Læsetid: 10 min.

Det evigt stridbare makkerpar

Rikke Grosells bog, ’Vidunderlige skam’, skal ikke først og fremmest læses som en bog om prostitutionsmiljøet. Det er en bog om sex. Og om kærlighed. Og om det store spørgsmål om, hvad der er hønen og ægget i fortællingen om de to
Rikke Grosells bog har pustet til prostitutionsdebatten, men det er ikke det, hendes bog handler om, skriver Søren Gosvig Olesen.

Rikke Grosells bog har pustet til prostitutionsdebatten, men det er ikke det, hendes bog handler om, skriver Søren Gosvig Olesen.

Claus Bech

8. august 2015

Det er klart, at Rikke Grosell med sin optræden i medierne og især med sin bog (Vidunderlige skam, Wingman) har kastet lys over et område, der normalt er mørkelagt, prostitutionsmiljøet. Hun arbejdede i en periode først som escortpige og så på bordel, nu beretter hun om det. Men det er, som om budskabet drukner i mytologien om miljøet. Senest har hun i en kronik i Politikens måttet tage til genmæle mod forestillingen om den lykkelige luder — som hendes bog overhovedet ikke handler om.

Bogens hovedperson, Julie – med dæknavnet Amalie – udlever ganske vist en luderfantasi. De fleste har eksperimenteret lidt, nogle har eksperimenteret meget, de færreste har eksperimenteret så meget, som det sker her. Det er ekstremt. Og det er sejt. Der er dog det helt særlige ved situationen, at hovedpersonen har baglandet i orden; en bror og en veninde, der er medvidende og siger god for projektet, og mest bemærkelsesværdigt en kæreste, der er med på det. Han, bogens Morten, er også ekstrem (fistfucking på første date, det vil jeg tillade mig at kalde ekstremt). Men han er også sej. Altid til at få fat på, hvis noget går galt under en escort, og endda klar til at hente ’Amalie’ efter en vagt. Han er en mand med stil, ikke blot i påklædning og holdninger, men som det fremgår af hans sms’er og mails i bogen også i sit sprog. Hvad var vores fantasier også uden et sprog at dyrke dem med?

Vidunderlige skam beretter om mange former for sex; men selv om det er pointen, er det alligevel ikke pointen — det er variationen, erfaringen, rummeligheden. Julie (eller Amalie) har (eller får) et godt blik for, hvordan diverse ’perversioner’ ender i gentagelsestvang: Sadomasochisterne, der ikke kan komme ud af deres faste rollespil, eller bondagefolket med de avancerede knuder, bogen igennem omtalt som »rebtosserne«. Hvis man ikke vidste det i forvejen, har man chancen for at læse sig til det her, at rummeligheden ikke rummes af noget bestemt miljø. De ’perverse’ er at beklage, ikke fordi de er afsporede, men fordi de ikke kan andet end dét ene spor; og en del af Amalies luderkolleger hader sex, især hvis det bliver specielt.

Sat fast i kærligheden

Julie bryder ud af den type tilværelse, der starter med romantisk drøm om at stå hvid brud og ender med hus med perlegrus og mand i indkørslen – »mindre end tre år efter den sankthansaften, hvor de mødtes, havde hun to børn«. Bogen rummer en temmelig rystende beskrivelse af den form for sex, der hører til det liv:

»Julie fandt Asbjørn seksuelt tilbagestående og opgav ævred i forhold til at komme på seksuel bølgelængde med ham. I stedet begyndte hun at ’lægge røv til’ for at undgå hans ihærdige fingre, som hun efterhånden afskyede så meget, at hun ikke kunne abstrahere fra det, når hun kiggede på dem i enhver anden henseende, der ikke havde noget med sex at gøre.«

Julie bliver i første omgang hos Asbjørn. Af alle de praktiske grunde, man kender. Dårlig timing er det nu alligevel, for selv om der skulle gå tre år, før hun sad fast, behøvede hun kun to uger for at blive klar over, hvilket utilfredsstillende sexliv der ventede. Som »en besynderlig form for straf« nægter hun at få orgasme sammen med manden og føler sig »en lille smule mere ensom« for hver gang. Udadtil bliver det ved den velkendte »krusning om mundvigen«.

Kort sagt, Julie prøver at være normal. For selv om skilsmisseprocenten er over 50 i den vestlige verden, så er ægteskabet stadig normen, for ikke at sige teologisk-juridisk monopol. Med dertilhørende monopolsex. Vi andre skal skamme os. Også seksuelt. En vis form for terapi og psykoanalyse viderefører endda — som Foucault ville sige — kirkens funktion ved at hævde det livslange, heteroseksuelle, monogame ægteskab som det eneste rigtige, idet alt andet ses som behandlingskrævende perversioner.

