Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Agenter på flugt

Den seneste og femte Mission: Impossible-film er en forrygende blanding af action, spænding og humor
Den ambivalente figur Ilsa udfordrer Tom Cruises omnipotente actionfigur i den nye Mission Impossible-film, og det klæder filmen. Foto: UIP

Den ambivalente figur Ilsa udfordrer Tom Cruises omnipotente actionfigur i den nye Mission Impossible-film, og det klæder filmen. Foto: UIP

Moderne Tider
1. august 2015

Så kan du godt begynde at blive nervøs, James Bond. Der er en ny agent i byen, og han både kan og vil noget. Okay, ny er han ikke. Det er den femte film om IMF-agenten Ethan Hunt (Tom Cruise), som har premiere – og den er baseret på ikke færre end to tv-serier – men det er en af de bedste af de fem, og den minder forbavsende meget om en James Bond-film.

Hvilket i øvrigt er ment som en uforbeholden ros.

Mission: Impossible – Rogue Nation er en forrygende film; måske lidt lang i spyttet, men fuld af action, spænding, humor og gode figurer. Og hvad man så end mener om Tom Cruise og hans forbindelse til Scientology, så er den 55-årige, amerikanske skuespiller en formidabel actionman: Begavet, char- merende, hårdtslående og allige- vel sårbar og helt igennem menneskelig.

På flugt

Mission: Impossible – Rogue Nation, der er skrevet og instrueret med stort overskud af Christopher McQuarrie, begynder med, at CIA’s øverste chef, Hunley (Alec Baldwin), arbejder for at få nedlagt IMF, en slags ultrahemmelig efterretningstjeneste i den hemmelige efterretningstjeneste. IMF, mener Hunley, er en farlig og unødvendig størrelse, som er løbet løbsk, og han har held med at overbevise en senatskomité om at lukke ned for Ethan Hunt og resten af tjenesten.

På den måde knytter handlingen an til en aktuel diskussion om overvågning, efterretningstjenester og deres beføjelser og rolle i civilsamfundet – uden at det dog bliver det vigtigste i filmen.

Hunley vil gøre Hunt ansvarlig for alle IMF’s transgressioner, men superspionen tager flugten og kommer straks på sporet af Syndikatet, et slags anti-IMF, bestående af afhoppede agenter fra alverdens efterretningstjenester, som søger at skabe kaos på jord. Og jo, Syndikatet vækker mindelser om den organisation, James Bond så ofte har været i karambolage med – og kommer det i sin næste film – SPECTRE.

Ingen tror dog på Hunt, og sammen med sine nærmeste medarbejdere, Benji (Simon Pegg), Brandt (Jeremy Renner) og Luther (Ving Rhames), må han selv tage Syndikatet under kærlig behandling. Undervejs møder han sin ligekvinde i den smukke og temmelig slagfærdige Ilsa (svenske Rebecca Ferguson), der ikke er sådan at blive klog på – om man kan stole på hende eller ej, bliver et af de store spørgsmål.

Selvfølgelig klarer Ethan Hunt og hans hold altid skærene – det er en genrekonvention, man ikke bryder – men det lykkes alligevel Christopher McQuarrie at skabe spænding og en smule tvivl om udfaldet af de fleste af de slåskampe, biljagter, skuddueller og umulige missioner, som filmen byder på. Måske fordi det flere gange faktisk lykkes Ilsa både at narre og overvinde Ethan – to gange redder hun endda også hans liv.

Ilsa står ikke tilbage for Ethan, hvad angår snarrådighed, begavelse og råstyrke, og det skaber en forfriskende og velkommen ligeværdighed og dynamik i et univers, hvor hovedpersonen indimellem synes lige vel uovervindelig (det er han jo så også). Det virker næsten, som om der lægges op til endnu en film med Ethan og Ilsa i skøn forening – eller måske får hun sin helt egen filmserie.

Sjælden troværdighed

Christopher McQuarrie holder filmen igennem en stort set perfekt balance mellem alvor og humor, spænding og spas og action og mere stille, psykologisk og menneskeligt interessante stunder. Handlingen bevæger sig hele tiden rask fremad, men der er plads til antihelten Benjis mere eller mindre kvikke og som regel morsomme bemærkninger og excentriske opførsel.

En tidlig scene, der foregår i operaen i Wien, er et fantastisk, meget fysisk og velkoreograferet stykke spænding og action, hvor Ethan midt under en Turandot-opførelse må tage sig af ikke færre end tre snigskytter, mens Benji forsøger at hjælpe ham med sine computere.

McQuarrie, der første gang arbejdede sammen med Tom Cruise på thrilleren Jack Reacher – og som tidligt i sin karriere skrev manuskriptet til Bryan Singers mesterlige The Usual Suspects – har en sans for actionfilmens visuelle og samtidig jordbundne kvaliteter. Selvfølgelig benytter han sig af digitale effekter, men de er svære at få øje på, og actionscenerne i Mission: Impossible – Rogue Nation er (for det meste) rodfæstet i en eller anden form for fysisk virkelighed, man som publikum kan forholde sig til.

Det giver dem og filmen en troværdighed, som genren godt kan bruge i en tid, hvor alt ellers kan lade sig gøre takket være computere.

’Mission: Impossible – Rogue Nation’. Instruktion og manus: Christopher McQuarrie. Ameri-kansk (Biografer verden over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her