Læsetid: 5 min.

Versailles ved Middelhavet

Den tidligere overvismand Christen Sørensen udfolder i en højaktuel debatbog en systematisk kritik af EU’s håndtering af den græske gældskrise
20. juni 2015

Den første bog på dansk om den græske gældskrises årsager og følger udkom med perfekt timing i mandags, hvor forhandlingerne om en aftale mellem Grækenland og landets kreditorer var på vej til at bryde definitivt sammen. Det er indignation, der har fået Christen Sørensen, som i 1980’erne var formand for Det Økonomiske Råd, til at skrive Den græske krise – og Tysklands korsfæstelse af Europa:

»Jeg er indigneret over den økonomiske politik, der følges af EU-landene og ikke mindst af euro-landene, og som har ført til alt for høj ledighed med hertil hørende forarmning og politisk ekstremisme i en række europæiske lande.«

»Og jeg er ikke mindst indigneret over den historieløse og ukloge politik, der føres over for Grækenland. Ledigheden er nu større og mere vedvarende i Grækenland, end den var i de to lande, Tyskland og USA, der blev hårdest ramt af høj ledighed under den store depression i 1930’erne,« skriver Sørensen i bogens forord og tilføjer:

»Det er ikke tilstrækkeligt at være indigneret. Det må også underbygges, at indignationen bygger på et solidt grundlag.«

Keynes’ forudsigelse

Grundlaget for Sørensens indignation er Europas (økonomiske) historie. Efter Første Verdenskrig blev Tyskland i forbindelse med Versailles-freden pålagt så store krigsskadeerstatninger, at landet umuligt ville kunne leve op til kravene. Traktaten blev underskrevet af en nytiltrådt tysk regering, da den foregående regering var gået af i protest mod kravene fra USA, Frankrig, Storbritannien og Italien, som ikke respekterede forudsætningerne for våbenhvilen. Aftalen var altså et diktat, som primært tilfredsstillede den franske premierminister Georges Clemenceaus ønske om at svække det store naboland. Samtidig kunne den britiske regeringsleder, Lloyd George, ikke modstå fristelsen til at bruge fredsforhandlingerne indenrigspolitisk og førte valgkamp på et krav om, at Tyskland skulle tvinges til at betale alle krigens omkostninger, selv om han udmærket vidste, at det var helt urealistisk. Derfor blev genopbygningen af det tyske samfund mere besværlig og langvarig end nødvendigt. Massearbejdsløshed, hyperinflation, nationalistisk revanchisme og politisk ustabilitet kom til at præge Weimarrepublikken og gav næring til det ønske om orden i stedet for demokrati, som Adolf Hitler kom til at opfylde i 1933 – med Anden Verdenskrig som konsekvens.

Økonomen John Maynard Keynes havde deltaget i den britiske delegation under forhandlingerne, men inden traktaten blev underskrevet, opsagde han sin stilling i finansministeriet i protest mod kravene til Tyskland. Keynes formulerede derefter sin kritik i Freden og dens økonomiske følger. Versaillestraktaten blev gennemtvunget i »retfærdighedens navn«, men ifølge Keynes havde man »sjældent i verdenshistorien kunnet gøre statsmænd ansvarlige for en så uklog og politisk lidet skarptskuende handling«. En generation af unge tyskere kom således til at bøde for fædrenes synder, påpegede Keynes, og nu bliver unge grækere udsat for omtrent samme behandling, skriver Sørensen:

»For mig er det umuligt at læse denne bog (Keynes’, red.) uden at relatere til konflikten mellem Grækenland og de øvrige eurolande i dag. Det er faktisk skræmmende.«

Nødvendigt opgør

Ligesom ydmygelsen af Tyskland efter Første Verdenskrig ikke var nødvendig, har afstraffelsen af Grækenland og den stramme finanspolitik i eurozonen også været en unødvendig reaktion på finanskrisen, hævder Sørensen. Ligesom den indiske nobelprismodtager Amartya Sen og mange andre kritiske økonomer betragter han forhandlingerne med den nye regering i Athen som EU’s »Versailles-øjeblik«:

»Såfremt integrationen i Europa skal fastholdes, er det efter min vurdering på høje tid med et opgør med den tysk dominerede og inspirerede økonomiske politik i EU- og euroområdet, der truer med at rive sammenholdet i Europa i stykker,« skriver Sørensen.