Et reaktionsmønster som Julies er heller ikke mere besynderligt, end at det lever op til vanetilværelsens krav til kønslivet, som er kontrol. At Julie nægter sig selv orgasme, er ikke så forskelligt fra, at andre træner sig op til at få den (overstået) på fem minutter. Eller gør det på samme måde hver gang. Og så kruser man ellers mundvigen og taler seksualiteten ned: ’cirkuspræstationer’, ’lagengymnastik’…

Kærlighed og ægteskab?

Der er jo andet i livet end sex. Naturligvis. Der er også andet i livet end kunst. Og andet i livet end tænkning. Men kan man forestille sig et (menneskeligt!) liv helt uden kunst? Helt uden humor – eller uden tænkning?

Eller uden sex? For er det ikke, som Merleau-Ponty skrev i en anden og mere generøs brug af psykoanalysen (i Perceptionens fænomenologi), på en måde det hele? Man skal ikke anse Merleau-Ponty for sexfikseret af den grund. Det afgørende er: på en måde. I hans essay Cézannes tvivl er det kunsten, der på en måde er det hele. Det er: Ethvert menneskeligt fænomen rummer hele menneskets potentiale. Derfor er menneskelivet ikke sådan at få under kontrol. Sexlivet da slet ikke.

Så Julie går til sidst. Ud til hvad? Til et forhold, som efter et stykke tid åbner sig til det næsten grænseløse. Til en mand, der lige så lidt som hun kan forestille sig kærligheden som noget, »man kan beslutte sig for« eller love hinanden »gennem et helt liv uden at længes efter at gå i seng med en anden«. Kæresten Morten beskrives, så man stadig mærker ordenes kærtegn; der er en ømhed over forholdet i al dets vildskab. Er det den, der forplanter sig til Rikke Grosells beskrivelser af mændene i det hele taget, som af ham, der giver hende et lift på sin ladcykel, eller som den melankolske kunde, der bare vil kysse en luder? Er det ikke kærligheden mellem Morten og hende, der får Julie til at rumme og omfavne hele den barske verden?

Det er det spørgsmål, som hverken bogen eller kritikerne stiller, og som ikke handler om prostitutionsmiljøet. Spørgsmålet om forholdet mellem sex og kærlighed. Men kan det overhovedet besvares? I hvert fald, når Rikke Grosell skriver: »Julie kunne få tusinde orgasmer uden at føle sig rørt i hjertet — og blive rørt i hjertet tusinde gange uden at få orgasme«, så er det, som om det ikke er hele historien. Der er noget, der ikke kommer med.

Erfaring - ikke viden

Man kan i Vidunderlige skam så vel som i flere af forfatterens debatindlæg finde en opfattelse af sex, der virker som taget ud af Batailles Erotikken. Og da jeg ofte nok har gennemgået den bog, er det vel ikke upassende at give de par læseregler fra mig her, som jeg plejer at stille op som betingelser for at læse Bataille. Det er at:

•Sex er ikke naturligt

•Sex er ikke sjov

Ja, undskyld den pædagogiske grovhed og ja, jeg ved godt, at det ikke er, hvad Bataille siger. Men det er hans forudsætninger for at sige, hvad han siger — som når han finder mere sandhed i munkenes holdning til sex end i nøgenbaderes, eller når han rubricerer sex sammen med vold og død fra og med Erotikkens første sætning om, at erotik er »livets bekræftelse helt ind i døden«.

Rikke Grosell skriver i sin bog, at sex er forpligtende. I et indlæg i Information fra marts sidste år foldes opfattelsen mere ud. Her beskrives sex som »en fortælling«, et produkt af »kulturelle strømninger«, og så videre.

»Sex kan være blodig alvor og noget, der for mit eget vedkommende fremmaner følelser af både sorg, smerte, ensomhed og melankoli.«

Igen, hvad er det for en fortælling, en kultur, en fantasi — og hvad er det for en alvor, der bærer den? Forholdet til kunden kan vel ikke forpligte ud over den »nøgne, kontante betaling«? Min påstand er, at det bærende er kærligheden. Ikke kærligheden til kunden, men kærligheden mellem Julie og Morten, som ved at være så rummelig at omfatte sex med andre får afsmittende virkning på Amalies luderliv og nok gør det forskelligt fra de fleste andre luderes liv.

Stadigvæk er der noget beklemmende ved at skrive om sex, lige meget hvem man er. Det er nu engang ikke eksakt videnskab, men bygger på erfaring, man må udtale sig ’for sit eget vedkommende’. Jeg kan ikke vide det, jeg hævder her. Men jeg føler mig ret overbevist. Så lad mig bare tage den helt ud over kanten: at Julie kan få tusind orgasmer uden at blive rørt i hjertet og blive rørt i hjertet tusind gange uden at få orgasme, tvivler jeg ikke på. Det, jeg vil hævde, er bare, at de orgasmer, som rører ens hjerte, er bedre end andre. Tusind gange bedre! Eller med andre ord, at sex er kærlighed, når det for alvor er noget. Det betyder ikke, at der er garanti for god sex, når bare der er kærlighed til stede. Det kan sagtens blive vanesex og kedeligt, hvad ved jeg. Jeg hævder derimod, at sex – også uanset hvor ’pervers’ eller ’mærkelig’ – bliver bedre, når det ikke kun er kroppene, der mødes. Det gør det muligvis også mere forståeligt, at kærlighedens varighed kan variere som sex, fra en enkelt nat til et helt liv, det ene ikke mindre usandsynligt end det andet.

