølge nazisterne både det tyske råderum og det nationale territorium. Anden Verdenskrig var derfor tiltænkt rollen som den ekspansive rumannekterings projekt. Undervejs erfarer den måske ikke alt for historisk vidende læser, at historikere har registreret hele 42.500 nazistiske ghettoer og fangelejre i Tyskland og de tidligere tyske besatte områder af Europa. Retfærdiggørelsen af raceudryddelsen bindes sammen med en forestilling, der får mæle i en grufuld og grusom artikel af juristen Werner Best fra 1942: »Tilintetgørelse og fortrængning af fremmede folkeslag modsiger ifølge de historiske erfaringer ikke livets love, hvis den er fuldstændig.«

De øvrige 10 artikler kommer vidt omkring. Litteraturforsker Anne Loddegaard foretager en meget elegant læsning af Joris-Karl Huysmans’ dekadenceroman Mod strømmen (1884). Hovedpersonen des Esseintes foretager en rejse til Paris; men på baggrund af en rig fantasi og med tankerne til bristepunktet fyldt med samtidens litterære beskrivelser af London, befinder han sig pludselig i ’London-i-Paris’ (artiklens titel, der angiver en topografisk palimpsest). Fysisk og mentalt udmattet efter talrige smagsmæssige oplevelser på storbyens restauranter og uden nogensinde at være nået frem til virkelighedens London tager han toget hjem til sin franske provins samme aften, mens følgende berømte og ofte citerede tilbageblik serveres for læseren: »Hvorfor flytte sig, når man kan rejse pragtfuldt i en stol? Var han ikke i London, omgivet af byens lugte, atmosfære, indbyggere, føde og brugsgenstande? (…) Kort sagt har jeg oplevet og set alt det, jeg ville opleve og se. Jeg er blevet mættet med engelsk liv, lige siden jeg rejste; det ville være vanvid at gå hen og miste sådanne uforgængelige sanseindtryk ved en ubehændig rejse.« Huysmans lader med andre ord sin hovedperson foretage en subjektiv konstruktion af storbyen, hvorved forestillingskraften og topologiforståelsen kommer til at hænge intimt sammen.

Den topologiske vending

Ikke alle artikler kan få mæle her. Men nogle få overskrifter kan nævnes: »Surrealismens rum og kvinders kroppe. Et motiv hos Rita Kernn-Larsen,« »Brydninger i samtidskunsten: Sophie Calle«, … patriotisme og nationalisme i Ingemanns historiske romaner og Louise Westergaard (en prominent dansk kulturformidler), der tog til og skrev om verdensudstillingen i London i 1851.

The lingustic turn (den sproglige vending) i det 20. århundrede satte sproget i centrum som tænkningens og erkendelsens uomgængelige vilkår. The spatial turn (vendingen mod rummet) har stået på de sidste ca. 30 år, og det er antologiens påstand, at tiden så nu kommet til the topological turn (vendingen mod stedet). Rum er ikke allerede eller altid givne rum, ej heller er rummet et neutralt og abstrakt koordinatsystem eller et ubeskrevet grid. Den topologiske opmærksomhed samler sig derfor om at blotlægge, forfølge og initiere specifikke begivenheder i specifikke rum. Den er mikrosociologisk, konkret og sansenær. Den er investeret og ikke kun noget, der kan fastholdes ved hjælp af synet. Steder emmer som bekendt af liv, lugte og lyd.

Filosofi, videnskab og kunst er forskelligartede tanke- og handleformer – men de kan alle bidrage til at åbne det geografiske og territoriale rum. Dertil kommer, at når vi cykler eller går, befinder vi os på sin vis i kvalitativt andre rumligheder, end når vi kører i bil eller flyver. Topologien og kropsfænomenologien afsøger, hvordan den menneskelige eksistens former rum og formes af rum. Det særlige ved mennesket er, at det altid er inkarneret og situeret, dvs. i en krop og på et sted. Den topologiske vending besinder sig på dette vilkår.

Det er bestemt ikke mærkeligt, at mange af samtidens arkitekter og antropologer også er dybt optaget af ’det topografiske’. Arkitekterne ’indsætter’ aldrig bygninger i neutrale rum. De bliver ’nødt’ til at medtænke konteksten. Og antropologer kan begive sig ud i felten og kortlægge, hvordan hjemlighed, fremmedhed og territorialkamp udspiller sig på steder (topoi) i det sociale, det være sig i børneværelser, børnehaver, ungdomsklubber og på gaden.

Uden humanistisk forskning ville verden ikke bare være et fattigere sted (topos). Vi ville også blive berøvet muligheden for systematisk og konkret at tænke over, hvordan vi lever, bor, kæmper, skriver og indretter og udtrykker os i verden. Landets kortåndede og kortsynede uddannelsespolitikere kunne med fordel ægges til at stikke næsen ned i Æstetiske topologier. Måske de ligefrem kunne blive forvandlede. Thi uden nærkontakt til bøger og grundforskning tørrer ’det politiske’ ind til ingenting, dvs. til en servil økonomistisk håndtering af den lammende ikke-uenigheds ’nødvendige politik’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Anne Elisabeth Sejten (red.).

Æstetiske topologier i litteratur og kunst.
350 sider. 298 kr.
Forlaget Spring.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ib Jørgensen
Ib Jørgensen

Det kunne være spændende med analyser af de afmagtsproducerende effekter af den mobilitet som kapitalismen påtvinger os. Må jeg foreslå titlen "Afmagtens topologi"?