»Vi skal støtte Grækenland i dette opgør mod den førte politik, ikke fordi Grækenlands hidtidige politik skal forsvares – overhovedet ikke. Men fordi den økonomisk-politiske filosofi i den økonomiske søjle med stabilitets- og vækstpagter og finanspagten mv. er uklog i økonomiske krisetider, idet den som efter finanskrisen kan føre til langvarig stagnation og tillige deflation, hvorfor den giver alt for stor medvind til politisk ekstremisme og anden dårligdom. Tyskland må ikke for tredje gang sønderrive Europa. Vi må sætte en stopper for, at Tyskland – bundet af en meget speciel historisk økonomisk-politisk tankegang – forledes til at bruge euroen til økonomisk og politisk korsfæstelse af Europa. Det er altid ubekvemt at sige fra over for mægtige og stærke naboer og venner. Jeg kan til nød forstå, hvorfor dette ikke skete i Danmark op til og under Anden Verdenskrig. Men der må siges klart fra nu, hvor dette er muligt uden meget alvorlige konsekvenser.«

Genopretningsprogrammet har stillet grækerne i en umulig situation. Efter planen – og ifølge reglerne for Den Internationale Valutafonds medvirken – skulle den græske statsgæld i løbet af få år kunne gøres »bæredygtig«, dvs. bringes under 120 pct. af BNP inden 2020. Sørensen kritiserer de implicerede regeringer og institutioner for at have undervurderet følgerne af den omfattende finanspolitiske stramning, som blot har svækket det græske samfund yderligere. Derfor er det »utroværdigt at foregive, at den græske krise kan løses uden reelle og betydelige gældsnedskrivninger«, skriver han.

Håndteringen af situationen i Grækenland er en konsekvens af euroens konstruktion. Det er en møntunion, som ikke er forankret i en politisk union. Hvis det skal kunne fungere, må medlemslandene være i stand til at tilsidesætte nationale hensyn til fordel for fælles mål. På sigt er eurosamarbejdet dødsdømt uden grundlæggende ændringer og redskaber til at kunne føre en ekspansiv, beskæftigelsesfremmende, keynesiansk finanspolitik, når der er brug for det, vurderer Sørensen.

Unionens mangler

Forskellene på eurolandenes vilkår er således blevet endnu større under krisen. Uden »målsætninger om indre ligevægt i form af produktion og beskæftigelse eller krav til koordinering af den økonomiske politik« vil uligheden mellem medlemslandene vokse, indtil unionen bryder sammen:

»Det er jo ikke et særsyn, at det især er de svageste lande, der pålægges at ændre den økonomiske politik, når tilpasninger mellem forskellige lande er nødvendige,« skriver Sørensen og tilføjer, at det medfører »øget risiko for systemsammenbrud«.

Bogen er stærkt kritisk over for debatten om Grækenland og eurokrisen i den danske offentlighed. Den økonomiske sagkundskab har ifølge Sørensen reageret med »en bemærkelsesværdig tavshed«, mens bankøkonomerne får lov til at kommentere krisen som uvildige eksperter, selv om de har indlysende interesser i at fremme en bestemt fortælling som følge af den offentlige hjælp til banksystemet. Det har ført til helt absurde indslag, som da cheføkonomen i Nykredit, Ulrik Bie, for nylig i Deadline på DR2 anbefalede venstrefløjen i Grækenland at tilpasse sin strategi, så højrefløjen i Tyskland nemmere kan beholde regeringsmagten – uden fnis eller indvendinger. Bie var også blandt dem, som i februar kunne meddele, at den nye græske regering havde kapituleret og opgivet at opnå gældsnedskrivning, hvilket var forkert.

