Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

’Vores mission var ikke at forstå fjenden, men at bekæmpe den’

Bekvemmeligheden ved elektronisk at kunne overvåge mennesker i hele verden har trængt det klassiske efterretningsarbejde via spioner og meddelere i baggrunden. Men konsekvenserne kan være store. For selv om det fysiske indhentningsarbejde ofte er risikabelt, giver det indsigt og menneskelige vurderinger, som det kan være svært at være foruden
Bekvemmeligheden ved elektronisk at kunne overvåge mennesker i hele verden har trængt det klassiske efterretningsarbejde via spioner og meddelere i baggrunden. Men konsekvenserne kan være store. For selv om det fysiske indhentningsarbejde ofte er risikabelt, giver det indsigt og menneskelige vurderinger, som det kan være svært at være foruden

iBureauet/Mia Mottelson

Moderne Tider
1. august 2015

Da det syriske oprør bredte sig til Irak, og Islamisk Stat for alvor begyndte at tage kontrol med store territorier, førte det endnu engang til kritik af de amerikanske efterretningstjenester. Som en artikel i Foreign Policy spurgte: »Først Krim, nu Irak. Hvorfor bliver USA’s 50 milliarder dollar dyre efterretningsvæsen ved med at blive taget på sengen?«

Afsløringerne af NSA’s gigantiske og dyre elektroniske overvågningskapaciteter havde det seneste år domineret verdenspressen, og med Snowdens dokumenter i baghovedet stillede mange sig selv spørgsmålet: Hvordan kan USA’s efterretningstjenester overvåge så meget og så samtidigt helt fejlvurdere store globale begivenheder?

I den nye bog The New Spymasters går den britiske journalist Stephen Grey tæt på udviklingen i først og fremmest CIA og den britiske søsterorganisation SIS’ brug af menneskelige spioner til at håndtere det 21. århundredes udfordringer. Han har tidligere blandt andet skrevet bogen Ghost Plane, om CIA’s ulovlige fangetransporter, men går denne gang tættere på konflikterne mellem de forskellige tilgange i efterretningsarbejdet og de erfaringer, man har gjort sig i de seneste 15 års krig mod terror.

Efter den Den Kolde Krigs afslutning stod efterretningstjenesterne i et vadested, hvor de både skulle håndtere at agere i fredstid og samtidigt begynde at fokusere bredere end statslige fjender for at fortsætte med at være relevante.

Konflikten mellem de to klassiske tilgange – den fysiske indhentning (HUMINT), og den elektroniske indhentning af signalefterretninger (SIGINT) – blussede op igen, for afsløringen af agenter selv hos fjendtlige stater var særligt problematisk i fredstid:

»Det kunne true freden. I modsætning til det stod opsnapning af kommunikation, som blev set som risikofrit. Så længe ingen fandt ud af det, så kunne du lige så nemt spionere mod dine venner som fjender,« som Stephen Grey skriver.

Den fysiske indhentning fremstilles ofte som den rodede og risikable del af efterretningsarbejdet, der både sætter agenters liv på spil og kan føre til store politiske skandaler, og op gennem 1990’erne begyndte mange af midlerne at blive dirigeret over mod de elektroniske metoder. Der var aldrig tale om et enten-eller, men et forsøg på at finde den rette balance mellem de to tilgange.

Alligevel begyndte flere at advare om, at man var ved at glemme gamle dyder om infiltration, rekruttering og den menneskelige vurdering. Så kom angrebet 11. september 2001, og det sendte chokbølger gennem tjenesterne, at man kunne overse så stort et angreb.

»Vi havde ikke nogen tæt nok på«, forklarer en tidligere højtstående CIA-ansat til Grey om fiaskoen, mens T.J. Waters, som blev rekrutteret ind som indhentningsofficer lige efter angrebet, forklarer, hvordan stemningen var i CIA på det tidspunkt:

»Hvis du ikke lærte andet den 11. september, så skal du i det mindste vide dette: Satelitter, telefonaflytninger og skjulte mikrofoner er alt sammen fint og godt, men de er ikke nogen erstatning for at vide, hvad nogen tænker, hvad de planlægger i deres hoveder. Alle de milliarder vi har brugt på avanceret teknologi, og ingen vidste noget om 11. september,« siger han.

Sværere rekruttering

Men på trods af den erkendelse blev den traditionelle fysiske indhentning stadig i stigende grad udkonkurreret af andre metoder, og Grey undersøger de forskellige baggrunde for det. Nogle hævder, at det skyldes, at de fjender, efterretningstjenesterne i dag fokuserer på at bekæmpe, har gjort det langt sværere at rekruttere spioner.

Spillereglerne er forandret, og det skyldes både organisatoriske og teknologiske udviklinger. Under Den Kolde Krig kunne det tage fem år at udvikle en god kilde i KGB og yderligere nogle år for vedkommende at nå så langt op i rækkerne, at man for alvor kunne få gavn af de informationer, han leverede. De kunne så til gengæld være nyttige i årevis derefter.

Under krigen mod terror er det blevet meget mere sjældent at få en kilde op på så højt et niveau, og det fik Richard Dearlove – tidligere chef for den britiske udenrigstjeneste MI6 – til på en konference i London i 2008 at hævde, at fysisk indhentning af efterretninger »bliver undermineret på grund af besværlighederne med at rekruttere kilder«.

I stedet burde man acceptere en udbredt elektronisk overvågning, da »det man har brug for i dette nye miljø er adgang til datastrømme,« argumenterede han.

Andre topfolk i efterretningsvæsnet havde lignende positioner, men i realiteten arbejdede tjenesterne hårdt på at rekruttere i mange led i de ekstremistiske bevægelser: I januar 2008 slog det spanske antiterrorkorps til mod en formodet terrorcelle med forbindelse til al Qaeda. Det var i en valgkampstid og kun fire år efter bomberne i Madrid.

Under retssagen kom det frem, at en af medlemmerne i cellen – som dagen inden havde fået ordre på, at han selv skulle deltage i selvmordsangrebet – havde alarmeret en kontakt i det franske politi, der havde givet tippet om den forestående trussel videre til spanierne. Selvom han selv benægtede det, kom det frem, at den franske efterretningstjeneste i årevis havde arbejdet med manden i terrorcellen, og de var nu rasende på spanierne over, at deres agent blev afsløret under en åben retssag.

Sagen viste, at al Qaedas fokus på selvmordsaktioner gør det svært at blive i længere tid i en gruppe uden at blive afsløret selv. Det er ikke politisk holdbart at lade være med at skride ind, hvis man har bare den mindste anelse om, at et angreb er nært forestående. Som anklageren i sagen, Gonzales Mota, forklarede:

»Selvmordsangreb tillader ikke en særlig stor margen til at tage en beslutning. At skride til handling efter et angreb ville være en tragedie«.

Eksemplet illustrerer, at det faktisk ikke var fordi, det på det tidspunkt var så vanskeligt at rekruttere. Snarere var problemet, hvor længe, man kunne tillade sig at lade spionerne være inde; hvordan man skulle styre dem og undgå, at de vendte sig mod en selv. Noget der gik fuldstændigt galt i december 2009 i Khost i Afghanistan. Her troede CIA endelig, at de for første gang via den jordanske efterretningstjeneste havde fået en højt placeret kilde med adgang til den absolutte top i al-Qaeda.

Den islamiske ekstremist Humam al-Balawi var blevet anholdt i Jordan, og efter få dages afhøringer havde han indvilget i at tage til Pakistan og arbejde som meddeler for tjenesten. Selv hævdede han siden, at han aldrig havde tænkt sig at meddele noget som helst, og at den jordanske efterretningstjeneste var idioter, at de troede ham. Han gav løbende oplysninger fra Pakistan, og først den jordanske efterretningstjeneste og siden CIA endte med at få tillid til al-Balawi.

