Læsetid: 3 min.

Alt slynger sig om sit ophav

Dansk kolonitids sorte fortid fortalt som en febervision om en bedre verden i harmoni med naturen – og som en kold afvaskning af ethvert idealistisk håb. Daniel Denciks spillefilmsdebut ’Guldkysten’ er fremragende
Dansk kolonitids sorte fortid fortalt som en febervision om en bedre verden i harmoni med naturen – og som en kold afvaskning af ethvert idealistisk håb. Daniels Denciks spillefilmsdebut ’Guldkysten’ er fremragende

Martin Munch

4. juli 2015

Der synes at være en ny generation på vej i dansk film, som går til stålet med en fortællemæssig kompleksitet, et kunstnerisk overskud og en fuldblods bevidsthed om mediets mange virkemidler. Og fulde af stærkt politiske eller dybt eksistentielle konflikter, fra politisk forræderi omkring Thulebasen over dansk kolonitid til assisteret eller personligt udført selvmord. Allerede her i syvende måned af året har vi fået fire fremragende spillefilm fra en yngre generation. Christina Rosendahls Idealisten og så hele tre ekstremt lovende spillefilmsdebuter: Samanou A. Sahlstrøms I Dine Hænder, Jeppe Røndes Brigdend og nu Daniel Denciks debut som spillefilminstruktør Guldkysten.

Selvom filmplakaten kunne lede tankerne i retning af anderledes stivbenede, usundt teatralske danske film fra en svunden tid – tænk bare på Peter Von Scholten (1987) med nogenlunde samme emnemateriale – så fortælles Guldkysten i et fabulerende filmsprog med sans for både talesproget og dets subtekst, billedet og dets mange fortællemuligheder, lyden og musikkens potentiale for ekstra lag af betydning.

Den unge botaniker Wulff (spillet med en fint tilbageholdt ild af Jakob Oftebro) udskibes på kongelig ordre til Dansk Guinea i 1836 for at få sat skik på en kaffeplantage. Slaveriet er blevet forbudt ved de danske handelsforter på Guldkysten, og nu ønsker kongen sig »en have i stedet for en kirkegård.«

Dybere ind i naturen

Wulff ankommer til en dekadent bule, hvor alt ikke er, hvad det giver sig ud for. I brevene til sin forlovede – der danner et ret så poetisk voice over-fortællespor filmen igennem – beskriver han fortet Christiansborg som »en strandet hval«, der har spist og drukket for meget. Og han vender sig mere og mere væk fra kulturen og sin medbragte euro-arrogance og fordyber sig stadig mere i de indfødte og i naturen, som han forundres over og beskriver som at være i feststemning. Han taler om, hvordan han ikke er skabt til den borgerlige tvang og pligt og genkender cirkulære mønstre over alt i de frodige urskove.

»Alt slynger sig om sit eget ophav,« fortæller han på lydsporet til sin forlovede.

Guldkysten minder både i sin tematik og sit filmsprog om Terrence Malicks The New World (2005). Begge handler de om mænd, der bærer koloniseringens skyld på deres skuldre, men er vise nok til at erkende dens voldelige vildfarelser og himmelråbende uretfærdigheder. Filmsproget i Guldkysten er henført og digtende, især i den lange passage i anden akt, hvor kameraet nysgerrigt kærligt følger Wulff – som det også fulgte Colin Farrell alias John Smith i The New World – drivende dybere og dybere i sync med naturen og de lokale. Alt imens hans ord på lydsporet bygger et poetisk lag i samklang med Twin Peaks-komponisten Angelo Badalamentis dårende melankolske kompositioner (med bidrag fra danske Johan Carøe, Lasse Martinussen og Mads Heltberg). Men Dencik og Badalamenti bevæger sig også over mod Coppolas Apocalypse Now i sin mere idiosynkratiske brug af synthesizerklange, der borer sig som klagesange ud gennem lærredet. Åh, skønheden og fortabelsen i synth og urskovsflod... Der er en fabulerende frihed på spil i filmsproget, hvor kameraet, ikke tekstbehandlingen, er pennen.

Aldrig indoktrinering

»Filmen er inspireret af virkelige personer og begivenheder fra perioden omkring slutningen af den transatlantiske slavehandel,« står der i pressemeddelelsen til Guldkysten. Og det resonerer op i nutiden, hvor vi stadig koloniserer via global handel og stadig udnytter og hærger tredjeverdenslande. Ja, denne anmelder kom uvilkårligt til at tænke på, hvordan en film om vores tid 200 år fra nu vil fortælle om denne tids brutale kapitallogik. Det bliver ikke kønt. Lykkeligvis bliver Guldkysten aldrig indoktrinering, men udfolder sig i et billed- og lydsprog, der er drømmens og mareridtets.

Og trods dens smukke, fuldbyrdede æstetik mangler der heller ikke harsk realisme i Guldkysten. Udstillingen af en perverteret og magtfordrukken adel med tropefeber og delirium er ubehagelig i al sin brutalitet og sadisme. Men det er en nødvendig gru. Og med sin tidløse diskussion om kultur over for natur hudfletter Dencik den vestlige civilisation, så man jamrer sig langt oppe i nutiden. Den vestlige civilisation? Den er der vist ikke meget håb for. Dansk film er der til gengæld – efter et fattigt 2014 – fornyet håb for.

Guldkysten – Instruktion: Daniel Dencik. Manuskript: Daniel Dencik og Sara Isabella Jønsson Vedde. Dansk. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annie Nilsson
Annie Nilsson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Film som ZERO DARK THIRTY, WALTZ WITH BASHIR og MUNCH beretter om autentiske modbydeligheder fra overgrebsmændenes synsvinkel. Der er 100 % focus på deres menneskelighed og hvad de ligesom føler. Deres ofre er anonyme, ligegyldige, og tjener kun som brændstof til at få deres overgrebsmænd til at fremstå som autentiske solide individer man kan identificere sig med.

Derfor har jeg lidt forbehold over for denne films beskrivelse af hvordan den unge botaniker Wulff har det med at ankomme til en forhenværende slavekoloni. Jeg har ikke set filmen så jeg bedømmer på meget spinkelt grundlag. Men umiddelbart føler jeg at eks-slavernes fortælling burde være det centrale.