Læsetid: 4 min.

Den brændende mand i Brøndby

Reporterne bag Radio 24syvs sommerserie ’Den brændende mand’ vil ikke lade en offentlig selvafbrænding gå ubemærket hen. De tegner et pris-værdigt undrende dobbeltportræt af en mand, der burde have været håb for, og det velfærdssystem, han følte sig svigtet af. Et portræt, der dog kunne skæres en del længere ind til benet
1. august 2015

»Hvem er det, der har fortalt dig, at du ikke må videregive de oplysninger?«

Borgmesteren i Brøndby, Ib Terp, har Nanna Westh i røret. Hun vil vide, hvem det var, der den 1. april sidste år satte ild til sig selv foran rådhuset i Brøndby efter et møde med en sagsbehandler. Hun vil vide, hvad han levede for et liv, og hvilken besked, der fik ham til at gøre det, om meningen i det hele taget var at tage sit eget liv, og om vi skal opfatte selvafbrændingen som en politisk protestaktion eller en gal mands udvej. Borgmesteren har tavshedspligt, der er ikke så meget at komme efter, og de første fire-fem af de timelange afsnit af Den brændende mand går med, at Nanna Westh og makkeren Birgitte Ellemann Höegh støver rundt i Brøndby og spørger sig frem på må og få.

Den afdøde har ikke sat et tydeligt aftryk i offentligheden. Ingen medieomtale, officielle markeringer eller offentlig efterrefleksion. Et tragisk selvmord som så mange andre. De spiller bold op ad kommunens tavshed, indsamler tilfældige – og virkelig fint interviewede – Brøndbyborgeres erfaringer med kommunen, taler med den blogger og den fotograf, der dækkede episoden og dokumenterer flittigt deres egne indbyrdes overvejelser om, hvad de nu skal gøre.

Den amerikanske podcast Serial, der involverede lytterne i en journalistisk optrevling af et mord, hvis officielle forklaring ikke gav mening, er klart forbilledet. Men nogen whodunnit er det jo ikke. I første afsnit af Serial konstaterer værten, Sarah Koenig, at en af de medvirkende lyver. I Den brændende mand er der ikke nødvendigvis nogen, der lyver. Der er ikke et klart skyldsspørgsmål, der kan fungere som omdrejningspunkt, men derimod et menneskeliv, der er gået under offentlighedens radar. Når det kræver to insisterende reporteres ugelange indsats at kaste lys over det usædvanlige dødsfald, er det ikke nødvendigvis fordi nogen lyver, men fordi kommunens ansatte overholder deres tavshedspligt.

Hellere portræt end proces

25 timer er lang tid. Fra femte afsnit, hvor reporterne kommer i kontakt med den afdødes tidligere kolleger og hans forlovede, begynder den centrale historie at udfolde sig. Jonel Mitrovan, der levede med sin familie i Brøndby, var blevet fyret fra Aldi, havde fået skiftet låsen ud på sin lejlighed af fogeden og var usikker på, om kommunen ville lade ham beholde sine børn. West og Höegh besøger Mitrovans slægtninge i Rumænien og alle i Brøndby, der kendte ham. Den brændende mand er på mange måder et forbilledligt dokumentarisk projekt, der lykkes med så meget, og ikke burde drukne i dokumentaristernes dokumentation af deres arbejdsproces. Når den slags virker bedst, er det, som om, man er med på holdet. Men man behøver ikke høre reporterne diskutere, hvem der printer flybilletten til Rumænien, her skygger processen for det ellers så nænsomme og forundrede portræt.

Det konfrontatoriske spor kunne jeg også godt undvære. Iveren efter at afsløre en ondartet magtudøvelse skygger visse steder for det nænsomme og mangefacetterede portræt af en udsat person, hvis eneste offentlige markering både var helt ekstrem og hurtigt glemt. Det portræt kunne stå helt skarpt, hvis man klippede de 25 timer ned til lidt færre.

Forstyrrende afsløringsiver

I en mere stramt redigeret version kunne Den brændende mand snildt være et mesterværk på niveau med de allerbedste montager i dansk radiohistorie. Men det virker i mine øjne søgt at gå med på de forestillinger om fordækte kommunale sammensværgelser, som forskellige interviewpersoner bærer rundt på. Der er ingen tvivl om, at den afmagt, de udspringer af, er reel og massiv. Heller ingen tvivl om, at det kommunale velfærdssystem kunne være bedre. Og rent dramaturgisk er det praktisk at have en modstander. Men selvom kommunaldirektøren stiller sig selv til rådighed som rasende og hånlig modstander, virker det søgt at give antydningerne af, at de kommunalt ansatte skjuler noget, medvind.

Det er ikke en sensation, at mennesker bliver klemt i systemet, og det er ikke et overlagt angreb, når en sagsbehandler siger noget, der trækker tæppet væk under en borger. Derfor er det stadig en katastrofe og et chok, når en borger brænder sig selv ihjel. Og det er en dokumentaristisk dyd at insistere på at tale om det chok og om den borger.

Men at overholde sin tavshedspligt er en ærlig sag, og når skurken i denne historie er et system bestående af paragraffer, procedurer og forvirret kommunikation ved kvikskranker, virker iveren efter afsløringen som en blindgyde. Også fordi den står i kontrast til den forbilledligt lydhøre undren, der præger langt de fleste møder med de mennesker, der har været i kontakt med såvel Jonel Mitrovan som Brøndby Kommune.

’Den brændende mand’ kan podcastes og høres på radio24syv.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette Bornemann

Helt enig. Det kunne have været så godt, men Ib Terp får næsten ret i sin beskyldning om selvoptaget journalistik, både der hvor den forsøger det konfronterende og lader sig udnytte af et kommunalbestyrelsesmedlem fra oppositionen, men også som nævnt i anmeldelsen, hvor de går lidt rigeligt op i deres egen småsnak, bliver det pinligt i forhold sagen. Det begyndte så godt. Øv.