Den 30. december 2009 stod hele den lokale ledelse i CIA klar i Camp Chapman, Afghanistan, med fødselsdagskage og modtagelseskomité, da de for første gang skulle møde deres nye guldkilde. De havde så stor tillid, at de ikke engang foretog en simpel kropsvisitering, inden han steg ud af bilen, detonerede sin selvmordsvest og dræbte den lokale CIA-basechef og seks andre ansatte i tjenesten. En katastrofe, der viste, at »da de havde chancen, var CIA så entusiastiske som nogensinde før i forhold til at plante en spion i organisationen«.

Men operationen viste også, at sådanne muligheder var sjældne, og resultatet viste, hvorfor ingen længere rigtigt regnede med spionerne: »HUMINT var ikke længere i centrum. Operationen havde været CIA’s bedste skud, og Det Hvide Hus havde fulgt med. Det blev en spektakulær fiasko,« skriver Stephen Grey.

Maskinerne tager fejl

Skandalen i Khost hjalp ikke på entusiasmen omkring den klassiske fysiske indhentning, og CIA fortsatte sin nye rolle som i højere grad fokuserede på terrorbekæmpelse og reel krigsførsel end traditionel efterretningsindhentning. Først i håndteringen af fanger i det kontroversielle afhørings- og torturprogram og siden som den centrale aktør i dronekrigen.

Det trak fokus væk fra andre dele af tjenestens opgaver, som Tyler Drumheller, den europæiske divisionschef for CIA, kritiserede i perioden efter 11. september: »Vi er en efterretningstjeneste, en spionagetjeneste. Ikke fangevogtere, politimænd eller afhørere. Vi debriefer folk, vi afhører dem ikke«.

Men den opfattelse vandt ikke frem, og de fejlagtige forsøg på at trænge ind i de lukkede kredse i al Qaedas top medvirkede til, at CIA i stedet fokuserede på de målrettede drab via droner og raids fra specialstyrkerne i JSOC. Operationer som ofte baserede sig på tekniske spor og til tider ikke blev tilstrækkeligt understøttet af agenter eller andre former for HUMINT kilder. Som Grey observerer, lader det til, at CIA egentlig var opmærksom på, at menneskelige kilder måske brugte dem til at få rivaler slået ihjel via falske tip.

De menneskelige tip blev altså for det meste tjekket efter via teknisk analyse af, om talebanernes mobiltelefoner rent faktisk befandt sig det sted, som var udpeget som mål, men det var desværre ikke altid tilfældet den anden vej rundt.

Ved et angreb tidligt om morgenen den 2. september i Takhar provinsen i Afghanistan blev en konvoj af biler ramt af først bomber fra et F16 fly og siden Apache-helikopter. Kropsdele og bilvrag lå spredt ud over vejen, og kort efter kunne NATO udsende en meddelelse om, at de allierede styrker havde præcisionsbombet en ledende skikkelse i en terrororganisation med forbindelse til Taleban.

Problemet var, at både lokale afghanere og internationale journalister havde kontakter blandt den nu hovedmistænkte afdøde, der godt nok tidligere havde været Taleban-affilieret, men nu levede et roligt liv i Kabul og var på vej til et arrangement for en kandidat i den kommende valgkamp. I tiden efter hævdede amerikanerne hårdnakket, at de havde ramt den rigtige, men alle uafhængige undersøgelser pegede i den anden retning.

Ifølge Grey havde fejlen sit ophav i en afhøring på Bagram Airbase, hvor en fange havde givet amerikanerne et telefonnummer på en person, der ifølge fangen var ledende figur i bevægelsen med forbindelse til Taleban. Amerikanerne lavede tekniske analyser for at tjekke op, og de leverede et resultat så tilfredsstillende, at angrebet blev sat ind.