Det normales forlis

Vidunderlige skam er en bog om andet og mere end prostitutionsmiljøet. Som sådan er den prisværdig, men dens styrke er at stille de tidssvarende spørgsmål om relationerne mellem ægteskabet eller det faste parforhold og sex og i sidste ende kærlighed. Som litterært værk har bogen sine mangler (blandt andet titlen), men den er både fængslende og ret velkomponeret. Og så slutter den i et crescendo af spænding og tragik.

Kravet om ludertilværelsen fremsættes af Julie som modkrav til Morten. Han er nu engang ikke monogam og lægger ikke skjul på det; han vil have sin frihed til at tage elskerinder. Deres forhold er da for så vidt også ren kærlighed, der lader den anden være, hvad den anden er, og ikke den almindelige hadkærlighed, der vil lave om og bestemme. Men af angst for at miste Morten går Julie alligevel med kvindelig tæft og retning efter at sikre, hvad sikres kan: Hun vil flytte sammen. Med børn og det hele.

»For helvede, spade! Det første, en kvinde vil få i denne lejlighed, er ejerfornemmelser! Jeg er ikke bange for, at du stikker af med en anden. Men jeg er bange for at miste min magt!«

Det ligger vist lige for at spørge, hvem der mon har ejerfornemmelser her …

Julie er kommet fra Asbjørn til Morten. Eksmanden gør en sølle figur i bogen. Men vi får dog lige beskrevet, hvad Julie til at begynde med fandt så tiltrækkende ved ham:

»Han elskede sin kernefamilie og syntes, at han havde alt her i livet og stræbte som sådan ikke efter mere. I starten af deres forhold havde hun hvinet af fryd, når han kom hjem med en nyskudt hare eller tre store friskfangede aborrer. Alting syntes så let for Asbjørn.«

Altså trygheden, nærmere bestemt den tryghed, en beskyttende mandighed giver. Er det bare lidt af det samme, hun ønsker af Morten? Det får hun så ikke, og efter den gode tid med vild eksperimenteren drives Julie i armene på en af sine elskere, som hurtigt får kærestestatus.

Den tredje mand er David, en elitesoldattype, sådan en som kan en masse kampsport og greb med engelske navne. Hvor Morten får hele læserens sympati, og eksmanden er medynkvækkende, forekommer den nye mand i Julies liv en smule pathetic. Indrømmet, også jeg har drømt om at få damerne til at dåne. Jeg kunne dog aldrig drømme om at gøre det ved at tage kvælertag på dem. Men det fungerer for Julie:

»Måske skal jeg dø, og jo strammere dit tag bliver, des tættere kommer jeg på alt, hvad der er dig, og så er jeg aldrig længere alene.« (tekstens kursiv.)

I den regnskabets time, som kommer, viser Morten stadigvæk klasse og formår at tale forstående. Men så mister han flyvehøjde. Julie har svigtet hans tillid til, at de andre kun skulle være elskere, og i samtalens løb bliver hendes ord »brændbar væske, der så let som ingenting kunne antænde hans raseri«. Uden at love noget for hendes tilbagevenden låner han Julie sin bil, så hun kan køre til Nordsjælland, hvor hun vil overraske David, der jo bare venter. David, den rigtige mand, som hylder monogamiet og fordømmer utroskab. Det er ikke sankthansaften, men næsten; der er bål i haven hos David, da Julie ankommer efter sin biljagt. Og David?

»Hun lå med hovedet i skødet på ham, nøjagtig som hun selv havde gjort det få dage forinden, og grinede sin flirtende og inviterende latter op i luften. Julie standsede op og stod som forstenet ikke længere væk, end at hun sagtens kunne fornemme pigens unge yndighed. Hun var 10 år yngre end hun selv. Mindst. Og det bryst, som David havde kapslet ind i sin hånd, svulmede i ubrugt spændstighed under kjolen …«

Sådan slutter bogen med, at Julie flygter videre. Op til Nordsjællands kyst, hvor hun sidder på stranden og ikke engang kan græde. Der ringer hendes arbejdstelefon, »ludertelefonen«, for sidste gang i den bog. Hun griber telefonen og kaster den langt ud i vandet. Så går hun selv ud og dykker ned med hovedet under. Det smykke, hun har nået at få af David, lader hun synke til bunds.

En løftet pegefinger til slut? Ja, men i så fald en finger, som peger i en anden retning end den vante. For det er ikke så meget forsøget med det åbne og eksperimenterende forhold, der går galt, som det er forsøget på at vende tilbage til det traditionelle og smålige.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu