Læsetid: 3 min.

Alt slynger sig om sit ophav

Dansk kolonitids sorte fortid fortalt som en febervision om en bedre verden i harmoni med naturen – og som en kold afvaskning af ethvert idealistisk håb. Daniel Denciks spillefilmsdebut ’Guldkysten’ er fremragende
Dansk kolonitids sorte fortid fortalt som en febervision om en bedre verden i harmoni med naturen – og som en kold afvaskning af ethvert idealistisk håb. Daniels Denciks spillefilmsdebut ’Guldkysten’ er fremragende

Martin Munch

4. juli 2015

Der synes at være en ny generation på vej i dansk film, som går til stålet med en fortællemæssig kompleksitet, et kunstnerisk overskud og en fuldblods bevidsthed om mediets mange virkemidler. Og fulde af stærkt politiske eller dybt eksistentielle konflikter, fra politisk forræderi omkring Thulebasen over dansk kolonitid til assisteret eller personligt udført selvmord. Allerede her i syvende måned af året har vi fået fire fremragende spillefilm fra en yngre generation. Christina Rosendahls Idealisten og så hele tre ekstremt lovende spillefilmsdebuter: Samanou A. Sahlstrøms I Dine Hænder, Jeppe Røndes Brigdend og nu Daniel Denciks debut som spillefilminstruktør Guldkysten.

Selvom filmplakaten kunne lede tankerne i retning af anderledes stivbenede, usundt teatralske danske film fra en svunden tid – tænk bare på Peter Von Scholten (1987) med nogenlunde samme emnemateriale – så fortælles Guldkysten i et fabulerende filmsprog med sans for både talesproget og dets subtekst, billedet og dets mange fortællemuligheder, lyden og musikkens potentiale for ekstra lag af betydning.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annie Nilsson
Annie Nilsson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Film som ZERO DARK THIRTY, WALTZ WITH BASHIR og MUNCH beretter om autentiske modbydeligheder fra overgrebsmændenes synsvinkel. Der er 100 % focus på deres menneskelighed og hvad de ligesom føler. Deres ofre er anonyme, ligegyldige, og tjener kun som brændstof til at få deres overgrebsmænd til at fremstå som autentiske solide individer man kan identificere sig med.

Derfor har jeg lidt forbehold over for denne films beskrivelse af hvordan den unge botaniker Wulff har det med at ankomme til en forhenværende slavekoloni. Jeg har ikke set filmen så jeg bedømmer på meget spinkelt grundlag. Men umiddelbart føler jeg at eks-slavernes fortælling burde være det centrale.