Den jødisk-amerikansk enfant terrible, aktivist og forsker Norman G. Finkelstein er på banen igen: stærk, præcis, kompromisløs som altid. Finkelstein har gennem årtier været en af de mest velartikulerede kritikere af staten Israels gøren og laden. Finkelstein har gennem årene skrevet det ene kontroversielle værk efter det andet. Hans måske mest omdiskuterede bog, The Holocaust Industry, kom på gaden tilbage i 2000. Hovedargumentet var her, at Israel hensynsløst udnytter Holocaust ideologisk, med henblik på at sikre immunitet mod al kritik af staten Israels handlinger over for det besatte palæstinensiske folk.
Finkelstein har endvidere været involveret i et utal af stormvejr, der har skabt opmærksomhed – ikke mindst i 2007, hvor han blev fyret fra DePaul Universitet. En fyring, der mest sandsynligt kom i stand efter pres fra zionistiske kræfter, som ikke kunne acceptere Finkelsteins massive kritik. I 2008 blev han nægtet indrejse i Israel og fik som mange efter ham 10 års indrejseforbud. Finkelstein underviser i dag på Sakaraya Universitet i Tyrkiet.
Hans seneste bog Method and Madness – The hidden story of Israel’s assualts on Gaza er netop udkommet. Den er hård kost, men bestemt læseværdig og et vigtigt bidrag til at forstå de nærmest forudsigelige og gentagne israelske aggressioner over for befolkningen i Gazastriben.
Finkelstein har samlet en række af sine egne artikler skrevet i perioden 2011-2014. De behandler kronlogisk Israels tre seneste større angreb mod Gazastriben: Operation Cast Lead i 2008-09; Operation Pillar of Defense i 2012 samt Operation Protective Edge i sensommeren 2014. Artiklerne søger konsekvent alternative forklaringer på de tre angreb.
Den ansvarsfri forbrydelse
I Finkelsteins optik handler det for Israel om at genskabe frygten. Israel havde mistet kant. Hizbollah rystede dem. Den arabiske verden var på det tidspunkt ikke længere tilstrækkeligt bange for Israel. Det skulle der ændres på. Dahiyedoktrinen, som blev introduceret i Libanon i 2006, var svaret. Voldsom magtanvendelse og ødelæggelse af civile beboelsesområder var opskriften. Det blev eksekveret i 2008-09 og i endnu højere grad i forbindelse med aggressionen sidste sommer. Et andet tema, der går igen i artiklerne, er, hvorledes Israel gang på gang slipper for ansvaret for landets utallige krigsforbrydelser.
Bogens kapitel 2 og 3 handler om netop denne problematik. Efter Operation Cast Lead i 2008-09 iværksatte FN’s Menneskerettighedsråd en fact-finding mission, der skulle undersøge alle tænkelige menneskerettighedskrænkelser under krigen. Det var den sydafrikanske højesteretsdommer og tidligere anklager ved den International krigsforbryderdomstol Richard Goldstone, som skulle lede missionen. Goldstone endte med at levere en utvetydigt klar rapport i et utvetydigt klart sprog, som blev præsenteret i september 2009. Israel havde krænket utallige konventioner. Det havde begået krigsforbrydelser. Det israelske establishment gik i koma efter offentliggørelsen. Landets premierminister, Benjamin Netanyahu, kaldte den en »kængururet mod Israel«, udenrigsminister Tzipi Livni mente, at rapporten var »født i synd«; Arbejderpartiets Ehud Barak mente, at rapporten på det nærmeste støttede terrorisme.
Frygten for kritik
Finkelstein stiller spørgsmålet: Hvorfor det store ståhej, det var jo blot den seneste rapport i rækken af rapporter, der kom til samme konklusion? Problemet for Israel var ifølge Finkelstein, at ikke alene er Goldstone jøde, han er også zionist og har i mange år støttet Israel. Goldstone er altså ikke en venstreorienteret »selvhadende jøde«, ej heller »antisemitisk«.
1. april 2011 indledte Goldstone i Washington Post et tilbagetog i forhold til de konklusioner, han tidligere havde forsvaret. Israelske politikere jublede, mens andre måbede. Goldstones argument for at trække i land var:
»Vi ved en del mere i dag.«
Dog er det uklart, hvor meget mere vi egentlig ved, og det nye, der måtte være kommet frem, er ikke undersøgt af uafhængige instanser. Finkelstein analyserer dette volte-face eminent. Også bogens følgende kapitler præsenterer skarpe pointer om begivenhederne i 2012 og 2014. Desværre fortsætter rædslerne i Gazastriben og stigmatiseringen af Finkelstein ligeså. Method and Madness fortjener en stor læserskare globalt – og også her i andedammen.