Den danske presse har generelt været domineret af overfladiske automatreaktioner og en ukritisk tilgang til EU’s indretning, mener Christen Sørensen:

»Det er min vurdering, at der i Danmark/Europa næppe er et vigtigere økonomisk problem at forholde sig til end krisen i EU og den hermed sammenhørende græske krise, som må ses i tilknytning til den førte politik.«

Den tidligere økonomiprofessor og overvismand var opstillet som folketingskandidat for Socialdemokraterne ved valget i torsdags. Med sin nye bog har han givet EU-debatten i Danmark et tiltrængt løft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Niels Duus Nielsen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Torben R. Jensen
  • Torben Arendal
  • Lars Jorgensen
  • Poul Petersen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Toke Andersen
Olav Bo Hessellund, Niels Duus Nielsen, Michael Kongstad Nielsen, Torben R. Jensen, Torben Arendal, Lars Jorgensen, Poul Petersen, Mikael Velschow-Rasmussen og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Jorgensen

Utroligt at der ikke er flere der anbefaler eller debatterer Sørensens fantastisk vigtige og rammende interview her. Men det siger uden tvivl kun alt om, hvor massivt den ensidige propaganda har været ført også i de danske medier. De fleste mennesker kan simpelthen ikke forstå, hvor alvorligt ret Sørensen har.

For at gøre emnet mere 'salient' (nærværende) som politologerne kalder det, så lad mig lige gøre opmærksom på, at verdens måske bedste økonom Stiglitz for nylig har gjort opmærksom på præcist de samme pointer som Sørensen gør her - om den massive uvidenhed. Blot ... med den lille tilføjelse, at en grexit let kan risikere at medføre globale efterdønninger på størrelse med Lehmann-krakket...

Drop al mainstream 'dækning' af Grækenland og find de kilder, der kan oplyse om sagerne - se fx min facebook side idag, hvor jeg har slået en række links op fra Stiglitz og Galbraith mfl. -- blandt også imod Bo Lidegaards leder fra april, hvor man også kort kan sige, at alt i den er falsk: https://www.facebook.com/profile.php?id=1000254654

Eller besøg min hjemmeside - specifikt siden med Europe today and Greece. Begynd evt. med at lytte til den økonomiske historiker Michael Hudson forklare, hvorfor.. IMF ikke vil tillade, at man laver en blot nogenlunde fornuftig handel med Grækenland (IMF har som bekendt ødelagt et utal af lande i den såkaldt 3. verden med vanvittige krav): http://homosociologicus.com/europe-today-2

Mikael Velschow-Rasmussen, Torben R. Jensen, Curt Sørensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Lars Jorgensen

De danske medier og journalister... på Grækenland-krisen har fuldstændig 'dækket' realiteterne - ikke oplyst dem. Her blot en ting som alle folk med viden om tingene har vidst i årevis (her i en tilfældig artikel fra januar 2015).

Mere end 90% af 'lånene' til Grækenland er IKKE gået til Grækenland MEN direkte tilbage til investorer i de rige europæiske lande, der havde givet Grækenland dybt risikable lån. Så risikable lån at man normalt aldrig ville forvente dem alle tilbagebetale. Stort set intet af det vi hører i medierne er sandt.

http://jubileedebt.org.uk/press-release/least-90-greek-bailout-paid-reck...

Torben R. Jensen

Selv om Christen Sørensen var opstillet af Socialdemokraterne, så er han på det økonomiske område en direkte modsætning til den afgående finansminister og alle nyliberale danske økonomer.
Socialdemokraterne har skudt sig selv i foden med den tåbelige finanspolitik, som Corydon har været eksponent for. Bortset fra Radikal enegang, så har han nok det væsentligste ansvar for, ar S tabte valget. Man kan kun håbe at valget af Mette Frederiksen på søndag også betyder en tilbagevenden til den oprindelige kurs i den økonomiske politik og dermed tanker, der flugter med Christen Sørensens.
Christen Sørensen har en række indlæg om økonomi og mere materiale om Grækenland på sin hjemmeside:
http://www.en-vis-mand.dk/156486734

Mikael Velschow-Rasmussen

@ Lars J.:

Hej Lars !!

Nu linkede jeg jo med dig på FB (selvom jeg principielt set er stor modstander af denne - og forbander den dag jeg oprettede en profil :-)

Mht. artiklen og dine kommentarer er jeg fuldstændig enig. Så du er altså ikke helt alene. Jeg har bare selv nærmest opgivet at kommunikere om dette, idet vi - specielt i DK - tilsyneladende overhovedet ikke vil høre på andet end det spin-nonsens vores elite mainstream medier spytter ud.

Fra ca. 2005 til ca. 2014 må jeg indrømme, at jeg faktisk overhovedet ikke fulgte med i den hjemlige andedam, idet DK på oplystheden er et af de 'værste' sorte huller i Europa. Jeg læste, researchede og uddannede mig kun på bl.a. nyheder, politik og økonomi fra andre - i mine øjne - mere pålidelige kilder.

Af økonomerne er også Krugman, S. Keen, C. Martensen værd at høre på.
(S. Jakobsen fra de ultimativt onde (Saxo) :-) siger faktisk også noget interessant en gang i mellem).

Udover disse vil jeg også nævne følgende medie, økonomi oa. folk:
- Richard Wolff, Nouriel Roubini, Nassim Taleb, David Graeber, Charles Eisenstein, Dan Kahan
- Glenn Greenwald, Lawrence Lessig, Clay Shirky, Bruce Schneier, Lauren Poitras, Jacob Appelbaum samt vores egen Poul Henning Kamp
- Chris Hedges, Thom Hartmann, Paul Jay, John Pilger, Naomi Wolf, Tariq Ali, Julian Assange

Og så selvfølgelig den største af dem alle .... The Great Noam Chomsky !

Torben R. Jensen

Udsendelsen i 24/7 er god bortset fra, at der sidder en person, som hele tiden afbryder Christen Sørensen, der dog er diplomatisk nok til blot gentagne gange at kalde Lau Svenssens tanker for noget inkarneret vrøvl.

Jeg faldt over en artikel fra 1. januar 2008 i Berlingeren om Anders Fogh Rasmussens nytårstale (paranteserne er min tekst):

I nytårstalen kaldte han (Anders Fogh R.) de seneste års opsving med rekordlav ledighed og stærk dansk økonomi for en »social revolution«.

»Det går så godt, at den største risiko i det nye år (2008) faktisk er, at det kommer til at gå for godt,« sagde statsministeren.

Artiklen er her: http://www.business.dk/oekonomi/fogh-taler-for-oekonomisk-maadehold

Den 15. september 2008 indgav Lehman Brothers konkursbegæring, hvilket opfattes som startdato på Finanskrisen, men allerede i februar var der sket en ”korrektion” på det amerikanske boligmarked (boligboblen sprang).

Christen Sørensen advarede i 2006 mod overophedning af økonomien og fratrådte samme år Det Økonomiske Råd i protest mod, at Jan Rose Skaksen ikke blev smidt ud for nepotisme.
Mere herom i Information: http://www.information.dk/125870

Forløbet af den historie og de personer, som blev tilgodeset, er en udmærket illustration af, hvordan de toneangivende danske økonomer er blevet til en ensartet masse af neoliberale lemminger, som trods krisen i 2008, blot er fortsat med de samme teorier og nedbrydning af nationalstaten.

Der er i høj grad behov for, at de ”gamle” økonomer siger fra overfor nyliberale økonomer, der går mere op i manipulation og teoretiske langtidseffekter, frem for den skade deres virksomhed med sikkerhed forvolder på kort sigt.