Læsetid: 4 min.

Dødedans i historiens skygger

På filmmuseet EYE i Amsterdam har den sydafrikanske kunstner William Kentridge skabt en ny filminstallation, der gennem musik og billeder indhyller den besøgende i en fortælling, der er lige så betagende og smuk, som den er grum.
William Kentridge på EYE i Amsterdam. Foto fra udstillingen
25. juli 2015

William Kentridge er en af Sydafrikas mest anerkendte kunstnere og har fået international anerkendelse for sine animationsfilm, kultegninger og store installatoriske filmværker som for eksempel The Refusal of Time (2012), der oprindeligt blev skabt til dOCUMENTA (13) i Kassel og siden er blevet erhvervet af The Metropolitan Museum of Art i New York, hvor den senest kunne ses på Kentridges soloudstilling In Praise of Shadows i 2013-14. I installationen legede Kentridge gennem maskinerier og filmprojektioner med ideer om tid og rum, kolonialisme og industri. Herhjemme har vi ikke haft glæden af at opleve Kentridges værker siden 1999, hvor han var med på en gruppeudstilling på Gl. Strand om scenekunst og billedkunst. Udstillingen If We Ever Get to Heaven, som netop nu kan opleves på filmmuseet EYE i Amsterdam, er Kentridges første store soloudstilling i Holland.

Kentridge er født i Johannesburg, Sydafrika i 1955, og hans opvækst med apartheidstyret har aflejret sig i de fleste af hans værker, der har en historisk dimension, og som ofte spiller på netop hans oplevelser af den langvarige raceadskillelse i Sydafrika. Førend Kentridge begyndte at lave sine karakteristiske skyggespilsfilm og kultegninger, afprøvede han forskellige genrer som skuespil og malerkunst, og han arbejder da også stadig med opera og teater på blandt andet Metropolitan Opera i New York og Royal Opera House i London. Alle disse forskellige tilgange til historiefortælling kommer også til syne i If We Ever Get to Heaven, som på samme tid er film, teater, koncert og billedkunst.

Dødedansen

Særligt i installationen More Sweetly Plays the Dance, som er lavet specielt til udstillingen på EYE, oplever man Kentridges forkærlighed for det teatralske. I et stort, mørklagt rum er der placeret otte store skærme i umiddelbar forlængelse af hinanden, hvorover en lang procession af mennesker, figurer og tegninger kommer gående i en frise af levende billeder på ikke mindre end 45 meter. Fra fnuglette dansere over muntre skeletter, til slæbende bærere og råbende prædikanter kommer figurerne rullende og gående gennem rummet som mørke skygger, der dog i glimt afslører sig som virkelige mennesker i farvestrålende tøj. Tableauets baggrund er et af Kentridges karakteristiske kultegnede landskaber, der ligesom figurerne er i konstant bevægelse og forandring.

Kentridge beskriver selv processionen som en slags dødedans, og der er da ganske rigtigt også noget næsten dødlignende over den måde, hvorpå mange af figurerne kommer gående henover skærmene. Selv hornorkesteret African Immanuel Essemblies Brass Band, som spillende kommer marcherende, går som om hver eneste skridt er en tung byrde, selvom deres musik er munter og fængende. Også de skikkelser, som kommer gående med silhuetter af historiske figurer fra romerriget og den kinesiske revolution, ser ud til at være tynget af historiens byrde, selvom silhuetterne blot er lavet af pap, hvilket man kan se ved selvsyn i et af udstillingens tilstødende rum, hvor disse er udstillet.

I Kentridges værker er historien aldrig rigtig slut, og selvom en installation som More Sweetly Plays the Dance er både fængende og fascinerende, så er det samtidig en grum procession, man som besøgende på EYE er vidne til: en gruppe sygelige mennesker med dropstativer (har de mon ebola eller aids?), galger (fra racismens lynchninger af sorte?), mennesker i bure (skal de sælges til slaveri?) og en yndig ballerina, der balancerer med et gevær. Selvom man i middelalderens dødedanse kunne danse sig fra døden, så er det svært at danse sig fra historiens grusomhed i et værk som Kentridges. Og selvom mange i dag betragter mørke historier som koloniseringen af Afrika og apartheidstyret som noget, der hører fortiden til, så minder Kentridge os om, at historien stadig lever og tynger. For mens Europa blomstrede op og blev ’moderne’, så var det på bekostning af de et sted mellem otte og 13 millioner afrikanere, der blev gjort til slaver i den transatlantiske handel fra 1400-tallet og frem. Processionen i More Sweetly Plays the Dance er derfor heller ikke kun en historiens dødedans, men spiller også på billederne af de mange processioner af flygtninge og forfulgte, der stadig fylder de daglige medier den dag i dag. Det er med andre ord ikke en simpel historiefortælling, der er på færde i Kentridges univers, men en historiefortælling, hvori alt er tvetydigt og kan læses på mange måder.

Stenalderteknologi

På udstillingen kan man udover More Sweetly Plays the Dance, se endnu to værker: filminstallationen I Am Not Me, the Horse Is Not Mine (2008), der spiller på den russiske avantgardes formsprog og er inspireret af kunstnere som El Lissitzky og Vladimir Tatlin, samt filmen Other Faces (2011), hvori Kentridge gennem kultegninger, der viskes ud og viderebearbejdes, fortæller om sin barndomsby Johannesburg gennem den fiktive figur Soho Eckstein.

Fælles for alle værkerne er Kentridges legende tilgang til gamle filmteknikker som stop-motion og animation, eller hvad han selv betegner som stenalderteknologi. Sammensat med en historiefortælling, der går på tværs af tid, skaber det fortællinger, der på samme tid er nostalgiske og nutidige, forgangne og højaktuelle.

Og det er netop fordi Kentridge så dygtigt bruger sine evner både som tegner, tekniker og historiefortæller, at hans værker bliver så medrivende. Fordi de både taler til vores sanser og følelser og derigennem åbner op for de historiske dimensioner, der kan danne grobund for politiske diskussioner og overvejelser.

Kommer man til Amsterdam i løbet af sommeren, må man ikke snyde sig selv for at opleve Kentridges værker, men når man ikke hele vejen til dertil, kan man finde optagelser fra hans installationer og mindre film på Youtube, ligesom Louisiana Channel har et længere interview med Kentridge, der ligeledes giver et godt indblik i hans tidligere værker.

William Kentridge – If We Ever Get to Heaven. EYE, IJpromenade 1, 1031KT Amsterdam. Indtil d. 30. august 2015

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jan Svenson
Jan Svenson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu