Læsetid: 4 min.

Nytænkning i kælderen

En dugfrisk opera af Efterklang og Karsten Fundal inviterer med stor succes genren ind i nye musikalske og scenografiske rum
’Leaves’ – Efterklangs nye opera – kombinerer mange forskellige elementer i sin nyfortolkning af operagenren.

Søren Solkjær

1. august 2015

Vi står under det gamle Kommunehospital i København i den såkaldte Atomkælder. Det er bælgravende mørkt med undtagelse af en række ganske spinkle lys i lokalet, vi kigger ind i. Lyset ligger i små ledninger som en sol i gulvet, og det er først efter ti minutter, at jeg opdager, at rummet er fyldt med store forskelligformede ballondyr, der svæver omkring som skygger i luften.

Atomkælderen er en dunkel labyrint her til aften, hvor hvert rum gemmer på mystiske installationer. I et rum hænger der klaser af vandfyldte kondomer og lyser mat som forpuppede larver i en urskov. Et andet sted hænger der rituelt arrangerede naturgenstande fra loftet og minder mig om tv-serien True Detective. Her er generelt lidt uhyggeligt.

På et tidspunkt stimler de cirka 60 publikummer sammen i et baglokale, der ligner en forladt bar eller et laboratorium, hvor alt er pakket ind i hvid skumgummi, og der lyser et grelt farvet lys. En dør, der før var lukket, står nu åben, og vi kan høre musik i det fjerne. Forestillingen er i gang.

’Du gjorde dette’

Det er en opera i én eller måske fire akter, alt efter hvordan man ser på det. Der er ingen pauser, men publikum bevæges rundt i forskellige rum i løbet af forestillingen. Først sidder vi i et stort bunkerlokale på rækker med en scene forrest, hvor de første sange eller arier fremføres. Orkestret, der består af fire strygere, en organist, en akkordeonist, tre percussionister, en bassist og én på iPad, er i gang med at spille en festligt, vandrende ouverture, da vi træder ind i lokalet. Der er fem sangere, som synger en næsten burlesk velkomst, alle er klædt i sorte farver med glimmer om munden, som om musikken efterlader et guldspor på de læber, den forlader.

Sidenhen fortsætter forestillingen i en lang gang med et smukt blåt gitter af laserlys i knæhøjde. På et tidspunkt spreder orkestret og sangere sig i en lang række mindre lokaler, hvor man kan opleve dem fremføre små bidder musik, mens de udfører en særlig handling igen og igen, handlinger der fortæller noget om karakteren, de spiller

Der er f.eks. barytonen, som synges smukt af Nicolai Elsberg fra Spillemændende, der i et mørkt rum står foran et rundt kar fyldt med vand. Han ser desperat og forelsket ned på sit eget spejlbillede, mens hans synger skiftevis en kort melodi sagte og voldsomt. En narcissus der søger evigheden i selvrefleksion.

I et andet lokale står en sopran, spillet vidunderligt af Lisbeth Balslev, og synger, mens hun hugger brænde. Da jeg går igennem rummet, træder hun tæt ind foran mig og kigger mig fast i øjnene, »look at me,« synger hun, »for you did this«. Hendes blik er både træt, hidsigt og bittert, hun holder øksen i hånden. Jeg gengælder blikket, mens hun synger, og i et øjeblik er jeg den elsker, der forlod hende som ung, og som hun aldrig har tilgivet. Det er opera meget tættere på, meget mere nærværende og sindsoprivende, end hvad jeg længe har oplevet.

Et andet sted står strygerne og spiller smukke akkorder med en række små springvand omkring sig, der i mørket rækker poetisk op mod farvede dioder, der hænger over dem. Scenografen Marie Chemnitzs ruminstallationer, der med deres fortællende form stedvist vækker minder om kunstneren Mike Nelson, og lysdesigner Anders Polls intense laserbrudte mørke er en væsentlig del af forestillingen, som i sig selv er værd at opleve.

Senere samles publikum igen i samme rum til den sidste akt, hvor en ensom brud måske drukner sig selv, og den selvforelskede baryton udfører et sidste skæbnesvangert ritual.

Fremragende kombination

Musikken, som er komponeret af Efterklang og den danske komponist Karsten Fundal, har ofte karakter af rytmisk musik, men distinktionen rytmisk/klassisk er hverken den mest oplysende eller relevante til at beskrive de 11 sange.

Ved højdepunkterne er de smukt harmonibårne og stærkt melodiøse med omkvædstruktur. I de mere spændte, afventende og nedtonede passager bliver der plads til mere atonale sekvenser, uventet harmonik og frie vers, uden at det dog bliver egentlig tolvtonemusik.

Fra et operaperspektiv var inspirationen således mindre Alban Berg og Wagner, mere Stravinsky a la Nattergalen, hvis man endelig skal sammenligne. Men det samlede koncept, stemningen, de stive, fremmedgjorte og teatralske figurer, samt den smukke og humoristiske musik minder på mange måder mere om musikteater a la Robert Wilsons og Tom Waits samarbejder i 90’erne.

Integrationen af ruminstallation, involverende teater, opera og lys er kort sagt fremragende. Og instruktør Christian Lollike har formået at skabe et formidabelt flow scenerne imellem. Jeg vil meget gerne se mere opera i denne form, specielt ville det være spændende næste gang at opleve holdet i en mindre symbolistisk, mindre 90er-teatralsk og mere psykologisk opsætning.

’Leaves. The Color of Falling’. Copenhagen Opera Festival, Atomkælderen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu