I Fremtidens araber erindrer fransk-syriske Riad Sattouf en barndom tilbragt i såvel Frankrig som i Muammar Gaddafis Libyen og Hafez al-Assads Syrien. Tonen er bidende kritisk, ikke blot over for den idealistiske og egoistiske syriske far, der er årsagen til familiens omflakkende tilværelse, men selve den kultur han repræsenterer.
Sattouf (f. 1978) arbejder med stor succes både med tegneserier og film. Hans speciale er intelligent og samtidig folkelig underholdning. Som instruktør er han bedst kendt for den César-vindende debut, ungdomskomedien Les Beaux gosses (2009). Men hovedværket er striben La Vie secrète des jeunes, som han siden 2004 har tegnet til Charlie Hebdo. Den gengiver med lige dele skæg og chok angiveligt overhørte, ofte absurde samtaler blandt unge.
Den selvbiografiske Fremtidens araber er planlagt som en trilogi. Første bind, som dækker årene 1978–84, har solgt knap en kvart million eksemplarer på originalsproget og har høstet kritiske roser ad libitum. Den foreligger nu glimrende oversat til dansk.
Vi oplever hvorledes Sattoufs nyligt Sorbonne-uddannede far Abdel-Razak af idealistiske årsager siger ja til et lektorat i Tripoli og dermed fravælger det tilbud om en stilling som undervisningsassistent, han har fået fra Oxford.
Gaddafis revolutionære socialistiske eksperiment står i fuldt flor. Alle boliger er folkeeje, dørlåse er bandlyst, og enhver er velkommen til at overtage et hus, hvis det står ’tomt’, hvilket i praksis betyder, at man må blive indendøre, hvis man vil beholde sit hjem. Der er tomme, tyste byggepladser overalt og lange, kaotiske madkøer ved kooperativet, som den ene dag kun har grønne bananer, den anden kun æg.
Abdel-Razak læser entusiastisk op af Gaddafis Lille grønne, mens moderen Clémentines job som fransk oplæser på regimets propagandaradio bliver kortvarigt, da hun ikke er i stand til at anlægge den rette andagt i præsentationen af diktatorens sabelraslen overfor USA.
Sattoufs streg er blød og lidt anonym, men præcis: hans karikaturer formidler meget livagtigt de tegnede personligheder, der udgør historiens persongalleri. Hans blik for detaljen – f.eks. de mørke, behårede morbærfrugter han spiser sammen med sin far – animerer de spartanske miljøskildringer. Og så har han en særlig sans for at skildre lugte: Siderne emmer af sved, støv og urin. Sidst, men ikke mindst, markerer staffagefarven geografien: okker for Libyen, blå for Frankrig og lyserød for Syrien.
Da Gaddafi beordrer, at befolkningen skal bytte job, således at skolelærere nu skal klare sig som landmænd og vice-versa, bliver det for meget for familien og de flytter for en kort bemærkning tilbage til Frankrig. Den panarabisk sindede Abdel-Razak finder sig imidlertid inden længe et adjunktur på universitetet i Damaskus. Der forenes han med sin familie, som i mellemtiden har solgt hans land og ejendele i den overbevisning, at han aldrig ville vende tilbage.
Det er i skildringen af sin fars hjemstavn, at Sattouf fremstår mest nådesløs: der ligger menneskelort i gaderne, offentligt henrettede hænges frem til skræk og advarsel, familien billiger korporlige slagsmål mellem børnene, og antisemitismen er udtalt – lille Riad er i den henseende særlig mistænkelig blandt de andre børn pga. sit blonde hår.
Faderens svulmende patriotisme står i skarp kontrast til tingenes absurde tilstand, og selvom Abdel-Razak også i passager skildres sympatisk, er portrættet tæt på uforsonligt. Perspektivet er grundlæggende retrospektivt, trods Sattoufs åbenlyse talent for skildring i børnehøjde: Erindringerne er ofte en anelse skarpere end man ville forvente fra en tre-fire-femårig, og refleksionerne derover er tydeligvis den voksne forfatters.
I en tid, hvor den form for kulturkritik, Sattouf her bedriver, mildest talt er kontroversiel, og hvor identitetspolitik spiller så fremtrædende en rolle, er Fremtidens araber forfriskende ærlig, og ikke mindst forrygende medrivende. Men bismagen er en anelse bitter.
Hvis Sattouf imidlertid i de kommende bind formår at uddybe sit ulmende faderopgør og dets spejling i hans kulturelle splittelse, og hvis han formår at udvikle portrættet af sin stadig lidt anonymt tegnede mor, er der udsigt til en nyklassiker gjort af samme stof som Marjane Satrapis Persepolis. Hvis ikke er det lidt en skam.
Riad Sattouf: Fremtidens araber – En barndom i Mellemøsten (1978–1984). Cobolt, 158 sider, 248,00 kr.