Ifølge Stephen Grey var problemet ikke som sådan en særskilt teknologi eller metode, men snarere at amerikanerne havde fået en »overdreven tiltro til selve ideen om teknologi i sig selv. Den besnærende tro på, at videnskab og computerkraft kunne overkomme det uoverstigelige problem det er, at operere i et forvirrende og farligt fremmed territorium.«

Hellere drab end forståelse

Måske ikke så overraskende har dronekrigens civile drab og fejltagelser som drabet på valgkortegen store konsekvenser for netop det svære kildearbejde og rekrutteringen. Som en efterretningsmedarbejder udtrykker det i bogen: »Vores mission var ikke at forstå fjenden, men at bekæmpe den«.

Efter et årti med afsløringer af CIA’s fangetransporter til hemmelige torturfængsler og dronekrig er det svært at overbevise kilder eller meddelere om, at de skal risikere alt for at hjælpe med den mission. Som den tidligere MI6-chef Richard Dearlove i en tale i 2006 argumenterede for, handlede tidligere tiders rekrutteringssucces måske også om, at »Vesten ved Den Kolde Krigs afslutning entydigt havde det moralske overtag,« sagde han og erkendte: »Det har vi ikke for øjeblikket,«

Den tidligere ansatte i MI6 Alastair Crooke vurderer i bogen, at tilgangen i de nuværende efterretningstjenester risikerer at slå fejl, fordi de i så høj grad fokuserer på at nedkæmpe fjender frem for at blive klogere på dem med målet om langsigtet at blive i stand til at vinde.

Han er en kontroversiel figur, som efter at have været udsendt i Irland, Sydafrika, Namibia, Colombia, Pakistan, Afghanistan, Israel og Palæstina efter alt at dømme blev fyret fra tjenesten, da han insisterede på at have kontakter med blandt andet Hamas og andre oprørsgrupper, som den politiske ledelse mente skulle betragtes som terrorister.

For ham mangler tjenesterne at erkende, at ’krigere bliver nødt til at blive gamle’ før de bliver trætte af at dræbe. Noget som droneprogrammet og de målrettede drab logisk nok forhindrer nogensinde kommer til at ske, da »deres kill/capture kampagne af attentater i Afghanistan og Pakistan har bidraget til konstant at forynge Talebans lederskab,« skriver Grey.

For i krigen mod terrorens tid er efterretninger efterhånden blevet en snæver disciplin, hvor man alene skal forsøge at finde den bid information, der kan føre til et drab:

»Presset for at levere producerer fejl efter fejl. Folk har brug for statistik og vil sætte kryds i bokse omkring, hvor mange terrorister de har dræbt,« siger Alastair Crooke.

Problemet er sjældent adgang til kilder eller data, men manglende analysekapacitet og vilje til at forstå den fjende, man er oppe imod. I Afghanistan brugte man så mange kræfter på at dræbe Talebans top, at man helt overså, hvilke dynamikker, der var på spil. Ofte spillede noget så simpelt som mangel på sprogegenskaber ind på, at man ikke forstod de problemstillinger man stod over for.

»Vi har skabt en verden med globale konsekvenser, uden global viden, og spionage er ikke kuren mod det problem,« skriver Stephen Grey. »Det tidlige 21. århundredes krige, om det er i Afghanistan, Irak eller Syrien, blev ikke tabt og sagen vanæret af, at man fejlede i at indsamle specifikke efterretninger. De var fiaskoer af en langt bredere karakter: Vores manglende evne til at forstå vores omverden«

Stephen Grey: The New Spymasters – Inside The Modern World of Espionage from the Cold War to Global Terror. Penguin Random House. 348 sider. 14,34 dollar på Amazon.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Ole Kvint

De havde glemt at overvåge mig!

Peter,
du ved det bare ikke. ;-)

Følgende vits bærer nok en del sandhed med sig:

Drengen til Obama; "min far siger du overvåger os"?
Obama svarer; "han er ikke din far"!