Læsetid 5 min.

Humaniora er meget mere, end vi tror

Alle har stærke holdninger til humaniora, men ingen ved længere, hvad det er. Videnskaben har i nyere tid undergået så store forandringer, at vores traditionelle afgrænsning mod natur- og samfundsvidenskab er forældet. Et nyt værk om emnet er obligatorisk læsning for alle involveret i uddannelses- og forskningspolitik
Alle har stærke holdninger til humaniora, men ingen ved længere, hvad det er. Videnskaben har i nyere tid undergået så store forandringer, at vores traditionelle afgrænsning mod natur- og samfundsvidenskab er forældet. Et nyt værk om emnet er obligatorisk læsning for alle involveret i uddannelses- og forskningspolitik
Sofie Holm Larsen
25. juli 2015

Vi lever i et videnssamfund, og beslutningstagere i Europa og store dele af verden ønsker at reformere universiteterne, så samfundet kan få større udbytte af videnskaben og håndtere tidens store udfordringer. Også i Venstres nye regeringsgrundlag opfattes videnskaben mest af alt som erhvervslivets tjenestepige. De seneste årtier har et nyt videnskabsideal rejst sig, og særligt humaniora har været genstand for politiske kampe. Politikerne, erhvervslivet, EU-Kommissionen – snart sagt alle stiller nye krav til humaniora, som forekommer mange at være det fakultet, der trænger mest til en opgradering i retning af mere samfundsnytte.

Alle har således stærke holdninger til humaniora, men det paradoksale er for det første, at ingen længere ved, hvad humaniora er. Den forestilling om humaniora, der hele tiden er under angreb, er en forældet forestilling. Den humanistiske forskning har i nyere tid undergået så store forandringer, at den traditionelle opdeling i naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora ikke længere er holdbar. Det er nødvendigt med en omfattende opdatering af vores viden om humanioras udvikling med hensyn til metoder, forskningsemner, teorianvendelser og tværfaglig og -fakultær indflydelse og samarbejde.

For det andet er det et paradoks, at medierne samtidig med humanioras angivelige krise nærmest dagligt fortæller om nye landvindinger i humanistisk forskning, der rykker vores forståelse af de mest afgørende træk ved vores samfund: demokratiet, historien, sproget, kulturen, globaliseringen osv. Det er på baggrund af disse paradokser, at en større gruppe danske forskere anført af David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelt siden 2011 har arbejdet på at beskrive en ny videnskabsteoretisk dagsorden i humanistisk videnskab og kortlægge, hvad der kendetegner humanistisk forskning i Danmark i dag. Bogen Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning, som består af en introduktion og 15 fyldige kapitler skrevet af en lang række forskere, er et af resultaterne af dette store forskningsprojekt.

Det nye humaniora

Bogen samler sig om en begrundelse af to hovedteser, som bogens tre redaktører præsenterer i introduktionen: 1): Det er i dag ikke længere holdbart at anskue humaniora som et særligt felt med særlige metoder, teorier og relevans; det er således også forkert at opfatte humaniora ud fra traditionelle modsætninger: Humaniora skaber forståelse, hvorimod naturvidenskaben skaber forklaringer; humaniora studerer enkelttilfælde, hvorimod naturvidenskaben studerer lovmæssigheder og almentilfælde; humaniora har en særligt dannende, opdragende og kritisk funktion, hvorimod naturvidenskaben mere værdifrit beskriver verden. Disse modstillinger dominerer stadig vores videnskabsforståelse, og de har også rigtige elementer i sig, men de er »i stigende grad forældede«, hævder bogen.

Dette er bogens historiske tese. Bogens anden tese er mere ahistorisk og universel: 2) Der er kun én videnskabelighed: De tre hovedområder – humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab – er som sådan ikke forskellige, men hviler på samme principper: »samme sæt af betingelser for at beskrive verden, samme regler for gyldige udsagn, samme normer for god videnskabelig praksis osv.«. Hovedområdernes indbyrdes forskelle skyldes alene deres genstandsområders forskelligheder, lyder bogens påstand, som også er et opgør med særligt den logiske positivismes opfattelse af humaniora som en mindre rigtig videnskab end naturvidenskaben.

Bogen begrunder tese 1 stærkest og mest fyldigt. Langt de fleste af kapitlerne belyser hver især og tilsammen meget grundigt, vidende og velskrevet det aktuelle humanistiske forskningslandskab. Gennem både statistiske og kvalitative undersøgelser, analyser af de sidste 20 års humanistiske ph.d.-afhandlinger og samtaler med forskere fra et bredt spektrum af humanistiske discipliner bliver vi kloge på de nye tendenser i humaniora: kvantitative metoders, eksperimentelle metoders, neurovidenskabens og evolutionsteoriens indtog i humanistisk forskning, stigende tværfaglighed, en udbredt eklekticisme i valg af teorier og metoder, humanistiske tankefigurers indtog i naturvidenskab, en bevægelse fra videnskabsteori som begrundelseskontekst og normativ målestok til videnskabsteori som mere uforpligtende mulighedsressource og inspiration til nye forskningsmåder mv.

Bogen beskriver også, hvordan samfundsvidenskab er flydt ind i humanistisk videnskab – bogen taler ligefrem om »den samfundsmæssige vending i humanistisk forskning«. Her er der interessante statistiske oplysninger som f.eks., at samfundsteoretikere som Foucault, Bourdieu, Luhmann og Habermas og filosoffer som Heidegger, Merleau-Ponty, Dewey og Deleuze ligger på top-15 over teoretikere, som 928 adspurgte humanistiske forskere selv opfatter som de vigtigste teoretikere i deres forskning. Foucault ligger øverst, og Bourdieu er nummer to.

En milepæl

Bogen er et imponerende stykke forskning og udmærker sig ved at være en særdeles omfattende, detaljeret og perspektivrig empirisk afdækning af dansk humaniora. 17 forskere fra forskellige fag og universiteter har bidraget til bogen. Nogle af bogens kapitler hæver sig endda langt op over jordnære redegørelser og dataanalyse og udgør intellektuelle kraftpræstationer udi selvstændig tænkning, overblik og abstraktion. F.eks. har Finn Collin og David Budtz Pedersen skrevet et kapitel om, hvordan fire menneskesyns indbyrdes kamp om dominans i de sidste 200 års videnskab er bestemmende for samfundslivets og dets institutioners væremåde. Det er også i dette kapitel, at bogen selv mest eksplicit skriver sig ind i den kulturelle og politiske kamp om humaniora, som redaktørerne har valgt at rykke helt ind i centrum for bogens titel: Collin og Pedersen runder kapitlet af med en kritik af det biologiske og rationelt-økonomiske menneskesyn, som ensidigt dominerer det politiske og administrative system, men f.eks. ikke kan forklare vor tids store kriser: terrorkrisen, klimakrisen, finanskrisen, åndskrisen, eurokrisen, Muhammedkrisen. Men, lyder den kritiske opfordring til kollegerne: Så længe humanistiske forskere ikke er dygtige nok til at påpege de kulturelle, juridiske og institutionelle menneskesyns kvaliteter, vil tingene ikke blive bedre.

Collin og Pedersen har også skrevet bogens afsluttende kapitel, som omhandler tidens store mantra, tværfaglighed, og som ligeledes giver bogen direkte politisk brod. Bogen slutter således med ordene: Det store krav om tværfaglighed er »en risikabel strategi, der kan underminere både forskningen og forskeruddannelsen på langt sigt.«

Et vendepunkt?

Men bogen har også nogle svagheder. Bogens historiske hovedtese – den første tese – indebærer i sagens natur en sammenligning af det aktuelle humaniora med en ældre humaniora, men bogen leverer ikke et gennemført systematisk helhedsportræt og rekonstruktion af udviklingen. Cirka 1/3 af bogens kapitler afdækker grundigt en historisk udvikling i enkeltaspekter af humanioras udvikling, mens et kapitel om forskningsstile f.eks. aldrig særligt præcist får påvist, hvori det nye består. Med Propp og Chomsky som eksempler påstås det blot, at humaniora engang var præget af strukturalistiske dagsordener, og så følger en grundig analyse af aktuelle forskningsstile og en påstand om, at undersøgelser af mere lokale fænomener dominerer i dag. Men hvordan så det egentlig ud før? Hvad er det nye?

En anden svaghed ved bogen som helhed angår tese 2: Nok erklærer redaktørerne i introduktionen, at bogen er mere optaget af praksis end af principper og »idealiserede forestillinger«, men udover et fremragende kapitel af Frederik Stjernfelt om videnskabelig abstraktion er kun en del af bogens første kapitel viet en eksplicit og udfoldet argumentation for bogens principielle tese om, at de tre videnskabelige hovedområder grundlæggende er ens. Og denne argumentation er mere optaget af at fremdrage lighederne end at medtage alle forskellene, og den er ikke så grundig endda. Yderligere kan det undre, at en bog, der præsenterer sig som ny forskning, på dette punkt ikke gør opmærksom på og medtager tidligere forskning på feltet. Her kommer bogen til at fremstå som en uklar blanding af lærebog og forskning.

Vil man have en langt grundigere argumentation for tesen om fakulteternes ensartede videnskabelighed, skal man læse den bog, som Kampen om disciplinerne burde have nævnt og inddraget: Videnskabsfilosoffen Jan Fayes Athenes kammer. En filosofisk indføring i videnskabernes enhed (2000), hvis hovedærinde netop er at nedbryde den traditionelle demarkationslinje mellem natur- og humanvidenskaben. Kondenseret er kernen i Fayes argumentation for videnskabernes enhed, at videnskaberne, både de kausalt og de interpretativt orienterede, på et grundlæggende niveau anvender samme metoder, nemlig induktion, abduktion og slutning til bedste forklaring. De forskelle, der er videnskaberne imellem, er primært bestemt af deres genstandes ontologi.

Disse indvendinger skal dog ikke skygge for, at Kampen om disciplinerne er en milepæl i dansk videnskabshistorie – en uomgængelig videnskabsteoretisk nyklassiker, som forhåbentlig vil rykke ved vores forældede syn på humanioras karakter og kvaliteter, styrke humanioras prestige, mobilisere humanistiske forskere i kampen mod tidens dominerende enøjede økonomiske menneskesyn og få positiv indflydelse på politikeres og beslutningstageres styring af humaniora og samfundets uddannelses- og forskningssystem.

Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning
David Budtz Pedersen, Simo Køppe og Frederik Stjernfelt (red.)
Hans Reitzels Forlag
432 sider, 450 kr.
Udkommer 28. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for odd bjertnes
    odd bjertnes
odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu