Læsetid: 3 min.

Der er brug for stædige mennesker

Jean-Pierre Améris’ solskinsberigede drama om den døvblinde Marie Heurtins vej mod sproget fortæller dedikeret om at have tro, tid og ro til at gøre en forskel
Den døve, men ikke blinde debutant Ariana Rivoire er imponerende som den udtryksfulde Marie. Foto: Fra filmen

Den døve, men ikke blinde debutant Ariana Rivoire er imponerende som den udtryksfulde Marie. Foto: Fra filmen

8. august 2015

I USA er den døvblinde Helen Keller en kendt kvinde. Hun var den første døvblinde, som fik en universitetsuddannelse, og brugte den bl.a. til at skrive sin historie og arbejde politisk for kvinders rettigheder. Kellers succesrige vej til at kommunikere med omverdenen uden at kunne hverken høre eller se er det stof, Hollywoodfilm kan laves af, og Arthur Penns The Miracle Worker fra 1962 skaffede Oscars til både Patty Duke i rollen som Keller og Anne Bancroft som hendes lærer Anne Sullivan.

I Frankrig har man et mindre kendt, men lignende eksempel på at en dedikeret lærer som den første beviste, at man kan hjælpe døvblinde ud af deres isolation ved at lære dem tegnsprog.

Det har Jean-Pierre Améris nu filmatiseret, og hans version af Marie Heurtins vej mod sproget er en rørende, men ind imellem også noget sukkersød fortælling fra et solskinsmættet Frankrig, hvor den bestemte Marguerite (Isabelle Carré) gjorde den døvblinde Marie (Ariana Rivoire) til en del af omverdenen.

Hårdt arbejde frem for mirakler

Helen Keller var født i 1880, Marie Heurtin i 1885. Maries historie tager sin begyndelse, da Marie er 14, og hendes kærlige forældre opsøger Larnay Instituttet nær Poitiers, hvor nonner tager sig af døve kvinder. Titlen på Arthur Penns film stammede fra Mark Twains beskrivelse af Anne Sullivan som en ’mirakelmager’. Med klosterrammen for Maries historie kunne man frygte, at historien her i høj grad ville gå miraklernes vej, men det gør den ikke. Gud og religion er nærmest underligt fraværende, mens filmen i stedet fokuserer på en stædig kvindes tro på, at netop hun kan gøre en forskel – og den benhårde kamp med så rent faktisk at gøre det.

Det er en lang pædagogisk proces, hvor man undervejs må spørge sig selv, hvad der er et fornuftigt socialiseringsforløb. Mange scener handler om, at kroppen skal vaskes, håret skal redes og den pæne kjole skal på. Som i François Truffauts klassiker Den vilde dreng skaber det en række kampe, før man når til det punkt, hvor der kan kommunikeres om andet. Det er en lettelse, når Madeleine får Marie dertil, for selv om Améris anlægger en munter tone, er kampene også udmattende for os.

Historien er bedst, når vi oplever, hvordan Maries tilgang til verden, får andre til at sanse på nye måder og reflektere over ting, vi tager for givet. I første scene ser vi, hvordan Marie lykkelig nyder varmen fra solskinnet, mens hun sidder på sin fars trygge skuldre. Senere skal hun lære alle at kende ved at mærke på deres ansigter og kende deres duft, og det er morsomt at se nonnernes ansigter blive udforsket af Maries nysgerrige fingre. Da Marie får mulighed for at kommunikere, udfordrer hun så sprogets rammer og formidlingen af abstrakte begreber.

Tro på forandringen

Den døve, men ikke blinde debutant Ariana Rivoire er imponerende som den udtryksfulde Marie, og Isabelle Carré har også et rørende register i sit levende ansigt. Deres karakterers duel og siden nære venskab klarer skærene, når manuskriptet ind imellem hælder mod det melodramatiske, og et sygdomsforløb gør Marie til den voksne. Sygdommen tvinger den indtil nu ellers noget klichéagtige forstander (Brigitte Catillon) til at træde i karakter, når hun i en fin scene betror Madeleine, at heller ikke nok så troende mennesker nødvendigvis får en stilfærdig død.

Gud, død, afsked, fortid, fremtid. Marie ender med at kunne rumme det hele, og hendes historie minder os om, hvor vigtigt det kan være med stædige mennesker til at gøre en forskel, hvor andre tror det er umuligt.

Marie Heurtin/Maries historie. Instruktion: Jean-Pierre Améris. Manuskript: Jean-Pierre Améris og Philippe Blasband. Frankrig. (premiere i Grand Teatret og 15 andre biografer landet over)

Læs interview med instruktøren Jean-Pierre Améris her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu