Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Vi er de 99 procent

Hvad har Det Arabiske Forår, Occupy Wall Street, fagbevægelsen i Danmark og Den Franske Revolution til fælles? De er alle sociale protestbevægelser. Ny bog kortlægger protestens anatomi
Moderne Tider
15. august 2015

I de senere år er der sket en opblomstring af protester. Mod økonomiske ulighed i kølvandet på den globale finanskrise til den stigende utilfredshed med autoritære regimer i Mellemøsten har protesterne taget til i omfang og styrke. Et gennemgående tema i disse protester har været opgøret med de politiske eliters manglende evne til at tilfredsstille folkets krav om medindflydelse og anstændige livsbetingelser. »I kan ikke repræsentere os!« var sloganet under den russiske opstand i 2012. »Vi er de 99 procent,« råbte Occupy Wall Street i USA. »Reelt demokrati nu!« var slagordet i Spanien. »Nok er nok!« lyder det på Syntagma-pladsen i Athen.

Et nyt særnummer af tidsskriftet Slagmark kortlægger protestens idéhistorie og sanktionsformer. Det er der kommet en vellykket artikelsamling ud af, som i hidtil uset omfang dokumenterer variation og ligheder imellem protester gennem tiden. Temanummeret, der reelt er redigeret som en sammenhængende bog, indeholder 13 originale bidrag skrevet primært af yngre danske forskere. De dækker en bred vifte af spørgsmål gennem de forholdsvis korte kapitler. Et kapitel handler om social frigørelse og hævder, at protestbevægelserne må overskride forestillingen om et centralt subjekt – hvad enten det er arbejderen, klassen eller folket. Et andet kapitel handler om håndværk og gør det selv-teknologi som protestform. To svenske bidrag gennemgår henholdsvis protesternes nyere historie i Sverige og den danske klimabevægelses udvikling og succes. Et kapitel kigger på den meget omdebatterede indflydelse fra internettet og de sociale medier, især i forbindelse med Det Arabiske Forår, og giver en række bud på, hvordan internetaktivisme kan forbindes med fysisk aktivisme. Temanummeret afsluttes med et interview med den belgiske politiske filosof Chantal Mouffe om hendes syn på befolkningernes utilfredshed med den stigende afpolitisering af alle samfundsområder.

Bogens mest interessante, tankevækkende og oplysende kapitler findes dog i en række originale historiske analyser af de politiske protesters udvikling og konsekvenser. Flemming Mikkelsen leverer et excellent kapitel om sammenhængen mellem folkelige protestbevægelser og ændringer af politiske regimer. Der findes allerede ganske mange enkeltstudier af isolerede begivenheder og protester, men kapitlet forsyner læseren med en systematisk komparativ oversigt over de forskellige protestbevægelser og deres politiske virkning i Danmark – fra enevældens fald over kampen for parlamentarisme og nationalstatens grundlæggelse til protesterne mod den tyske besættelsesmagt og 1960’ernes ungdomsoprør.

Konflikter

Mikkelsen starter med at gøre opmærksom på, hvordan den danske demokratihistorie ofte er blevet fortalt som en historie om generelle moderniseringsprocesser og fremvæksten af nye progressive samfundsklasser og deres vellykkede integration i den demokratiske kultur. Det er gårdmændenes og arbejderbevægelsens succeshistorie og historien om protesternes institutionalisering i bøndernes højskoler, andelsvirksomhed og forsamlingshuse og arbejdernes fagforeninger, kooperativer og folkehuse. Selvfølgelig spiller alle disse forhold ind på den danske demokratiseringsproces. Men Mikkelsen fremsætter en mere dristig påstand: nemlig at historien om den tiltagende modernisering og gradvise forandring må suppleres af en analyse af diskontinuerte brud og konflikter, der har svælget frem og tilbage for og imod demokrati. 1800-tallets progressive bevægelser blev mødt af konservative modstrømninger med betydelig folkelig tilslutning.

Det fører til kapitlets anden interessante påstand, at civilsamfundets demokratiserende rolle er overvurderet. Ifølge Mikkelsen rummer civilsamfundet både demokratiske og antidemokratiske bevægelser. Derfor skal man passe på med at tro, at civilsamfundets institutioner er baseret på demokrati. De er nærmere opstået som følge af protester og folkelig mobilisering i et forsøg på at tilkæmpe sig demokrati. Fra denne politologiske tese fortsætter artiklen med at udpege og kortlægge de forskellige protestbevægelsers konkrete aktionsformer og beskriver, hvordan den øgede politiske deltagelse har lagt et afgørende pres på myndigheder og andre autoriteter for at udvide de demokratiske rettigheder.

En anden fortjeneste af denne kortlægning er identifikationen af et relativt lille antal protestformer, der ser ud til at være stabile over tid. Massedemonstrationer startede allerede i enevældens sidste år og er siden er blevet en af den moderne protestbevægelses foretrukne aktionsformer. Forsamlinger, underskriftindsamlinger, voldelige aktioner og krav om presse- og ytringsfrihed har gennem flere århundrede kendetegnet protesternes kollektive aktionsrepertoire og skabt samfundsforandringer helt frem til i dag.

Demokratisk underskud

Hermed er vi fremme ved temanummerets centrale tema: opgøret med det repræsentative demokrati. I hvilken udstrækning kan protester og civil ulydighed overhovedet legitimeres inden for en demokratisk ramme? Hvilken legitimitet har kollektive protester, når de forsøger at skabe nye og mere radikale former for demokrati? I et overbevisende idéhistorisk kapitel om det repræsentative demokratis iboende modsætninger fører Nicolai von Eggers protestbevægelsens historiske udvikling tilbage til Den Franske Revolution.

De franske revolutionære kæmpede ifølge Eggers for et nyt politisk system med større politisk inddragelse – selv om de for det meste var drabeligt uenige om, hvordan præcist dette system skulle indrettes. Som Bernard Maning og senere David van Reybrouck har påpeget, var det i tiden omkring Den Franske Revolution langt fra givet, at det repræsentative valgdemokrati, som vi kender det i dag, skulle blive den sejrende model. Tværtimod hævdede indflydelsesrige oplysningsfilosoffer som Jean-Jacques Rousseau, at når først et folk har overdraget sin suverænitet til en klasse af politiske repræsentanter, har de tabt den.

Som alternativ til det repræsentative demokrati med dets overdragelse af suverænitet til folkevalgte kan man imidlertid forestille sig en række andre demokratiske styringsidealer. Et sådant ideal blev formuleret af Jean-François Varlet i hans pamflet Projekt for et særligt og imperativt mandat (1972). I stedet for at uddelegere varetagelsen af folkets interesser til valgte repræsentanter, som ifølge Varlet har en naturlig tendens til at blive undertrykkende og tilgodese egne særinteresser, kan befolkningen give et mandat til en udvalgt gruppe administratorer. Men kun under den præmis, at dette mandat løbende skal overvåges og revideres og ultimativt kan trækkes tilbage, hvis statsapparatet krænker befolkningen. Altså får udenomsparlamentariske sanktioner, opstandelser, demonstrationer og protester en afgørende demokratisk funktion. I det øjeblik, den politiske administration handler imod folkets vilje, er folket berettiget til at afsætte ledelsen og i stedet indsætte en ny. Sagt på en anden måde kan et folks suverænitet ikke repræsenteres men kun udføres på en legitim og effektiv måde igennem et midlertidigt mandat.

Ligheden med det valgrepræsentative demokrati er naturligvis til at genkende. I det repræsentative demokrati får de folkevalgte ligeledes et tidsbegrænset mandat, inden for hvilket de skal handle i folkets interesser. Ellers vil de blive straffet ved kommende valg. Men den afgørende forskel er for Jean-François Varlet og senere generationer af revolutionære at undgå de sociale defekter, der knytter sig til moderne partisystemer og konsolidering af politiske eliter. For Varlet betyder det en slags direkte demokrati, hvor den konstante mobilisering af folket i sociale bevægelser er nødvendig for at bevare folkets suverænitet. Uden sociale bevægelser, der holder det politiske system under opsyn, vil folkesuverænitet gå tabt og efterlade samfundet med et pseudodemokrati.

Det sætter samtidig de historiske analyser i temanummeret ind i et aktualitetsperspektiv. Hvis folkets vilje ikke kan overføres til repræsentanter, som Rousseau siger, giver det en historisk legitimitet til protesternes krav om at overvåge, kontrollere og omvælte politiske systemer. Frem til i dag fortsætter protestbevægelser med at sætte fokus på klimaforandringer, social ulighed, manglende demokratisk indflydelse, statslig overvågning, kommercialisering af byrummet og så videre og bidrager løbende til sociale forandringer.

Som det siges et sted i bogen, handler politik om magten til at definere, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er lovligt og ulovligt, hvad der er legitim modstand og forræderi. Denne definitionskamp mellem samfundsgrupper er selvfølgelig præget af bevægelser og modbevægelser. Heri ligger også en af bogens svagheder. Den indeholder mange analyser af primært venstreorienterede protester og protestformer. Aktuelle eksempler som Occupy Wall Street i USA, Indinagos i Spanien og tilsvarende sociale bevægelser imod hegemoni, stigmatisering og ulighed danner overvejende forbillede for bogens analyser. Det ville være interessant med lignende analyser af konservative revolutioner og højreorienteret protester som Tea Party-bevægelsens massemobilisering i USA eller den igangværende islamisk-teokratiske mobilisering i dele af Mellemøsten.

Når det er sagt, er bogen et vellykket humanistisk og samfundsvidenskabeligt bidrag til forståelsen af sociale bevægelser og kollektive protestformer, der skriver sig ind i en bredere nutidig debat om det repræsentative demokratis begrænsninger.

Slagmark - tidsskrift for idéhistorie #71: Sociale bevægelser og politisk protest. Redigeret af Louise Fabian, Anne Engelst Nørgaard og Bjarke Skærlund Risager. Aarhus: Afdeling for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet. 297 sider. 150 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her