Læsetid: 2 min.

Uforudsigelig kvindehader

Lars Mikkelsens stærke Strindberg er en overraskende rolig mand i Thomas Bendixens ujævne iscenesættelse af ’Tribadernes Nat’ på Grønnegårdsteatret
25. juli 2015

Kvindehaderen Strindberg er en lækkerbisken for enhver skuespiller. Derfor er det så herligt overraskende at se, hvordan Lars Mikkelsen vælger at tolke Strindberg i Tribadernes Nat på Grønnegårdsteatret. For Lars Mikkelsens Strindberg er IKKE nær så vanvittig og urimelig, sådan som manden ofte gengives. Tværtimod er hans krop helt rolig, og hans stemme fremsiger perfiditeter, som om de havde været roser.

»Jeg har forstødt dig,« siger han med det mildeste smil til sin Siri.

I hvert fald indtil sidste scene, hvor han pludselig sender replikkerne af sted, som om de var geværskud.

Lars Mikkelsens Strindberg bliver det styrende omdrejningspunkt i denne Tribadernes Nat. Samtidig viser han, at P.O. Enquists stykke fra 1975 med dets blanding af dokumentar og fiktion virker ret gammeldags. For alle historiske fakta tvinges ind i replikker om fortiden. Altså dengang ægteskabet mellem Strindberg og Siri von Essen gik i stykker, og den lesbiske Marie David – den forhånede tribade! – dukkede op.

Thomas Bendixens iscenesættelse er dog yderst loyal over for Enquists tekst. Desværre virker det, som om iscenesættelsen helst har villet skabe en komedie. Så når de psykologiske konfrontationer skal blusse, er skuespillerne nærmest overladt til sig selv. Men et skilsmissedrama skal altså svie!

Fin naivitet

Ann Eleonora Jørgensens Siri von Essen er ellers uimodståelig som både erotisk diva og forsmået elskerinde. Scenografen Steffen Aarfing har klædt hende i den smukkeste silkeskjortebluse, hvis kniplinger hun pikant knapper op undervejs – og hendes hvepsetalje er skruet ned i den flotteste Skagen-nederdel med stofknapper. Ann Eleonora Jørgensen rammer præcist raseriet over ægtemanden, der har forhindret hende i at udføre sit arbejde som skuespiller – og samtidig har hun en oprigtig poesi over sig, når hun pludselig dvæler ved kærligheden.

Hendes redning er tilsyneladende den lesbiske husveninde Marie David. Her lyser Marie Bach Hansen op som køn kendis, men hun rammer replikkerne så fladt, at det bliver helt flovt; der er langt fra Arvingerne til Strindbergs Den stærkeste … Så passer Kenneth M. Christensen langt bedre ind i rollen som instruktøren Viggo Schiwe, der forgæves forsøger at gennemføre en prøve midt i de strindbergske skilsmisseskænderier; hans ungdommelige naivitet er fin og kejtet og netop så latterlig, som den skal være.

Pletter mangler

Men alt i alt kommer forestillingen kun i balance og fremdrift i få scener. Scenografen Steffen Aarfing har ellers skabt en fint abstrakt scenografi med halve trapper og bjerge af ølkasser på det gamle Dagmarteatret i København i 1889. Men Strindbergs grønne uldjakkesæt er så nobelt, som om han havde været en godsejer på jagt – ikke som en forgældet forfatter på druk og damerov. Der mangler pletter her.

Denne Tribadernes Nat er i det hele taget blevet en forbløffende udæmonisk Strindberg-forestilling. Måtte sommervinden bringer mere vildskab til Odd Fellow Palæets have denne sommer.

Tribadernes Nat. Tekst: P.O. Enquist. Oversættelse: Henning Ipsen. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Steffen Aarfing. Grønnegårdsteatret i Bredgade til 22. august. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu