Læsetid: 3 min.

Hvad nu, hvis livet ikke du’r?

Ja, hvad nu hvis? ’Amour Fou’ fortæller den skæbnetunge historie om poeten Heinrich von Kleist, der søger at forføre Henriette Vogel til at gå i døden med ham. Og det gør den med både politisk sindelag og i et nådesløst renfærdigt filmsprog
1. august 2015

Der findes en del svært narcissistiske, møgopportunistiske og stærkt manipulerende mennesker. Men få kan komme op på siden af Heinrich von Kleist. I hvert fald hvis man skal tro østrigske Jessica Hausners film Amour Fou, der portrætterer denne virkelighedens romantiske poet under hans forsøg på at forføre først sin kæreste, så sin veninde Henriette Vogel til at gå i døden med ham. Han har intet til overs for dennesidigheden og ser kun et endegyldigt bevis på kærlighed i det dobbelte selvmord.

Amour Fou er ’løst baseret på’ Kleists skæbne, og der tages givetvis en del friheder undervejs. Detaljerne om deres selvmordspagt i 1811 er selvsagt tågede, men Hausner vælger i hvert fald at betone Henriette Vogel som et offer for Kleists manipulation.

Vogel er også hovedpersonen i Amour Fou, og det er hendes stille eksistens, der knuger tilskueren filmen igennem. Hendes længsel efter de stærke drifter uden for det gyldne bur. Bevares, ægtemanden er virkelig et godt og kærligt menneske, men de sover i hver deres seng. Modsat hustruen er han et fornuftsvæsen, og det giver mening, at hun besvimer ved middagsbordet, netop mens han fortæller om Preussens nye skattepolitik.

Social pantomime

Det spidsborgerlige Berlin er ikke et lystspil. Det er de stive overlæbers, de stramme maskers og de sociale etiketters pantomime. Men det er også en brydningstid. Preussen er ved at gå bankerot, og med økonomisk inspiration fra Storbritannien og frihedsidealer fra Den Franske Revolution er man ved at frisætte befolkningen – til gengæld for beskatning af deres arbejde. Det behager ikke størstedelen af borgerskabet, der også skal beskattes, men i Vogels hjem står det anderledes til. Ægtemanden ser det som en fair nødvendighedens politik, mens den hyppige gæst Kleist dyrker frihedsidealet.

Det er også romantikkens æra i Tyskland. Goethes Den Unge Werthers Lidelser har inspireret af en forfattergeneration til afvise oplysningstidens aristokratiske hierarkier og videnskabens rationalitet. I stedet søger Kleist »at udtrykke, hvad der fremkalder frygt, men måske også lyst«. Hvortil Vogel tilføjer, at »man tror, at man ønsker at leve, men ønsker rent faktisk at dø«. Et sjælebånd bliver knyttet, men et skrøbeligt af slagsen.

Jessica Hausner bruger et nådesløst renfærdigt filmsprog. Der er ingen soundtrack-musik og masser af stilhed. Alt er velordnet i de kunstfærdigt møblerede og udsmykkede interiører. Hjemmet henligger i gråt lys. Og der filmes fra nagelfaste kameravinkler, som betoner de knæsatte normer og den klaustrofobisk stillestående idyl. Ja, selv hundene, som medvirker i en del scener, synes knægtet af al den selvbeherskelse og melankoli.

Tavs kamp mod normerne

Christian Friedel, der inkarnerer Kleist så fremragende som monoman narcissist, beskriver i pressemeddelelsen sin karakter som »socialt inkompetent«. Og Vogel – spillet med sublim finesse af Birte Schnoeink – er egentlig et mere interessant bekendtskab. Hendes navigationsmuligheder som kvinde er så meget desto mindre, og det er hjerteskærende at høre hende synge længselsfulde sange om det hinsidige – eller bare om noget større og dybere – foran gæsterne i deres stiveste puds i de berlinske saloner.

Og da hun bliver ramt af en sygdom, der ikke lader sig diagnosticere, er moderen ikke sen til at antyde hypokondri. For hvis ikke der er noget fysisk galt, så er det jo bare klynk. Men Vogel lider snarere under den deprimeredes brutale klarsyn. »Hvad nu hvis alt det her er en fejltagelse?« spørger hun Kleist.

Parret kæmper en tavs kamp med de sociale normer, der føles så naturstridige for dem. Og meget sigende så bevæger kameraet sig helt undtagelsesvist i nogle panoreringer hen mod slutningen, da parret går igennem en skov. I den romantiske natur kan de for en stund smage friheden. Ellers er det døden, der er eneste flugtvej.

’Amour Fou’. Instruktion og manuskript: Jessica Hausner. Østrigsk-luxembourgsk-tysk. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu