Læsetid: 4 min.

Små kampe i den store historie

Al-Jazeeras dokumentarserie ’Witness’ gør en dyd ud af at skildre de almindelige og usædvanlige mennesker, der hele tiden kommer i klemme i den store historie. Uden ironi eller slinger i valsen. Man får kvalificeret sine bekymringer og respekt for dem, der stiller noget op
25. juli 2015

Selvom det næppe er nogen nyhed, er der stadig en stor del af de dokumentarfilm, der bliver lavet, der har som deres fornemste opgave at gøre det klart, at historien udgøres af mennesker, og at zoome ind på de menneskeliv, nyhederne drejer sig om. Det er den slags dokumentarer, Witness-serien viser. Om folk, der er i klemme i en aktuel politisk virkelighed, såsom Omar Khadr, der blev taget til fange som femtenårig i Afghanistan og på trods af sit canadiske statsborgerskab måtte blive voksen i Guantánamo-lejren, eller samerne på den sibiriske tundra, der fortrænges af industri. Folk, der kæmper en retfærdig kamp mod en overmagt, såsom de uafhængige russiske bloggere, der fortæller de nyheder, de etablerede medier af frygt for sanktioner sorterer fra, og folk, der med deres daglige virke diskvalificerer gængse forestillinger, som for eksempel de to kvindelige muslimske rappere, der hylder deres gud og det at følge dydens smalle sti i deres musik.

Valgkamp som overgangsrite

I A Goat for a Vote følger man tre store børns valgkamp for posten som elevrådsformand i Kenya. Eller rettere skolepræsident – titlen elevrådsformand kan vist ikke helt gøre det. Lærere, forældre og elever lægger op til, at der skal vælges en stor leder, en beundringsværdig rollemodel og talsperson. Det er en øvelse i borgerskab og demokrati, der udfolder sig i skolens mikrokosmos, hvor de tre kandidaters forskellige udgangspunkter fuldstændigt indkapsler de dilemmaer og barrierer, der gør sig gældende ude i det store egentlige politiske system.

Harry er en alvorlig og lidt forsagt ung mand fra fattige kår, der med skolepræsidenttitlen kan øge sine chancer for at komme godt videre i uddannelsessystemet, blive læge, få mulighed for at hjælpe sit lokalsamfund og forsørge sin familie. For Magdalene handler det ikke kun om at komme godt videre, men også om at vise, at piger kan være ledere. Said er en sprudlende dreng, der ikke mangler noget og tydeligvis føler sig hjemme på tronen. At det bliver et forudsigeligt forløb, gør det ikke kedeligt, detaljerne i magtspillet er interessante nok i sig selv.

Said får trykt en farverig valgplakat med professionelle billeder af sig selv i jakkesæt med beredvilligt fremstrakte hænder og hovedet velvilligt lagt på skrå. Harry har tegnet sin plakat med blyant på et stykke ternet papir. Han har tegnet sig selv med briller og jakkesæt. Said kommer forbi og giver kammeratlige råd. Plakaten mangler farve. Han kan låne farveblyanter af eleverne i de små klasser, foreslår Said. Hvorfor har han briller på? Harry krymper sig og væver noget om at ligne en rigtig præsident, at man ikke kan ligne almindelige mennesker. Said, der opfører sig som en, der for længst er blevet præsident for planeten Jorden, råder ham til at få fat i nogle penge. Klip til Harry, der møjsommeligt kravler op i en kokospalme, og klip til Harry, der ikke får solgt sine kokosnødder på markedet.

Said deler bolsjer ud som var det medaljer eller velsignelser, og andægtigheden breder sig straks. Harry har også bolscher at give og bliver totalt løbet over ende af klassekammerater, der kræver mere i stedet for at takke.

Said indspiller en valgkampsang om, hvor enige alle er, om at han skal være skolepræsident, og om hvor glad det gør ham. Han rammer ikke en tone, men nyder til gengæld at optræde, og sangen er en succes. Ivrige drenge bryder ud i dans, løber op og giver ham halskæder på og trykker penge i hans hånd. Harry starter med at undskylde sin hæse stemme og minder om, at han lovede dem kød, og at det er lykkedes ham at komme med en ged. Han håber, den smagte. Konferencieren glemmer at give ordet til Magdalene, der selv må tage det og har et velsyngende pigekor med sig. A Goat for a Vote viser valgkampen som en blanding af pubertært udskilningsløb og parodisk overgangsritual til det myndige liv i det parlamentariske demokrati.

Ikke for sjov

De dokumentarfilm, der sendes som en del af Witness-serien er sjældent særligt sjove. DR2’s Dokumania er til sammenligning en meget mere blandet buket, der udover at vise film, der kan kvalificere ens bekymring over verdens tilstand, giver plads til mere formeksperimenterende, fiffige film. Witness er mere skarpt fokuseret på de problemer, der udspiller sig rundt omkring på kloden, og de menneskeliv de sætter deres aftryk på.

I Unwasted Poland blander affaldshåndtering, inklusion og arbejdsløshed sig i historien om et firma, hvis udviklingshæmmede ansatte indsamler og sorterer affald. »Fordi der er mere og mere affald, kan vores planet dø«, siger hovedpersonen Malgorzata i en af de få bemærkninger, appellerer til seerens (galgen) humor. Danske dokumentarer med udviklingshæmmede fremhæver ofte de medvirkendes livsglæde og naivitet, men Unwasted Poland handler ikke om at være nuttet, men om at gøre nytte. Ligesom man ikke skal smide ting ud, der kan genbruges, skal man ikke lade folk gå rundt og være uproduktive, bare fordi de er udviklingshæmmede. De komiske elementer bliver ikke dyrket, det er ikke meningen, at man skal grine. De medvirkende er glade for at få noget fra hånden, og meningen med Unwasted Poland er, at man forstår, at flere burde have det privilegium.

Witness-dokumentarerne vises hver lørdag, onsdag, torsdag og fredag på al-Jazeera, men kan ellers ses online på: aljazeera.com/programmes/witness

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu