Rammerne kunne ikke være bedre for den traditionsrige udeforestilling. Det er en af de sjældent lune sommeraftener, og den smukkeste aftensol pryder scenens stilfærdige grå stenbro-kulisser, der flankeres flot af lindetræer og fuglefløjt i Designmuseum Danmarks statelige have.
Det er noget af en kontrast til det beskidte Pisserendekøbenhavn, vi præsenteres for i stykket, hvor pest, fnat, sult, pispotter, horeunger, mord og hor præger billedet. Tilrejsende købmænd med sølvknapper på jakken snydes i spil, der vaskes tøj i hvide, stivede kyser og tjenes en ekstra mønt på kvindens ældste erhverv. Krigstraumatiserede soldater, korrupte embedsmænd og frelste præster sætter stemningen sammen med herligt karikerede skriverkarle, provinsdamer og en særdeles myndig, barmfager glædespige (Christiane Gjellerup Koch), der ikke finder sig i skuffejern.
Werdelin har aldrig været bleg for at spidde os, og nok er Visen om Sidsel en barsk fortælling om de fattiges kår, men i bedste revy-stil er her så rigeligt plads til muntre scener, liret tidskolorit og et enormt, farverigt persongalleri, der er Holberg værdigt.
Hvem der bare var en mand
Fortællingen om den stakkels Sidsel Sigurdsdatter fra Thy, der måtte efterlade sit uægte barn hos tvivlsomme plejeforældre og prøver at tjene til dagen og vejen i København, er bygget op omkring en tidstypisk skillingsvise på hele 21 vers. Den er mesterligt skrevet af Niels Brunse med skarp sans for den gammeldags klingende stil, og versene fungerer stykket igennem som fine små vignetter midt i de bramfri og lumre replikker.
»Hvem der bare var en fandens karl med ar på maven i stedet for de her slappe patter og vådt skræv,« lyder det eksempelvis med flad jysk dialekt fra vores hovedperson. At være kvinde i 1724 lader til at være hårdt nok i sig selv, og at være enlig kvinde med barn fra samfundets nederste lag, det er så desperat, at løsningen bliver tilsvarende drastisk. Sidsel forvandler sig til en Anders von Thy og kan på den måde både øge chancerne for daglønsarbejde og hjælpe veninden Bodil-Marie (en virkelig velspillende Mette K. Madsen), der ligesom hende selv er kommet i uføre.
Komisk udstyret med et kohorn i bukserne, så vandet kan lades på mandig manér, går den gode Sidsel på med krum hals som forsørger. Udadtil er de en fin lille familie, komplet med diverse lattervækkende forventningsafklaringer indadtil. Kvinderne er i sandhed fulde af lyst i dette stykke, det går ikke stille af sig, og når den neurotiske soldat Ludvig tilmed fatter interesse for Sidsel i form af Anders, så er kønsforvirringen og seksualitetskrisen total.
Skarpe skuespilpræstationer
Skillingsvisen er et fint omdrejningspunkt, men også en lidt omstændelig staccato-agtig fortælleform, der heldigvis smidiggøres af stærkt skuespil, som bringer tiltrængt nerve og sjæl til den fornøjelige stemning. Specielt brænder Johanne Louise Schmidt igennem med både sødme og hidsighed i rollen som ranglet, rapkæftet bondetøs og sjosket, spinkelt mandfolk, der må klare sig med snilde frem for kræfter i et velkendt ’den-kloge-narrer-den-mindre-kloge’-setup.
Vi føler med hende, når længsel og bekymring omkring det efterladte barn overvælder hende, eller når hun som i det første møde med den provokerende, fascinerende lømmel Ludvig må æde sin magtesløse uretfærdighedsfølelse og gør det, så der næsten står røg ud af næsen på hende. Peter Christoffersen får på samme måde bragt flotte facetter til sin rastløse gadedrengsflabede soldat med de mørke ar på sjælen, efterhånden som baggrunden for hans krigstraumer afdækkes.
Lykken holder kun en dør på klem for de to, som det så fint lyder i visen, men derfor kan vi jo godt nyde Werdelins lækre, letsindige alvor i fulde drag.
’Visen om Sidsel’ af Nikoline Werdelin. Koreografi: Bill Holm-berg. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Musik: Tammi Øst. Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Peter Christoffersen, Mette K. Madsen, Joen Bille, Jesper Hyldegaard, Christiane Gjellerup Koch, Michael Moritzen, Annika Johannessen og Simon Sears. Indtil 22. august. www.groennegaard.dk
